Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Pilgrimsvandring IX

Pilgrimsvandring IX

Selv når en pilgrim er nået langt på vandringen, kan uagtsomhed og overmod afspore ham, så han ikke kommer videre.

Under deres vandring over Den forheksede Mark kom pilgrimmene forbi et andet lysthus, som lå lige ved vejen. Og i det lysthus lå der to mænd; de hed Uagtsom og Overmod. De to var kommet hertil på deres pilgrimsvandring, men trætte af rejsen havde de sat sig for at hvile og var faldet i en tung søvn.

– Pilgrimsvandringen, af John Bunyan

Vi er ved slutningen af vandringen for Kristine og hendes familie og venner. Her, nær ved målet, må de gå gennem et fortryllet område, hvor der er en stor fristelse til at falde i søvn; en søvn, man ikke kan vågne af. Af beretningen ser vi, at de to mænd i lysthuset er kommet langt på vejen. Der står ikke noget om deres historie i øvrigt, men vi må tro, at de er kommet ind på vejen på den rette måde, dvs. gennem den snævre port, og at de har set korset. Vi har ingen grund til at tro, at de to herrer har snydt sig ind ved at kravle over en mur eller gået via en nem smutvej fra siden. Vi har heller ingen grund til at tro, at de mangler oprigtighed i deres søgen efter den Himmelske Stad, eller at de er sluppet for de trængsler og den modgang, som vejen har budt de andre pilgrimme. De må have haft udholdenhed.

Alligevel går det galt for dem. Da trætheden melder sig efter den lange vandring, falder de for fristelsen til lidt søvn, til et ”blund og lidt hvile med samlagte hænder”, som der står et sted i Ordsprogenes Bog. Og søvnen er fast. De andre pilgrimme diskuterer, hvad de skal gøre; de taler til dem, og de rusker i dem. Pludselig siger den ene højt: ”Jeg skal betale dig, når jeg får fat i mine penge.” Og den anden udbryder: ”Jeg vil kæmpe, så længe jeg kan holde mit sværd i min hånd.” Men mere sker der ikke; de sover videre. Hjælpsom, som er en beskyttende ledsager i selskabet af pilgrimme, forklarer, at de taler i søvne, og derfor er deres ord hverken præget af forstand eller tro. ”Der er ingen sammenhæng i deres ord, ligesom der heller ikke er sammenhæng mellem deres pilgrimsvandring og så det, at de har sat sig til at hvile her.”

Det synes at være sådan, at selv de, der begynder godt på vejen og fortsætter ad den et langt stykke, er i fare. Og de to navne siger en del.

Uagtsomhed er ikke at tage sig i agt. Netop når man er udmattet, snubler man nemmere eller fristes til at lægge sig, når man burde gå videre; netop når man er sulten og tørstig, fristes man til at spise og drikke af det, som er skadeligt. Der er så mange ting i verden og i vores miljø, som man et kort øjeblik kan føle sig tiltrukket af, som kan adsprede én, eller som kan give én en kompensation eller en trøst i en vanskelig periode.

Overmod er den holdning, at det går nok, uanset omstændighederne; det er en bedragerisk selvsikkerhed, hvor advarselsskilte bliver ignoreret; det er at bilde sig ind, at man klarer sig uden Guds magt og Guds vilje. Så mange gode initiativer i kristen sammenhæng har lidt skibbrud, hvor det begyndte med de gode hensigter, i bedste mening, og er endt i luftkasteller, i værste fald i krænkelse af andre mennesker og åbenlys synd.

Bibelske eksempler er der flere af. I uagtsomhed glemmer Josva at rådspørge Herren, da gibeonitterne med list overtaler ham og de ældste til en fredsslutning, så et fremmed folk får lov at bo blandt Guds folk. David lader i overmod, på trods af Guds forbud og Joabs indvendinger, foretage en optælling af Israels hær, med store konsekvenser for folket. I Jesu lignelse om de ti brudejomfruer er der fem, som ikke tager sig i agt og tænker, at det går nok med den olie, de har.

Og Simon Peters ivrige forsikring om, at han aldrig vil svigte Jesus ved den forestående arrestation, ligger i hvert fald i kategorien overmod. ”Det går nok” – et motto, som mange projekter i Guds rige er startet med. Det betyder, at med Guds forventede velsignelse – fordi vores hensigter er gode – og vores vilje og evne – som Gud har givet os – skal det nok gå. Fejlen ligger som regel i en stor tro på “sagen“ og en mindre tro på den Herre, der er ophav til både skabelse og frelse. Det menneskelige, det synlige, det vi kan forholde os til med vores fornuft og viden, det har vi let ved at tro på. Det usynlige, som kun Gud åbenbarer ved sin Ånd og sit Ord, det har vi sværere ved.

Vi, der er troende og så tit påvirkes af den indre Adam eller den ydre verden, vi falder jævnligt på de punkter. Vi bliver uagtsomme, fordi vi afledes, når der er medvind og gode oplevelser, eller vi forstyrres af støjen fra omgivelserne eller af personlig modgang. Vi bliver overmodige, når vores planer lykkes, når mennesker giver os ros og ære, eller når vi oplever social og materiel sikkerhed.

Når vi falder, er der én vej tilbage. Det er til den gode Hyrdes omsorg – det er at søge tilbage til Ham, der kan lære os sand tro, der har fokus på den Hellige og hans vilje, på hans magt og hans person. Til den uagtsomme og den overmodige lyder samme ord som til den gamle pagts folk: ”Vend om, Israel, til Herren din Gud, for du snublede i din skyld” (Hos 14,2). For ”jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!” (Ez 18,32).

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.