Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring VII

Pilgrimsvandring VII

En kristens endemål er ikke kun forløsning fra et vanskeligt jordeliv. Det er først og fremmest mødet med Forløseren.

Jeg er nu ved vejs ende, og mine slidsomme dage er forbi. Jeg skal snart skue det hoved, som blev kronet med torne, og det ansigt, som lod sig spytte på for min skyld.

Jeg har levet af, hvad jeg har hørt og modtaget i tro. Nu drager jeg derhen, hvor jeg skal se Ham ansigt til ansigt og være hos Ham, i hvis nærhed jeg skal glæde mig.

Jeg har elsket at høre om min Herre og Mester; og hvor som helst jeg har set hans fodspor på jorden, har også jeg stræbt at sætte min fod.

Hans navn har været mig som en krukke med duftende salve, og hans stemme har lydt såre liflig i mit øre; jeg har længtes mere efter at se hans ansigt, end man kan længes efter solens lys. Hans ord har været næring for mig og modgift mod min svaghed. Han har holdt mig oppe og bevaret mig trods mine synder; ja, han har gjort mine skridt faste på vejen.

– Standhaftigs afskedstale, Pilgrimsvandringen af John Bunyan

Selskabet af pilgrimme, der efterhånden er nået op på en snes mennesker, herunder Kristine, Kristens kone, har nået deres endemål. Her tager de afsked én for én, efterhånden som de kaldes til at gå over Dødens Flod for at nå til den Himmelske Stad. Standhaftig er en af de sidste, og hans ord herover beskriver noget af det inderste i en troendes livskonklusion.

Standhaftig har fået sit navn, fordi han har modstået Madam Bubble, som hun kaldes på engelsk, en køn dame, glinsende smuk og tiltrækkende på overfladen, men tom indeni. Igen og igen har hun lokket ham med erotikkens og pengenes glæder, og han har stået fast, dog ikke upåvirket. Det er betegnende, at vi tidligere i fortællingen møder ham på et tidspunkt, hvor han er alene i en svær kamp mod fristelserne, og han er faldet på knæ for at råbe til Gud i sin nød. Da er det, at pilgrimsselskabet dukker op, damen forlader ham, og han får hjælp i deres fællesskab.

Vore liv er forskellige, men jeg tænker, at mange også har det som jeg, nemlig at vejen mange gange har været ujævn, menneskeligt ja, men især på det åndelige plan. Syndens magt er brudt, men der er er en stadig kamp, et stadigt arbejde på at nå frem til det mål, der er sat for os. Der er en kamp mod egen uro, vantro, unyttige beskæftigelser og en mængde dårlige ord og handlinger, tillige med onde og begærlige tanker og vildfarne følelser. Det er slidsomt at se tilbage på. Jesus har taget det væk på korset, men skammen og skylden kan jævnligt dukke op. Der er en længsel efter, at det slutter, efter en varig og altomfattende fred – shalom – og efter at det forkrænkelige forvandles til noget uforkrænkeligt.

I det Gamle Testamente bruges på hebraisk ordet ”aliyah” om israelitternes årlige rejser til højtiderne ved templet i Jerusalem: det vil sige opgang eller opstigning. Man stiger op til Jerusalem. Det er i øvrigt samme ord, som bruges i dag om jøder, som fra fremmede lande rejser til Israel for at slå sig ned der. Det er hjemkomst. Sådan beskrives i Pilgrimsvandringen det sidste stykke fra floden op mod det himmelske Jerusalem, som en opstigning. Sådan er det også for os, hvad enten vi – som de fleste – må gå gennem dødens flod, eller vi rykkes bort ved Jesu genkomst.

Lad mig indskyde en personlig beretning: I sommeren 1978 var jeg på sommerbibelkursus i Oslo. Det var efter flere år med usikkerhed og store anfægtelser i troslivet. En deltager på kurset var en norsk officer, vel omkring de 40 år. I en pause bad han mig sætte sig over for ham for lige at holde øje med ham nogle minutter; han mærkede, at et epileptisk anfald var på vej. Baggrunden var imidlertid den, at han nogle måneder før havde været til en undersøgelse, der viste, at han havde en hjernetumor, der ikke kunne behandles. Hjemkommet fra undersøgelsen havde han i sin nød slået op i Bibelen og sat fingeren et tilfældigt sted. Det var så det sted, hvor Jesus møder disciplene i stormen på søen, og hvor han siger: ”Frygt ikke, det er mig.” Det havde givet ham fred. Den sidste dag på kurset rejste han sig op og fortalte, at han om natten havde drømt, at han steg ned til Dødsrigets port. Men foran porten kom en skikkelse ham i møde. Det var Jesus.

En skeptiker vil sige, at et tilfældigt bibelord og en ønskeagtig drøm ikke er noget sandhedsbevis. For mig blev det vidnesbyrd til tro. Og på vej hjem på skibet til Danmark havde jeg en frihed, en glæde og en vished som aldrig før. Jesus lever, og vi skal leve med Ham.

Til den tid skal ske en forvandling, det forgængelige skal forgå, og det nye, det rene og uforgængelige skal blive til virkelighed.

Det er ufatteligt, hvad der venter os til den tid. En strålende, overjordisk herlighed venter på dem, der når målet:

I et krystalklart hav af lys
forsvinder tidens nat og gys,
forvandlet bliver hver gåde her,
til lovsangsjubel der.

Men som Karl Marthinussen videre udtrykker det, er det bedste at skulle møde Ham selv, Jesus:

Men skønnest er det dog at se
Guds underfulde Lam
med mærkerne fra korset træ
og sejrens glans om ham.
Og denne glans er mer end sol,
den er Guds gyldne nådestol,
og støvets dragt, som her mig bandt,
bli’r klar som diamant.

Jesus er min ære og glæde, han er min Herre og Gud. Det er trangen hos et Guds menneske at sige det; det er et Helligåndens værk, når disse ord bryder frem i vor mund. Det er tegn på, at nu vil bruddet, der skete i Edens have, blive helet; et tegn på, at vi frit og umiddelbart kan være sammen med vor store Gud, som skabte os, og som forløser os.

Som apostlen Peter skriver: Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.

Da skal vi sige: Ære være dig, du Guds Lam, som har har købt os med dit eget blod. Ære være dig, du himmelske Far, som fra tidens morgen har lagt dette til rette. Priset være dit navn, du store Gud, som har skabt os, dig, som vi tilhører.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.