Lovens fjerde brug

Mennesket lever under love, uanset om vi vil være ved det eller ej.

Vi har hele tiden fokus på os selv – som om vi ser os selv i et spejl – og så laver vi love og regler for os selv. Noget får vi gjort til gode eller dårlige vaner – og noget bliver til almengyldige love/leveregler for os. Nogle regler bliver endda gjort gældende for hele landet – eller hele verden. Disse regler kommer ud af vores egen tankevirksomhed, af vores erfaring eller som udtryk for magt eller afmagt.

Vi har ikke lavet alle love

Noget andet er de love, som vi ikke selv har lavet – og som til tider kan være ganske ubehagelige. Det kan være love som Archimedes’ lov. Den fortæller om forholdet mellem massefylde, densitet, væske, tyngdekraft, tyngdeaccelration – eller kort sagt: om man kan gå på vandet eller ej.

Der findes adskillige af sådanne love, der fortæller om forholdet mellem Guds skaberværk og os som skabninger. Grundlæggende aflægger det stærke vidnesbyrd om, at Gud er til og har skabt verden. Samtidig viser disse love os, at mennesket er ikke herre over alt – men må underordne sig under lovmæssighederne i skaberværket.

Det gælder først og fremmest, at vi ikke af os selv kan vælge livet eller selv begynde at leve. Hvordan skulle vi overhovedet kunne vælge, at vi vil, før vi lever, og hvor og hvornår skulle vi være i stand til at vælge livet som mulighed uden allerede at leve? Vi vælger heller ikke selv, hvornår livet skal slutte. Livet og døden viser os med al tydelighed, at vi ikke er suveræne.

Guds lov i samvittigheden

Netop i det vilkår at vi er begrænsede, møder vi Guds lov. Først og fremmest som den, der sætter ord på, hvordan vi skal passe på livet – og som ord, der skærmer det svage hos os. Det finder vi i den naturlige lov, som Gud har lagt ind i vores samvittighed, uanset hvor vi er på jorden. Derfor mærker vi stikket indeni, når vi gør noget forkert – eller måske kommer det først senere. Derfor er vi med vores samvittighed faktisk dommere over os selv som en foregribelse af Guds dom, for at vi ikke må slippe afsted med at ignorere Guds dom (Rom 2,14-15).

Guds åbenbarede lov

Gud har givet os en tydelig nedskrevet lov, der fortæller os hans vilje og udtrykker hans væsens renhed. De 10 bud!

Dem har vi fået af ham med flere formål. Først og fremmest fordi han er hellig. Han er al tings Herre og ophav. Han har givet os livet og sat os der, hvor vi er. Det er ham, du står til ansvar over for med alt i dit liv. Det gør du ikke bare over for dine forældre, din skole eller samfundet. Du står over for Gud.

Han vil derfor, at du skal leve i det rette forhold til ham – og til dem, han har sat dig iblandt på jorden.

Tre – eller fire brug

I luthersk troslære har vi ofte omtalt tre forståelser af Guds vilje for livet.¹ Vi kan og skal ikke skelne i alle situationer (og slet ikke mellem 2. og 3. brug), for det er suverænt Helligåndens gerning at række os loven i den åbenbarede form. Hvilken brug Helligånden møder mig med, bestemmer hverken jeg som prædikant eller jeg som tilhører. Helligånden kender mig bedre, end jeg selv gør, så han ser og taler Ordet til mig, alt efter hvad jeg har brug for at høre. Han rækker hver enkelt af os loven i disse tre former gennem forkyndelsen i de ydre nådemidler, i Ordet og Sakramenterne.

Ud over de tre former, som jeg vil nævne nedenunder, så findes en mere. Den findes også i Bibelen, men er ikke fra Gud.

Første brug – en kantsten

Den første måde vi er underlagt Guds lov på, har man i den lutherske kirkes historie kaldt for ”en kantsten”. En kantsten kan ødelægge det hjul, der kører op på den. En kantsten returnerer den kraft, man støder ind i den med, så jeg får stødet tilbage.

Sådan også med loven, som den er tænkt brugt i samfundet. Her slår jeg mig, hvis jeg brager ind i de love, som Gud har givet samfundet at indrette sig med. Her vender mine onde overtrædelser tilbage, når jeg straffes af samfundet.

Når samfundet fungerer ret, indrettes det efter Guds lov som den overordnede orden for alle love. Øvrigheden og dens medarbejdere fungerer da som Guds venstre arm, der straffer og dømmer alt det, der er ondt og forkert – hvis øvrigheden altså følger Guds lov.

Samtidig er det alle kristne pålagt at følge samfundets love (læs Rom 13,1-7).

Et spejl til dom – andet brug

Anden brug har man kaldt for spejlet. Det er, fordi loven da optræder som et konstant spejl for alt i mit liv, som måles og vejes af Guds norm. Da bliver alle pletter og beskidte dele i mit liv også synlige for mig selv, så jeg ser, jeg er en håbløs, uforbederlig synder. Uanset hvordan jeg forsøger at vende mig, så rammes jeg af spejlbilledets afsløring. Selv mine undskyldninger har ingen ret eller plads. Jeg ender med at stå med lukket mund (Rom 3,19) uden at kunne protestere – og er bare som en helt igennem synder.

