Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Oprigtighed

Oprigtighed

Vi er på gal vej, hvis vi tror, der 'skal noget mere til' end den enkle tillid for at være kristne.

Jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus (2 Kor 11,3).

Oprigtighed er en prøvesten for troen. For hvis der er blandede motiver for troen på Jesus, hvor er vi så henne? Og hvad er det egentlig, Paulus er bange for? Lad os analysere nogle ord i skriftstedet her.

‘Slangen forledte’: Der er tale om et krybende dyr, og som slangerne i naturen er Slangen i den åndelige verden camoufleret for at undgå opmærksomhed. Udspekuleret og langt klogere end sine ofre giver den sig ud for bringe noget godt til mennesker, siger smukke ord, som er løgn, for at opnå sit mål. Den forleder. Og bringer mennesker i ulykke.

‘Snedighed’: Denne viser sig ved, at det, som vi mennesker synes, er tiltalende, som dækker vores følbare behov, eller virker rigtigt eller uskyldigt, fremføres af slangen som dække for dens hensigt. Og det er ofte uigennemskuelige bedrag, der præsenteres. Det gælder lige fra det umiddelbart sanselige over fornuftige tanker til høje moralske idealer. Og det blander sig i vores tro, så den bliver rettet mod noget andet. Vi kommer til at sætte noget andet end Gud og hans Ord øverst.

‘Jeres tanker komme på afveje’: Det er den dybere hensigt. For vi skal gerne føres på afveje. Vi skal tro, vi er på vejen, selvom vi tager en afstikker, en genvej, en vej, som er parallel med den smalle på vej til den himmelske stad. Når vores tanker kommer på afveje, så bliver det nemt noget, der styrer vores valg. Og så har modstanderen fat i den lange ende. I starten er alting ok; man kan stadig se den oprindelige vej, ingen fare. Men efterhånden ledes man bort fra den sti, man startede på. Man føres et helt andet sted end der, hvor man ville hen.

‘Det oprigtige og rene forhold’: Det er det, mange af os har oplevet i den første tid, efter vi kom til tro. Der var ingen forbehold; der var hengivenhed; der var frem for alt det enkle, at bare jeg har ham, Jesus, så har jeg alt. Han er min ære og glæde, han er min Herre og Gud. Det var ikke nødvendigt med støttepiller og støttespillere til at holde troen oppe; budskabet om Jesus var umiddelbart forståeligt; det gik lige ind i hjertet. Intet skulle komme imellem mig og Jesus eller blande sig i vores forhold. Skriften åbnede sig på mystisk vis, og ordene lyste mig i møde; Guds kærlighed og hans underfulde ord var liv for sjælen.

‘Kristus’: Den salvede. Apostlen Johannes skriver om bedømmelse af ånderne, at den sande ånd bekender, at Jesus er den, der er kommet i kød og blod. Jesus er det fysiske menneske, som er Guds Søn, og derfor også Gud i menneskeskikkelse. Den sande Kristus har et legeme, nemlig det han opstod med, og med det står han på højre side af Guds trone.

Forskellige strømninger har gennem tiden været med at gøre Paulus’ frygt for menighedens oprigtige tro til virkelighed. Nogle få eksempler:

– kirkelige traditioner, der lægger vægt på menneskeskabte ritualer og sætter mennesker – paven, jomfru Maria, helgener og præster – til at være mellemmænd mellem Gud og de troende;

– liberal teologi, som for at gøre det lettere at tro bortforklarer det underfulde i Bibelens beretninger eller fornægter det historiske i dem;

– meditationsformer, hvor østlige religioners teknikker ‘helliggøres’ med kristne ord.

Vi må spørge, om vi har brug for menneskelig fortolkning eller mellemmænd for at komme til Kristus, eller om vi blot vil komme til ham, som vi er, uden hjælp fra noget menneskeligt.

Oprigtighed har at gøre med renhed i sine motiver. Det har noget med integritet at gøre. Det manglede troldmanden Simon i Samaria, og han fik den dom af Peter: ”Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt overfor Gud” (ApG 8,21).

Nogle gange må vi spørge os selv, hvorfor vi engagerer os eller gør noget for Guds rige; om det primært er for at gavne os selv, eller om det sker i oprigtighed.

Oprigtighed har en søster, der hedder enfoldighed. Enfoldighed vil sige kun at være rettet mod én ting, selvom meget andet tilsyneladende synes lige så vigtigt. Den er forskellig fra naivitet, som er uvidenhed og dumhed. Enfoldighed er som den barnets tillid, Jesus siger, vi må have for at komme ind i hans rige.

Jeg griber nogle gange mig selv i uoprigtighed. Halvhjertet gør eller udtrykker jeg noget, det kan være af vane, på grund af andres forventninger eller for at stille mig bedre overfor Gud. Hvad gør jeg så? Alt, hvad der ikke er af tro, er synd, siger Skriften (Rom 14,23).

Så skal jeg stoppe op. Så skal jeg holde op med det uoprigtige, enten ved at ophøre med aktiviteten eller ved at angre min holdning for så at fatte et nyt sind og fortsætte med overbevisning.

Til sidst nogle vidnesbyrd fra Skriften:

I sin afskedstale til folket siger Josva nogle ord, vi kan lægge os på sinde i dag: Frygt nu Herren, og tjen ham i oprigtighed og trofasthed; fjern de guder, som jeres fædre dyrkede på den anden side af floden og i Egypten, og dyrk Herren (Jos 24,14).

I Davids lovsang, da Herren har frelst ham fra Saul og alle hans fjenders hånd, udtrykker David også en advarsel: Du er oprigtig mod den oprigtige, men over for den falske forstiller du dig (2 Sam 22,27).

I Første Kongebog 3 nævner Salomo i sin bøn til Gud efter sin tronbestigelse, at hans far David havde vandret i ‘hjertets oprigtighed’ med Gud, og det havde Gud belønnet ham for.

Et løfte fra Sl 145,18: Herren er nær ved alle, der råber til ham, alle der råber til ham i oprigtighed.

Så derfor: Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet fra en ond samvittighed (Heb 10,22)

Det er en kamp at være oprigtig i sit gudsforhold, i sin tro, i sit liv. Der kan være meget, som man ved eftertanke må erkende som uoprigtighed, blandede motiver, også i forhold til mennesker. Man fristes til mismod. Men der er håb. For kampen fører til, at vi kommer tilbage til Herren og der bliver fornyet i tro og overbevisning og finder fast grund, som det siges til den trofaste rest af Israels folk:

På den dag skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham [den hedenske konge], der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud (Es 10,20-21).

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver