Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Kærlighed

Vi er skabt til at elske. Det at elske Gud og mennesker er et krav, som vi ikke selv kan opfylde.

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne (Matt 22,38-39).

Kærligheden er lovens fylde (Rom 13,10).

Der er to sider af kærligheden: den, der retter sig mod Gud og den, der retter sig mod mennesker.

Mod Gud

Vi skal lægge mærke til, at det første og største bud ikke er at elske mennesker som sig selv. Det er at elske Gud. Det er åbenbart, at vi er mest tilbøjelige til at være opmærksomme på det at elske mennesker. For vi kan jo se og høre og mærke andre mennesker, mens Gud nemt bliver fjern. Siden syndefaldet har vi været i den ulykkelige situation, at Gud er uden for vores synsfelt; vi er født med ryggen til Gud, som én har udtrykt det. Og han forbliver bag vores ryg, hvis ikke der sker et under. Det under kalder vi omvendelse, tro og genfødsel.

Den, der har fået del i underet, har let ved at elske Gud. For han eller hun er blevet klar over den kærlighed, som Gud har vist ved sin søn på korset. Apostlen Johannes skriver, at kærligheden ikke består i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os først. Han gjorde det først. Det er en stor befrielse at se det – så kan jeg ikke lade være med at elske ham igen.

Men kærligheden kan blive kold. Paulus skriver om, at i den sidste tid vil kærligheden blive kold, fordi lovløsheden tager overhånd. Lovløshed vil sige ”uden lov”, altså uden normer og grænser, uden skyld og ansvar. Det er en stor fare i den tid, vi har nu. Når lovløsheden sniger sig ind, bliver lovgiveren efterhånden irrelevant. Istedet bliver det menneskefornuft og menneskefølelser, der kommer til at regere, vel at mærke det uigenfødte menneskes fornuft og følelser.

Den anden fare er kærlighed til verden. Det vil sige kærlighed til den menneskefrembragte kultur og de værdier, som findes i samfundet, til de ting og de oplevelser, som denne verden kan give. Der er bestemt fine ting blandt det, som mennesker har frembragt, og som man i en eller anden grad kan glæde sig over. Men i bedste fald har det Gud som biperson. Det har mennesket og dets frembringelser og dets nydelser som centrum.

Johannes skriver, at hvis nogen elsker verden, hvis denne verdens ting er hjertets største glæde, så er Faderens kærlighed ikke i ham. For de to er i modstrid med hinanden, og vælger man den ene, udelukker man den anden.

Når Jesus siger ”bliv i min kærlighed”, så mener han: Se og læg mærke til, at jeg elsker dig; jeg gjorde det i handling engang, og jeg gør det stadig væk. Bliv der, i min kærlighed. Bliv ved, i tro, med at modtage det, som jeg vil give dig. Så vil kærligheden fuldkommes i dig. Det vil sige: Du vil blive bevaret i troen og en dag erfare den fuldkomne kærlighed i Guds rige.

Elsker vi Jesus? Er det ham, der først dukker op i tanken, når vi vil nævne vores største og inderste glæde? Eller er det huset, ferieoplevelsen, bilen, hobbyen, arbejdet, eller spændende mad, der er den største glæde?

Hvis vi anfægtes over, at kærligheden til Gud og hans Søn bliver noget intetsigende eller ligegyldigt, så er vejen frem ikke at søge over i alternative metoder, særlige meditationsformer, kirkelige ritualer og symboler, og heller ikke at ‘gøre mere for Herren’. Nej, så er vejen frem vejen tilbage til det, som Jesus har gjort for os, og som han er for os i dag: vores forbeder, vores retfærdighed for Guds ansigt, den, som vi kan lægge al bekymring og alle vanskeligheder over på.

Mod mennesker

Ser vi på relationen mellem mennesker, så er ”kærlighed” formentlig det mest misbrugte og fejltolkede ord i vores vestlige samfund de sidste 50 år. Hvis det ikke betyder erotisk tiltrækning, så menes der i hvert fald en dragen mod mennesker på grund af en kvalitet hos dem. Men den form for kærlighed er ikke det, andre har brug for. Mennesker har brug for at blive elsket, fordi de er mennesker, ikke på grund af deres egenskaber, og heller ikke af medlidenhed. Vi er skabt med kærlighedens behov, fordi det at være menneske er en kvalitet i sig selv, en kvalitet, som den evige Gud har givet os. Ve den, der overser det. Og det er den erkendelse, der mere end noget andet fortæller, at vi ikke kun er biologiske væsener, nedstammet fra aber, hvor drifter og sociale krav bestemmer vores liv.

Derfor betragter vi marxisme og nazisme som onde systemer, fordi mennesket her ikke ses som værdifuldt i sig selv. Og derfor betragter vi kristne provokeret abort som ondt, fordi det spirende menneskeliv ses som kassabelt.

Typisk for nutidens brug af ordet kærlighed nævnes det i en biografisk omtale af forfatteren Thorkild Hansen, at han på et tidspunkt havde en meget smertefuld periode i sit liv, fordi han kæmpede med et dilemma, om han skulle blive hos sin ægtefælle eller forlade hende til fordel for en anden kvinde, som han også elskede. Man kommer hurtigt til den konklusion, at det ikke var kærligheden til de to, men egoisme, der drev ham ud i smerten. For han ville ikke give slip på hende, han ikke havde moralsk ret til, og holde sig til den, som han oprindelig besluttet at leve sammen med.

Så er det noget helt andet at læse 1 Korinterbrev kapitel 13. Her er relationen ubetinget. Her er den elskende ikke optaget af at eje det andet menneske eller få noget til gengæld, at få ret eller ære, og her er der heller ikke plads til at føle sig krænket og ophidset over det, som den eller de andre gør. En kærlighed, der tåler alt.

Kun Jesus selv har vist dette til fuldkommenhed, da han bad for sine spottere og bødler, mens han hang på korset.

Jesu eksempel er de kristnes eksempel. Formaningen til at elske hinanden med denne ubetingede kærlighed går igen mange gange i Det Nye Testamente; den kærlighed, der ser mennesket bag facaden og synden, bag det frastødende ydre og de asociale tilbøjeligheder.

Formaningen gælder først og fremmest forholdet til andre troende, dem, der er født på ny og tilhører Guds familie. Det er dem, der er i fokus. For det er ikke en naturlig kærlighed.

Når det gælder vores familie, altså ægtefælle og børn, så anses det for en selvfølge, at de får kærlighed; de er en del af en selv. Ja, den der ikke tager sig af sin familie, er værre end en vantro, skriver Paulus.

Kærligheden, som vi får fra Gud, er en tilbøjelighed, en underliggende holdning over for andre mennesker, at ville dem det godt for deres egen skyld. Så derfor vil kærligheden strække sig videre end til den åndelige og den naturlige familie. En kærlighed, der flyder over til alle andre, de fremmede, de nødlidende, ja, også til fjender.

Lovens opfyldelse

Kærligheden er lovens opfyldelse. Det vil sige, at den, der elsker og har ægte kærlighed, det menneske har opfyldt alt det, som Gud kræver. Det gjorde Jesus. Så den, der har ham som stedfortræder, bliver set som en, der har opfyldt alt. Og ved Guds Ånd vil kærlighed blive en drift i hans eller hendes liv.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver