Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Hvilesteder i Efeserbrevet

Hvilesteder i Efeserbrevet

Efeserbrevet er et skrift, som formidler Kristi kærlighed og nåde, der overgår al menneskelig erkendelse. Kristus-hemmeligheden forkyndes forløsende evangelisk.

Guds udvalgte apostel tager os med ind i nogle centrale grundsandheder til frelse, hvor vi frimodigt kan tage imod herlighederne om Guds fuldendte frelsesværk ved sin elskede søn, Jesus Kristus.

Hensigten med brevet er at styrke de troende til kristenlivets strid og formane dem til troskab i Jesus og menigheden.

I hvert af de tilsammen seks kapitler, som brevet består af, er der nogle “hvilesteder“, som er værd at standse ved og fordybe sig yderligere i.

Jeg vil kort beskrive kapitlerne og disse “hvilesteder“. Forhåbentlig, kan følgende oversigt hjælpe med til at give et overblik over brevet – det er i hvert fald mit ønske, at du får lysten til at gribe fat i din Bibel og læse videre på egen hånd!

I en enkel og overskuelig inddeling består brevet af to hoveddele: den lærende del (kap. 1-3), og den formanende del (kap. 4-6).

Vi skal nu standse ved Efeserbrevets lærende del (kap 1-3). Allerførst vil jeg opfordre dig, kære læser, til, hvis det er muligt, at du har din Bibel ved din side og følger med. Jeg har selv oplevet, at det gør en væsentlig og yderst betydelig forskel, når du sidder med din Bibel i hånden. Det ønskelige scenarie ville være, hvis du, i bøn om Åndens vejledning, ville stoppe med at læse denne artikel og være stille for Jesus – stille for Ordet. For dér møder Jesus dig. Det gør han virkelig. Stop op ved dette et øjeblik. Det er så sandelig en tanke værd! Der sker forunderlige ting, når du åbner dit hjerte og sind for Ordet om nåden ved Jesus. Der er ét, som er nødvendigt for en sand kristen, og det er at være stille for Ordet. Måtte dette skabe troende og tænkende bibellæsere ved at hjælpe mennesker, som søger fred med Gud og klarhed i sit forhold til Ham!

Jeg har lyst til at indlede med de ord, som Martin Luther skrev om Efeserbrevets lærende del (kap. 1-3): ”Her lærer Paulus oss hva evangelium er, at det er kommet fra den evige Gud, og at Kristus har fortjent oss det og sendt oss det, således at alle som tror det skal bli rettferdig og salig og utfridd fra loven, synden og døden” (Fra en norsk kommentar til Det Nye Testamente).

Efeserbrevets første kapitel har fokus på åndelig velsignelse. Den er uløseligt knyttet til Jesus, og det fremgår ganske tydeligt, da “i ham“ og “ved ham“ gentages otte gange på afsnittets tolv vers! (1,3-14). Grammatisk set er “i“ og “ved“ præpositioner (forholdsord), der efterfølges af “ham“, som er et pronomen (stedord), og her er der tale om Jesus. Dette gentagne udtryk ‘i ham’ – eller tilsvarende – er værd at lægge mærke til. Det er nøglen til budskabet – Kristus-hemmeligheden. Tænk, hvad det betyder – hvad du har i Jesus! Det beskriver Jesu forhold til dig, og hvad han netop har gjort for dig! Det hele skete nemlig ved hans død på korset af ren nåde. Hvilke forløsende ord at indlede brevet med!

Denne grundtone kommer klart til udtryk gennem hele brevet! Efeserbrevet starter med evangelium – og det er så trøsterige ord. I vers seks står der: ”til lov og pris for hans nådes herlighed”. Hvad er det, som vi skal love og prise? Det er nåden! Og det er det eneste, som vi skal prise os salige ved – intet andet end nåden skænket ved Jesus alene. Det skal vi prise!

