Til forskel fra det, at tilværelsen som barn er livslang, så er det at være ægtemand og at være far en begyndelse ved hhv. bryllup og undfangelse. Til gengæld ophører kaldets forpligtelse også en dag – den dag, hvor Gud tager livet her på jord fra mig og lader døden skille os ad, så han tager over. Disse kald er i bund og grund alment for alle mennesker, for det er en del af skabelsens orden at være ægtemand som den ene part af et to-kønnet ægteskab – og det er skabelsens orden, at forældre består af en far og mand – og en mor og kvinde.
Som ægtemand er kaldet at være hoved – ansvarlig og hengivende for sin kvinde. Som mand er opgaven at skabe den ramme, hvori ægteskabets liv og eventuelle gudgivne frugt i børn kan vokse og trives. Ret forstået er der et tydeligt bibelsk billede af ægtemandens kald i Jesu ord. Han forklarer, hvad det vil sige at være hoved i sit liv og sin forkyndelse – som Paulus samler det sammen i Ef 5,25-27: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri.”
Elsk i hengivelse, så den elskede fremstilles anderledes end alle andre som ren og fuldkommen.
Elsk i første prioritering, så den elskede gøres upåklagelig i menneskers og Guds øjne.
Første kald i ægteskabet er ægtefællen – og dernæst børn. Sådan elskede og elsker Jesus sin kirke – og sådan kaldes jeg til at elske min hustru og alt med hende. Dermed kaldes jeg også til at elske frugten af hendes moderkald – de børn, som Gud må give.
Jeg behøver ikke gætte på, hvor mange kristne mænd, der over for denne bibelske tale igen og igen må bøje sine knæ i bøn om tilgivelse for ikke at elske og ære. Tilsvarende behøver jeg ikke fingre for at tælle de kvinder, der kan sige sig fri for at synde på dette felt.
At være ægtemand og far er et kald til at være Guds repræsentant for min familie. Det er et kald, der kan siges at være mit første og vigtigste præstekald. Ikke alene har jeg som kristen fået lov at komme ind for Gud som præst i hans rige – men jeg er kaldet til at være præst i min familie. Præst – hyrde – tilsynsmand for min familie i hengivelse for, at de må få et godt liv her på jord og i evigheden.
Det vil samtidig for mange mænd være ”præstekaldet” her i livet. Hvis ikke jeg kaldes af dem, der er blevet givet kaldsmyndighed på den kristne forsamlings vegne, og derved gives et ydre og ret kald til at række Guds nådemidler videre på Guds vegne, da er familien mit eneste, men vigtige kald. Uden det ydre kald, giver mine indre kald ingen autoritet på Guds ords vegne. Selvfølgelig kan Gud gøre os opmærksomhed på nogle, der har brug for hjælp – eller som trænger til at høre Guds ord. Gud har sat os blandt andre mennesker i nabolag og på job for at være et vidne om Jesus – og at gøre godt mod dem.
Det er dog aldrig imod Guds kald til at være forældre, til at være Guds ansigt for de børn, Gud har givet os.
Det er familien, jeg skal række Guds ord til i hverdagen; dem, jeg må give både lov og evangelium. Det er dem, jeg skal være hoved for derhjemme – ligesom den ret kaldede tjener i menigheden er hoved – under overhovedet Jesus Kristus.
Familien er mit præstekalds område, at de må bringes til at høre Guds ord derhjemme og føres ind i det kristne fællesskab. Så svier det blot så skarpt i bevidstheden, når jeg da også husker de svigt, der har været i mit hjemlige præstekald. Der har været gange, hvor jeg har svigtet at holde Guds ord frem i andagt og bøn derhjemme. Der kunne have været taget så mange initiativer – som at synge gode salmer, som at lære Guds ord og den lille katekismus udenad. Der har været situationer, hvor jeg har været den dårlige undskyldning for ikke at møde op, hvor Guds ord lyder – til gudstjenester, møder, lejre. Det er også sket, at jeg har haft ulyst til at deltage i bedemøde, i gudstjenestens liturgi eller blot at åbne min egen bibel som forbillede og rollemodel for mine egne børn.
Da ser jeg endnu mere, hvor håbløst det ville være, om jeg skulle være den stolte bærer af et kald til offentlig tjeneste – i alt fald, hvis det skulle være på baggrund af mit eget livs fortjeneste. Så må jeg tænke: Gud være mig utroværdige hykler nådig – og bevar den spinkle tro i mine børn, når jeg har svigtet så meget og grumt i mit første og primære præstekald.
Gud give os ,at vi ikke bliver så optaget af vores indre kald til en ukaldet tjeneste eller at følge en selvset nådegave, så vi svigter det første kald som børn og som forældre – og forbryder os mod Guds bud om at have ham som eneste og sande Gud i alt og alle ting.
Hvor er det godt, at ALT virkelig er af NÅDE i Guds Rige.
