Når vi læser den 3. trosartikel, så bliver det tydeligt for os, at helliggørelsen (3. artikel) er væsentligt anderledes end retfærdiggørelsen (2. artikel). Det efterlader os med spørgsmålet om, hvordan vi kan forklare vores status over for Gud som ”fuldkommen tilgivet”, uden at vi dermed underminerer Guds kald til at tjene vores næste og medmennesker i dagliglivet.
Vores liv er vævet sammen af at være fællesskaber. Vi har fællesskab med ægtefælle, kæreste, børn, forældre, naboer, kollegaer og mange andre. Alligevel skal vi huske, at der er tale om to fundamentalt forskellige former for fællesskaber – en form over for vores medmennesker – og en anden form over for himlens og jordens skaber. De to fællesskaber er afgørende for vores liv, og de to fællesskaber fungerer på forskellig måde.
Over for Gud er vores fællesskab at være den passive modtager af Guds godhed. Over for Gud gør vi intet for at fremvise retfærdighed. Vi har ikke noget at give Gud af vores arbejde, vores ideer, talenter eller noget som helst andet, som kan medføre noget godt hos Gud. I stedet ønsker Gud at være den, der gør alt for os. Han ønsker at give os sine gaver. Det er derfor, vores retfærdighed over for Gud er Jesu fortjeneste alene – og intet, vi gør. Gud giver os kvit og frit Jesu retfærdighed uden at kræve betaling af os. Vi får lov at åbne vores hænder i tak og modtage alt det, Jesus har gjort, som gave fra ham.
Fællesskabet med mennesker her i verden fungerer fuldkommen anderledes. I stedet for at være et passivt modtagende fællesskab, kaldes vi til at være aktivt givende her i verden. Vi kaldes til at elske og tjene vores nærmeste – familie, naboer, kollegaer. Vi kaldes på den måde til at give alt, hvad vi er, til den verden, vi lever i, sådan at det samfund vi er i, har alt, hvad der er brug for til livet. Det gælder både i job og familie, at vi der har muligheder for at tjene andre.
På den måde lever en kristen under to forskellige former for retfærdighed.
Vi står i den passive retfærdighed i forholdet til Gud – den retfærdighed, som Gud giver os kvit og frit ved troens gave – og som vi blot modtager uden at gøre os fortjent til den.
På den anden side lever vi i en aktiv retfærdig indsats, som ikke er rettet mod Gud (for Gud har ikke brug for vores indsats), men ind i livet her, fordi vores nabo og næste har brug for os. Vores samfund har brug for os. Vores familier har brug for os. Vores ældre – udsatte – ufødte – og hvem, Gud lægger på vores vej, har brug for os.
Vi må passe på ikke at blande disse to former for fællesskab – eller disse to former for retfærdighed.
På Luthers tid var der mange, der fik rodet godt rundt i disse to fællesskaber. Nogle forkyndte, at Gud ønsker en aktiv indsats i verden, for at vi kan blive frelst. Men resultatet af den forkyndelse, der blander de to former for retfærdighed, er, at vi ender med at stole på noget i os selv, der kan fortjene frelsen – og så har vi vendt hele Guds frelsesorden på hovedet. Gud dømmer os ikke efter vores fortjeneste, hvis vi skal frelses, for da ville vi aldrig kunne blive rene til at bestå for hans domstol. I stedet dømmer Gud os på baggrund af Jesu Kristi retfærdighed alene.
Tilsvarende kan vi forvirre os selv den anden vej. Så kan vi overse eller ignorere de kald her i livet, som Gud har givet os. Hvis vi forestiller os, at den passive retfærdighed ikke alene er i forholdet til Gud, men også gælder i forholdet til vores familie, nabo og næste, da kan vi ende med at overse og ignorere den nød, som verden omkring os sidder i. Så lever vi ikke efter det ”kald”, som Gud ønsker, vi skal leve og arbejde i som kristne her i verden.
Når vi kommer i det kristne fællesskab, så må vi huske at se os selv som dem, der må modtage af Guds nådemidler. Da rækker Gud os sin tilgivelse i forkyndelse og i absolutionens tilsigelse af syndernes forladelse. Da rækker han dig Jesu virkelige legeme og blod i nadveren. Da er du modtager uden fortjeneste – modtager af Jesu retfærdighed til dig.
Så kalder han dig til at give dit liv som et levende offer til ham som svar på det, han har gjort for dig – ikke af frygt for straf eller med løfte om løn, men i taknemmelighed til Gud. Derfor kan vi gå ud i verden til dem, vi er sat imellem i ”kald og stand” og passe vores arbejde, være forældre og børn, være naboer og kollegaer på allerbedste måde for der at række det gode liv videre til dem, der har brug for det af din og min hånd.
