Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Peters tårer

Peters tårer

Er ”syndenød” et missionsbevægelsesfænomen? Et selvopdigtet luthersk eller indremissionsk levn fra fortiden? Er ”syndenød” en bibelsk virkelighed?

Lad mig starte et lidt andet sted.

Hvordan kan det være, at Gud tillader, at hans børn falder i synd?

Hvorfor gør han ikke viljen og kraften stærkere i sine børns hjerter, så de ikke falder i de samme grove synder igen og igen?

Hvorfor standser Gud ikke sine børn, inden de går ind i Løvens hule?

Hvorfor siger Jesus ikke til Peter: “Peter – jeg kan se, at du om lidt vil fornægte mig tre gange. Derfor vil jeg nu give dig en helt særlig himmelsk kraft, som bevirker, at du alligevel ikke vil fornægte mig. Så altså, du kan være helt rolig. Du vil alligevel ikke falde i nogen stor synd – jeg afværger det!”

Hvorfor gør Jesus ikke det?

Gud er jo ikke som en menneskelig far, der ikke ved, at hans datter den efterfølgende dag vil stjæle en is fra købmanden, eller som en chef, der ikke ved, at en af hans ansatte dagen efter vil stjæle fra kassen.

Gud ved nøjagtigt, hvad der kommer til at ske – på samme måde som Jesus nøjagtigt vidste, at Peter ville fornægte ham tre gange ved bålet i gårdspladsen.

Hvorfor standser Gud os ikke?

Hvorfor standser Han os ikke, før vi falder i stor synd og elendighed?

Tillad mig at gøre et lille ophold i skrivestrømmen.

Jeg skriver ikke dette ud af den blå luft. Jeg har spekuleret meget på disse spørgsmål – for jeg falder nemlig med mellemrum selv i stor synd og elendighed.

Hvad skal man gøre?

Ja, lige på dét punkt er Bibelen klar: Gå til Jesus med din synd! Hos Ham er der nåde at få. Så dét må man gøre: tage sin synd og elendighed med hen til Jesus og for 117. gang sige ordene: “Gud, vær mig arme synder nådig!” – og inden man er færdig med sætningen, er synden tilgivet.

Straks sværere bliver det, når spørgsmålene melder sig:

Hvorfor skulle det ske?

Hvorfor skulle jeg falde i den samme synd igen?!

Og her tror jeg, at vi er mange, der oplever en undrende, spørgende stilhed – en slags vakuum. Og netop denne stilhed og undren over for Guds veje og ledelse med os, tror jeg, er af afgørende betydning.

Jeg tror nemlig, at ét af Guds vigtigste formål med at tillade, at vi falder i synd, er, at få vores mund lukket.

For så længe munden ikke er blevet lukket, er den ustyrlig og siger ting som:

– “Åhh, denne synd er nu så dejlig. Den kan jeg da godt lige tage ‘en tur’ mere i.”

– “Åh, denne tv-serie er bare så god, alle mine andre kristne venner ser den også. Den er godt nok fyldt med seksuelle preferencer, men det går vel nok.”

– “Uhh, jeg elsker bare denne synd – og hov, der er ingen, der kigger nu, så jeg gør det lige igen!”

Osv. Osv. Osv.

Undskyldninger i én lang række!

Jamen – hvorfor vil Gud standse denne talestrøm?

Jo – af den simple årsag, at man ikke kan høre, når man selv taler!

Hvis mit hjerte får frit løb og time efter time taler i ét væk om alle de undskyldninger, jeg har for at synde – hvordan i alverden skal jeg da kunne høre Gud tale til mig?!

Gud vil lukke min mund – og én af måderne at gøre det på er at lade mig falde i synd.

Jeg kan ofte være så glad og føle mig så veltilpas i synden – ja, jeg kan i dagevis indrette mit liv efter den. Det føles så dejligt. Mit kød elsker det – og tanken om at skulle bryde med den bestemte synd synes mere og mere urealistisk. Jeg vil simpelthen ikke.