I Ham, Jesus, er vi, de hellige troende (1,1-2), udvalgt til at være hans folk. Det sker i troen på Ham. Ved Jesu nåde, Guds kærlighed og Åndens fællesskab kan vi kaldes børn – Guds børn. I vers syv står der, at vi er forløst ved Ham. Det betyder, at al synd er tilgivet på Golgata, hvor blodet randt for dig og mig. Her er det muligt for en synder at knæle, og modtage nåde over nåde. Ja, i rigt mål! (v.8).

Guds børn er privilegerede, for Gud ønsker at give os et indblik i sin frelsesplan – Kristus- hemmeligheden. Der bliver peget tilbage til “før verdens grundvold blev lagt“ (v.4a). Videre ser vi også frem til den dag, hvor Jesus skal komme igen (v. 4). Det er så betryggende for et Guds barn. Alt er tilrettelagt af Ham. Jesus har vundet den endelige sejr for os.

Dette “hvilested“ har været mig til stor trøst, når jeg har læst Bibelens sidste bog, Åbenbaringsbogen. Der er meget, som kan være svært at forstå i denne bog. Måske er du en, som bevidst fravælger at læse denne profetiske bog. Husk blot, at også denne bog er ordet fra Guds mund. Når jeg læser Bibelens sidste bog, så er der én klar erkendelse, som jeg minder mig selv om. Det er, at det hele allerede er vundet ved Jesus. Tænk, at Gud ønsker for os, at vi får et indblik i hans fremtidsplaner! Det har været et fast “hvilested“ for mig! Han har sejret. Og det er endeligt!

Nyt Livs bibellejr har lige været afholdt – Svend Åge Jakobsen forkyndte og underviste om Åbenbaringsbogen (kan høres her på Nyt Livs hjemmeside) – og her blev jeg mindet om bogens første saligprisning: ”Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den” (Åb 1,3). Dette skal du gøre: læse, høre og tage ordet til dig – så ER du salig. Det sker alene ved nådeordet om Jesus. Det siger Jesus selv til sine disciple: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3).

Der findes ingen anden frelsesgrund end dette! Så fly da gamle Adam med al ondskab, begær, egoisme, farisæisme og påvirkning fra denne verdens tidsånd. Stå fast ved Jesu “hvilested“ for dig: ved hans fødder. Du er salig ved Jesus alene!

Kapitel et åbner op for Jesus-hemmeligheden, den hemmelighed, som denne verdens tidsånd og vores kødelige natur ikke kan eller vil forstå. Men stå nu fast i troen på Ham, som ønsker at velsigne dig på vejen hjem.

Kapitel to forkynder vores tilstand over for Gud. I os selv var vi døde, læser vi (v.1). Døde i overtrædelser. Døde i synd. Guds vrede er virkelighed (v.1-3), og den stod vi alle under! “Vredens børn“ bliver vi kaldt i vers 3b.

I Det Gamle Testamente står der: ”Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: ‘Hvor er du?’” (1 Mos 3,9). Dette er Bibelens første eksempel på, at Gud kalder en synder til omvendelse. Gud kalder på dig og det gør Han i dag: ”Herren, gudernes Gud, taler, han kalder på jorden fra øst til vest” (Sl 50,1).

Hør, Han kalder dig ved navn. Det er ikke op til dig selv at finde forløsning. Nej, Jesu kors er et fristed! Et “hvilested“ som Han indbyder dig til. Tænk blot på Jesu lignelse om det fortabte får (Luk 15,3-6). Fåret er et billede på en fortabt synder. Det er hyrden, som går ud for at lede. Der er tale om omvendelse. For egentlig er det Gud selv, som handler, når vi mennesker omvender os. Det sker ikke ved noget hos os, men kun Gud kan omvende os. Jeg vil udtrykke det som i profetens klage: ”Frels mig, så jeg bliver frelst” (Jer 17,14).

Videre læser vi i teksten, at Gud minder os om, at vi som genfødte mennesker er vokset sammen med Jesus som hjørnestenen (v.20-22). Ved Ånden vil han bo hos os. Grundvolden er bygget op omkring Ordet fra profeterne (Det Gamle Testamente) og apostlene (Det Nye Testamente). Men hvem peger de alle sammen på? Jesus som Kristus.

