En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.
Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: ”Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd”
(Luk 7,36-39).
Kvinden hedder Filip.
A’ hva’?
Ja, kvinden hedder Filip, hun er 39 år og bor i København.
Øh… Hvad mener du, Filip – det er da noget mærkeligt noget at skrive?!
Jeg mener faktisk det, jeg skriver.
Kvinden og Filip er ét og det samme. Det er mig, der kommer ind i Simons hus. Det er mig, der rystet, nervøs og usikker går hen mod Jesus. Alle kigger på mig.
“Hvad laver du dog hér?!”
“Gå dog hjem!”
Og de har ret.
Ikke én af de mange højlydte eller tænkte anklage-pile, der suser mod mig, er usande. Jeg burde ikke være her. Jeg er ikke værdig til at være så fint et sted. Jeg burde blive hjemme i min elendighed. Hvorfor er jeg dog gået af sted? Hvad fik mig dog til at gå herhen?
Skælvende baner jeg mig vej gennem Simons venners truende pile og ansigtsudtryk.
“Skrid med dig! Du er ikke velkommen her!” klinger det fra alle sider.
Jeg er få sekunder fra at give op. Mine raske skridt hen mod Simons hus er med ét forvandlet til usikker vaklen.
Jeg nærmer mig Jesus. Hans blik møder mine tårer og min skælven.
Jeg kaster mig ned for hans fødder. Græder lidt. “Så nåede jeg alligevel frem”, tænker jeg.
“Kære Jesus. Jeg har ikke noget med. Kvinden i Bibelen havde salve og olie med til dig. Men det har jeg ikke – jeg har intet med.”
“Jo”, afbryder jeg mig selv og peger mod mit bryst. “Jeg har én ting med: et sønderbrudt og sønderknust hjerte.”
Min tale er afviklet, og stilheden melder sig i Simons hus; en dundrende stilhed. Det dirrer. Pilene farer imod mig:
“Hvor vover du?”
“Hvem tror du egentlig, du er?”
“Skrid med dig!”
“Simon, jeg har noget at sige dig”, afbrydes stilheden pludselig med ét!
Jesus kigger stadig på mig – men det er Simon, han taler til.
”En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?”
Simon svarede: ”Den, han eftergav mest, vil jeg tro.”
Jesus sagde: ”Det har du ret i.”
Og vendt mod mig sagde Jesus til Simon: ”Ser du denne mand? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men han har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men han er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men han har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hans mange synder er tilgivet, siden han har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.”
(Luk 6,40-47, omskrevet).
“Elsket meget”? tænker jeg, mens jeg ligger på mine knæ ved Jesu fødder. “Det har jeg godt nok ikke! Er der noget, jeg ikke har, så er det det!”
Min tankerække når ikke længere, for pludselig lyder der nogle ord i mine ører, som jeg aldrig vil glemme.
”Dine synder er tilgivet.”
Mit ansigt er ét stort spørgsmålstegn. Og som om det ikke var nok, fortsætter Jesus:
”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”
Min tro?!?
Jamen, kære Jesus dog! Så du ikke min vaklen? Så du ikke mine tårer? Så du ikke angsten i mit ansigt, da jeg banede mig vej gennem Simons venners anklage-pile?
Jo, Filip, det gjorde jeg. Men din vaklen, dine tårer, angsten i dit ansigt og alle anklagepilene, ændrede ikke på, at du kom! Og at tro er intet andet end det at komme til mig. Du får det altid snørklet sammen inde dit sind, Filip. Dine tanker vender og drejer det, og til sidst er du helt modløs og råber højt: Jeg har ingen tro!
Men kære barn – lær det nu: At tro er at komme til mig!
Er det virkelig bare så enkelt, Jesus?
Ja, Filip. Det er det.
Kommer du til mig, tror du på mig!
Du har ingen synd, Filip. Jeg har tilgivet dig!
Kære Gud
Vil du ikke nok give mig troen på det, som min forstand aldrig vil kunne forstå?
Vil du ikke nok give mig troen på, at min synd virkelig er tilgivet?
Jeg kommer til dig, Jesus.
Jeg tror.
Hjælp – og tilgiv mig! – min vantro.
Amen.
Sang: ”Som kvinden gik til Simons hus”
(Hør melodien her, og find noden herunder)
Som kvinden gik til Simons hus
med syndenød og anger
for hér at møde nådens knus,
som gengæld ej forlanger;
sådan må jeg til Jesus fly,
når synden mig befæster
og skjule mig i nådely
med alle husets gæster.
Som kvinden med hver grædetår
hans fødder ville væde
og siden med sit lange hår
dem tørre som et klæde;
sådan må jeg med sorg og skam
for Herrens fødder knæle
og salve og ophøje ham,
der frelser mange sjæle.
Som kvinden med sit syndeliv
tog fat i Jesu hænder
og søgte ly for strid og kiv
og alle Simons venner;
sådan vil jeg ved korsets fod
ta’ plads ved kvindens side
og prise Gud for Lammets blod,
som vasker hjerter hvide.