Når jeg ved Helligånden gerning på den måde har fået åbenbaret lovens anden brug for mig, da ser jeg mig dømt. Da kan Helligånden række mig en ny vilje til at erkende min syndighed. Da forkynder han dernæst for mig, at der er nåde og frelse for lige netop en dømt stakkel som mig i Jesu Kristi fremmede retfærdighed. Da skaber han et nyt liv i mig og giver mig altså en ny vilje, som er hans egen vilje, så der nu bliver kamp i mig mellem mit gamle jegs vilje (der stadig lever) og den nye vilje.

Tredje brug som en guide

Den tredje brug kalder man for ”guiden” (eller et hjerte). Den nye vilje i en kristen elsker Guds lov. Når loven nu forkyndes, høres den af det nye liv i mig. Og det nye liv elsker det, det hører. Den nye vilje og det nye liv, som er Jesus i mig, følger da loven og glæder sig over at kende Guds gode vilje.

Til gengæld vrider mig gamle jeg sig, så han forsøger at overtage al ære over min glæde over at gøre godt. Derfor taler Bibelen om, at det gamle jeg og dets vilje i mig må dø. Det sker ved en livslang proces – og er den daglige omvendelse fra synden og kødet og til nåden i Jesus Kristus. Den proces sker som vekselvirkning af, at Helligånden både giver os lovens 2. og 3. brug – til syndserkendelse og død for mit gamle kød – og til guide/glæde over lovens gode ord for Jesu nye liv i mig.

… og hvad så med fjerde brug?

Den fjerde brug er ikke særlig kendt – og kan kaldes for et bortvendt spejl eller et høreværn. Faktisk er den måske først opfundet i 2017 under en konference i USA – hvor præsten Bryan Wolfmueller satte ord på den.² Den fjerde brug har sin grund i at synden og det gamle menneske er så grundlæggende i os, så vi hele tiden søger at sende loven videre. Derfor er den heller ikke udtryk for Guds måde at tale loven til os på, men for, hvordan vi reagerer på loven og bruger den på os selv og andre.

Det, jeg ikke vil høre, er, at Moses og loven, som blev givet ved ham, virkelig stadig gælder for mig – for jeg ikke vil afsløres. Sådan vil mit gamle jeg blive ved hele livet – både som hedning og som kristen. Det viste sig tydeligt hos farisæeren i templet (Luk 18,9-14), hvor det siges, at ”til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse”. Her var en flok mennesker, der var blevet immune over for, at Guds åbenbarede lov ved Moses kunne få lov at tale afslørende og dømmende til dem.

De var så optaget af splinterne hos deres næste, så de i deres høreværn ikke kunne høre lovens ord tale om bjælken i deres egne øjne (Matt 7,3-5) – og troede, fokus kunne spejles videre. Jesus kaldte dem hyklere, de farisæere og skriftkloge, der lavede loven om efter deres egen målestok og lagde en lang række tolkninger til.

Sådan også i dag

Guds evige lov er den samme. Guds evige treenige væsen er det samme. Han vil stadig retlede samfundets ledere til at indrette livet med sin lov som kantsten og afgrænsning og forsvar for det gode liv. Han vil stadig afsløre synden hos dig og mig ved at forskrække os ved loven, for at vi derefter må kunne høre evangeliet til frelse.

Han vil ved Åndens gerning og brug af Guds Ord trænge ind bag vores høreværn og rundt om vores forsøg på at pege loven videre på andre.

For over for Gud er vi alle syndere, alle strafskyldige og må alle i os selv stå med lukket mund. Kun i Jesu opfyldelse af loven har vi frihed til at leve i hans opfyldelse af loven og elske den. Himlen får vi kun, ved at en anden opfylder loven for os – nemlig ved at Jesus gør det helt og fuldt. Det sætter os i frit perspektiv i forhold til loven, for da er vi bundet af kærligheden til loven hos Gud.

Det religiøse menneskes lov

Fjerde brug af loven er derfor det religiøse menneskes lov-forsøg på den hykleriske selvforbedrings vej. Den vej vil vores gamle jeg altid gerne ind på, så han kan få lidt ære til sig selv. Derfor må vi vide, at vores gamle jeg både er der, når et menneske er uden berøring med kristentro – og han i høj grad er der, når vi er kommet ind på troens vej. Så vil vores ”gamle jeg” nemlig gerne have os til at stole på os selv i stedet for opfyldelsen af loven i Jesus alene.

Gud kalder os ind i opgør – også fra den synd at leve efter lovens fjerde brug. Det opgør sættes vi ind i, når Guds ord tiltaler mig med loven med dens uafkortede krav – for derefter at tilsige mig det, Jesus har gjort for mig til tro og hvile.