Efter sin opstandelse vandrede Jesus til Emmaus. Han åbnede skrifterne for de to disciple, som var medvandrende (Luk 24,13ff.). Hvad var netop kendetegnet for disse disciple? De lyttede! De tog sig tid til at vandre sammen med deres mester. Vil du følge med på denne vandring? Vil du lade Jesu Ord tale? Netop på dette grundlag vil jeg bygge min tro. En tro, som er bygget på Jesu Ord.

For nylig læste vi hjemme under aftenandagten om den kongelige embedsmand i Kapernaum: ”Jesus sagde til ham: ‘Gå hjem, din søn lever’. Manden troede Jesus på hans ord og gik” (Joh 4,50). Embedsmanden søgte Jesus og kom i tro. Han troede på Jesu ord, og derfor blev han bønhørt. Han gik i tro mod Ordet! Sådan skal vi vandre – i tro og tillid til Ordet.

Vi, som før var vredens børn af naturen, er blevet miskundhedens børn ved Jesu død. Så stor er Guds kærlighed og barmhjertighed til os (v.4). Tænk, hvilken forandring. Fra vredens børn til Guds børn. Det sker ved nåden alene. Nåde over nåde. Det er Guds gave, hvor menneskene ikke har bidraget med noget dertil. Vers 4-10 er et stort opgør imod gerningsretfærdighed! Vi er helt og holdent Guds værk, som frelses af nåde. Derved kan du som kristen gå i glæde og frimodighed og gøre Guds vilje, som Han forud har lagt til rette!

Tænk et øjeblik på profeten Esajas’ kaldelse. Profeten ved, at han står under Guds vrede: ”Jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber” (Es 6,5). Dette er lovens virkning – jeg står som en synder for Gud. Men Gud har en plan med sit “værk“ (Ef 2,10a). Før Gud kalder Esajas til påbegyndelse af sit virke, så modtager han syndernes forladelse – nåde for en synder med urene læber. Først derefter udsendes han til Israels folk. Først da kalder Gud på Esajas, som svarer: ”Her er jeg, send mig!” (Es 6,8b).

Hvilestedet“ for en synder er ved Jesu kors. På dette sted er der skabt fred – fred med Gud. Jesus er vor fred, som der står i starten af det fjortende vers.

Jeg får lyst til at synge med på følgende salme:

Du, som freden mig forkynder,
du en frelser, jeg en synder,
du med amen, jeg med bøn,
du med nåden, jeg med skammen,
– ak, hvor vi to passer sammen,
du Guds salvede, Guds søn!
(SOS 353).

Første afsnit i det andet kapitel har titlen: Frelsen af nåde. “Frelsen“ står i bestemt form. Der er kun én frelse, og det er ved navnet Jesus – intet andet frelse kan!

Disse vers er kendt af mange kristne. Der ligger en særlig rigdom i netop disse vers. Her forkyndes der klart om lov og evangelium. For mig personligt er det et afsnit, hvor forkyndelsen af evangeliet lyder allerklarest! ”For af den nåde er I frelst ved tro” (v.8). Hvilken nåde? Guds nåde – for Jesu skyld!

Kapitel tre er sidste del af Efeserbrevets lærende del. I starten af dette kapitel får vi et indblik i Paulus’ bønnetjeneste (v.1 + 14-19). Paulus sidder i en fængselscelle, mens han skriver dette brev. Han fortæller, at han bøjer sine knæ for Gud. Hvornår har du sidst gjort dette? På knæ i bøn for din Herre.

Vers 2-13 indskyder Paulus imellem sin beskrivelse af bønnetjenesten, og det omhandler hans kald som missionær. Kristus-hemmeligheden er blevet åbenbaret for ham (v.3) – det er ikke noget, som kommer fra ham selv. Det er fra Jesus selv, at han er udvalgt og udsendt. Ikke med eget budskab, men med og ved evangeliet om frelsen i Jesus!

