Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Ikke ligefrem proportionalitet

Ikke ligefrem proportionalitet

Vi vil så gerne finde rationelle og strategiske veje til at gøre folk kristne. Men Gud har sine egne midler, som han når mennesker igennem.

En matematikopgave, der ofte bruges i folkeskolens øverste klassetrin, handler om to bilers kørsel fra hver sin by og om, hvornår de mødes. Udregningen handler om tid og om kilometer. Hvis de to biler er sat til at køre lige hurtigt, så vil de naturligt nok mødes på midten. Hvis den ene kører hurtigere (lad os bare sige 90 km/t mod 60 km/t), så når den tilsvarende længere frem, inden de to biler mødes. En beregning kan så være om tiden mellem, hvornår bilerne starter, skal ændres, så de igen mødes på midten. Naturligt nok må den langsomme begynde desto tidligere – og køre desto længere tid.

Når vi taler om at sprede Guds Ord, så kan vi forfalde til tilsvarende overvejelser. Vi tænker så let i at nå målet til rette tid og på rette måde, så vi gerne vil tage styring over fart og tid. Hvis jeg og min ven har tre år sammen i gymnasiet, mon der så ikke er gode chancer for, at han bliver kristen? … Eller: Nu har vi været naboer i syv år og de har hørt andagter hos os; vi har talt med dem om Jesus, og deres børn hører også bibelhistorie her, så hvornår mon de kommer til tro?

Hvis evangelisation blot handler om at få mennesker til at svare ja til at ville tro gennem saglige argumenter og en kort drøftelse, så skal vi sætte tiden af til dét – hverken mere eller mindre. Så kan vi lidt firkantet sætte tid og rækkefølge på, hvordan det skal foregå, og så må de da komme til tro. De kan vel høre og tage det til sig? Måske kan vi gøre det mere nærværende og relevant for dem ved at tegne og fortælle, evt. over en søndagsbrunch? Måske skal vi sortere det dømmende fra, og begynde med kærligheden først? Man kan også tænke på, om de har brug for at finde ud af, at det er OK at høre om Jesus uden at blive betragtet som lidt sær og gammeldags?

Det er underligt at læse om det at sprede Guds Ord i Bibelen. Det er som om, evangeliet altid har ret til at blive talt, uanset hvem der er magthavere, eller hvad anledningen er. Det er også altid relevant for dem, der bliver talt til, uanset om de er fangevogtere, landshøvdinge eller purpurhandlende og unge mænd ud på natten.

Det er dog ikke altid, det fører til modtagelse i en bekendende tro på Jesus Kristus som frelser. Det skyldes ikke taleren, det skyldes ikke Ordet, men det skyldes modtagerens benægtelse af Ordets sandhed.

For nogle fører forkyndelsen af Guds Ord til, at Guds Ånd med Ordet får overbevist om synden, så den lyttende erkender sin synd og nød og ved Guds Ånd kan føres til at se på Jesus som sin frelser. Det vil sige: Guds Ånds gerning handler om et møde med Guds lov. Den er relevant, fordi alle har syndet – og alle er givet en samvittighedens delvis erkendelse af at have fejlet. Den gerning gør Guds Ånd for at kunne række Jesus Kristus som frelser for syndere.

Hvor lang tid vil det tage at føre et menneske til Jesus, hvis vi begynder at tale med vedkommende i dag? Vil det gå hurtigere, hvis vi tager fat i emner, som personen gider tale med os om, og som det er OK at tale om?

Bibelens budskab går i en helt anden retning, langt dybere, hvor det ikke er overfladisk akademiske kompetencer, der er i fokus, men at Guds Ånd arbejder med Guds Ord, når og hvor han vil. Han har lovet os, at når vi bruger nådemidlerne, Ordet og sakramenterne, da vil han gøre sin gerning hos os.

Så er vi altså afhængige af – men har også fået givet – netop de redskaber, der kan og vil skabe troens liv, nemlig Guds ydre ord.

Måske skal vi derfor ikke fokusere på, hvordan vi holder farten i missionen, men i stedet fokusere på at bruge drivkraften, så Guds Ånd holder sin fart oppe. Da når ”bilen” frem i tide …

PS: Så kan vi gerne tage en kop kaffe eller et brunchmåltid sammen.

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.