Og alt imens høres nogle røster ude i det fjerne; røster, som alle har det samme omkvæd: “Man kan ikke holde Jesus i den ene hånd og synden i den anden!”

Helligånden forsøger, alt hvad Han kan, at bruge den dårlige samvittighed til at få mig i tale. Men Han bliver overdøvet af det enorme Dårlige Undskyldnings Kor.

De dårlige – og frem for alt: usande – undskyldninger står i kø og hober sig op som en mur mod Den Hellige Ånd og den Gud-givne og dyrebare samvittighed.

Kødet har overtaget.

Slaget synes tabt for samvittigheden.

Men så en dag sker det alligevel. Samvittigheden får alligevel magt til at bryde igennem den massive mur af usande synde-undskyldninger.

Der må ryddes op. Synden må ud. Og først og fremmest: bekendes!

Lyset må tilbage.

Nåden, ikke mindst!

Nå, men tilbage til hovedspørgsmålet:

Er ”syndenød” en bibelsk virkelighed?

Jeg har allerede berørt det lidt – afsnittet fra Lukas 22. Syndenød er en bibelsk virkelighed, så langt som Lukas 22,62 står i Bibelen:

“Og han gik udenfor og græd bitterligt.”

Peter var knust til tårer. Hanen havde galet, og Jesu ord var gået i opfyldelse, alle som én. Han havde bandet og svoret. Han havde benægtet alt kendskab til Ham, der havde sagt:

“Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.”

meget var Peter blevet betroet! dybt et forhold havde han fået lov til at få til Guds Søn! tæt havde han gået op og ned af Jesus. mange fortrolige samtaler havde de haft. dybt havde Peter fået lov til at se i ”evangeliets nådehav”!

Og så står han der og fornægter sin Herre og Frelser!

“Er det virkelig takken, Peter?!” kan man næsten høre Jesus tænke. “Er det virkelig takken for al den nåde og barmhjertighed, jeg har vist dig?!”

Peter er i syndenød. Dyb og anfægtende syndenød.

“Hvordan kunne jeg gøre det?!”

Der er helt stille.

Peter ligger på sine knæ uden for bymuren. Tårerne triller ned af hans kinder. Skammen ligger som en dyne over ham.

Hér ligger han med sin gråd og sin lukkede mund.

Der er få ord i Bibelen, jeg er så glad for, som ordet “atter”.

“Han viser os atter barmhjertighed” (Mika 7,19a).

“Jeg bygger dig op, Israels jomfru, du skal bygges op på ny. Atter skal du gribe din pauke og gå med i de glades dans. Atter skal du plante vingårde i Samarias bjergland; de, som planter dem, skal selv tage dem i brug” (Jer 31,4-5).

Jeg må spørge ham – når jeg engang ved Guds nåde kommer hjem til Himlen – om det ikke netop var ordet “atter”, der rejste Peter op igen. Jeg tror det næsten!

Eller måske var den stille og yderst empatiske Johannes kommet hen til Peter, imens han lå på sine knæ med tårerne og den lukkede mund og havde rakt ham de velsignede ord:

“Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.”

Jeg ved ikke præcis, hvordan og med hvilke ord Peter blev rejst op igen. Men hans to breve vidner i hvert fald om en Guds tjener, der påny fik liv ved evangeliets kraft!

Guds formål med at lukke vores mund er ikke, at vi skal bukke under i syndenød.

Formålet er at rejse os ved evangeliet, så vi atter skal gribe vores pauke og gå med i de glades dans.

Atter skal plante vingårde i Samarias bjergland.

Med dette budskab i mente, synes jeg, det giver mening at runde af med Carl Olof Rosenius’ velsignede ord og bøn:

Du dit værk oplive,
regn og sol du give,
gør som du det vil.
Blot du så mig fører,
at til sidst mig hører
Himmeriget til.

Filip Kofod

Filip Kofod, København, taxachauffør.