Hemmeligheden er nu blevet kundgjort for os ved Ånden og Ordet (v.5b). Hedningerne er medarvinger og skal sammen med de troende messianske jøder arve denne velsignelse. Gud udvalgte israelitterne som sit folk, men samtidig havde han en plan for alle hedningerne. Og det er nøjagtig den samme frelsesplan, som er gældende! Hvilket glædeligt budskab for os! Der findes ingen anden frelse end ved navnet Jesus!

Et vers, som jeg særligt har lagt mærke til, er vers 8b, hvor Paulus modtager nåde. Nåde til hvad? Til at forkynde om Jesus. Dette vers har jeg vendt tilbage til. Paulus bad om nåde. Jesu nåde gav ham frimodighed til at vandre for evangeliet.

En gammel bøn, som jeg for nylig blev påmindet om, lyder således:

Gud, giv mig nåde til at se mit behov for nåde!
Giv mig nåde til at bede om nåde!
Giv mig nåde til at modtage nåde!
Og giv mig så nåde til at bruge nåden!

Jeg kan ikke lade vær med at forestille mig, at Paulus bad denne bøn i sin celle i Rom – på sine knæ. Vi har alle brug for denne bøn – ikke kun Paulus, men alle Guds kære børn!

Jeg tror, at netop denne bøn passer særligt til vor tid. Det er en bøn, som fuldstændig strider imod alt det, som min gamle natur vil. Det er en ydmygende bøn, som blotter mit usle og uværdige kristenliv fuldt og helt. Selv har jeg intet at vise frem – intet. For inderst inde vil jeg ikke, som Gud vil (Rom 3, 10f). Det er så bedrøvende, men hvor er det dog samtidig nødvendigt, for et syndens legeme som mit, at være klar over dette!

Jeg kan mærke gamle Adam, og det skal ikke fornægtes! Jeg kan mærke sjælefjendens røst, som den lød i Edens have: ”Har Gud virkelig sagt …” (1 Mos 3,1). Jeg kan mærke, at beskrivelsen “vredens børn“ rammer mig hårdt. Men det er virkelighed. Og dette virker anfægtende. Mine syndige overtrædelser er mange, men endestationen er ikke her! Nej, tak og lov og pris for hans nådes herlighed! Gud har åbenbaret sig i Ordet! Han har sendt sin elskede søn for netop mig. Dog skal jeg leve med min syndige natur på denne jord, men Herrens dag skal komme. Det bliver en forløsende dag, hvor syndens løn, døden (Rom 6,23a), ikke skal herske, men det skal Han, Jesus, der kommer for at frelse fortabte syndere.

En bibelskolelærer sagde engang: “Jesus er min kristendom.“ Det lyder så enkelt, men det er sandhed.

I sin fortale til den Store Galaterbrevskommentar skriver Martin Luther det således: ”For i mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus fra hvem, ved hvem og til hvem alle mine teologiske overvejelser strømmer frem og tilbage dag og nat. Alligevel mener jeg ikke at have forstået mere end den svage og fattige begyndelse, ja kun en smule af denne visdoms store højde, bredde og dybde” (Ef 3,18).

Det er den dyrebareste rigdom at være klar over det, som vi synger: Selv er jeg intet, Jesus mit alt! Paulus, Guds udvalgte apostel, var klar over dette! Han siger i sit afsnit om læretugt (Gal 1,6-9) til menigheden i Galatien, at de endog skal udøve læretugt mod Paulus selv og engle fra himmelen, hvis de forkynder et andet evangelium end det, Gud selv har åbenbaret: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17,5).

Den lærende hoveddel afsluttes med en lovprisning: ”Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen” (v.20-21).

Ham, Jesus, være ære! Ikke mig eller dig. Vi skal ingen ære have. Men Ham være ære. Det er sand og gudfrygtig lovprisning af Jesus som vor Herre, frelser og forsoner.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.