En ting, der først ender den dag, jeg dør, er mine kald som menneske. Dvs. synden i mit liv hører først op den dag – men også mit kald til at leve under Guds lov. Det kald kan jeg ikke løbe fra.
Når Luther omtaler det kald, så omtaler han det todelt. Det, der gælder alle mennesker, kalder han for stand, og det, som gælder for det kristne menneske, kalder han for kald.
Alle mennesker er forældre, børn, borgere eller evt. borgmestre, arbejdsgivere eller ansatte. De ordninger, som Gud har givet for disse stænder, må vi alle leve med og indordne os under – uanset om vi vil eller ej. Ind i disse stænder er det, at jeg lever som kristen og er givet mit kristne kald. Dertil kommer den kristne kirkes kald til at give nådemidlerne videre.
Ligesom første bud kalder mig og binder mig til hele livet fra vugge til grav at dyrke Gud alene som Gud – og vente mig alt godt fra ham – sådan er jeg i det fjerde bud givet den menneskelige stand eller orden, som er Guds ansigter for mig. Det er først og fremmest mine forældre, som jeg er sat i buddets (og kærlighedens) relation til hele livet. Sekundært er det de øvrigheder, som Gud har sat i samfund og kirke – som øvrighed og hyrde/lærer. Dem skylder jeg tak for, at jeg er her – at jeg er den, jeg er – og dem står jeg i en livslang forpligtelse overfor. Det er måske ikke lige sjovt hele livet, når livet knager eller når jeg vil min egen vej. I vores moderne samfund, hvor alle sociale nedarvede elementer helst skal være ude af billedet, og vi hverken skal vælge adresse, job eller relationer efter vores forældre, da står det fjerde bud klar med et ufravigeligt kald fra vugge til grav: ”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.”
Der er endda tale om ære! Det er sådan et begreb, vi måske lettest forbinder med tvangsægteskaber og drab af ulydige døtre. Men her tales om ære i en luthersk og bibelsk forstand – ikke en menneskelig religiøs forstand. Her er det ikke at opløfte og ophøje den ærede som en, der er det værdig, men at modtage den gave at være barn, der vedgår sine forældres hjælp som nødvendig og god.
Det er jo på samme måde, at vi kaldes til at give Gud ære. Da er det heller ikke lovens ophøjelsesforpligtelse, der ærer ham, men at vi i erkendelse af synden vedgår vores behov for Jesus Kristus som eneste dækning og frelser for altid.
Også her kommer jeg til kort – også her har jeg intet godt og ret at fremvise, men må vedgå mit hovmod. Min selvhævdelse slår igennem også her. Det gælder både, når menighedens hyrde lærer Guds ord til mig – eller når øvrighedens love føles uretfærdige – eller når jeg bare ikke synes at mine forældre er ære-værdige for det, de måske giver mig. At give ære er altså at være tydelig taknemmelig modtager af det, den ærværdige giver mig.
Kaldet til at være barn af forældre er en del af det, at Guds tanke for mennesket er at være en del af en familie. Han er selv familie som den treenige Gud. Han skabte mennesket som mand – og som kvinde af manden – for at vi skal leve som familie og blive mangfoldige. Derfor er jeg altid givet at være barn – modtager af livet – hele livet. I Guds verdensbillede er relationen ”forældre – børn” en kerneværdi. Den er en del af den naturlov, som Gud har givet.
