Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Hvilesteder i Efeserbrevet II

Hvilesteder i Efeserbrevet II

Det nye liv udspringer af nåden! Og på nådens grund kommer Paulus i Ef 4-6 med formaninger, der er meget rammende for den tid, vi lever i.

Allerførst vil jeg opfordre dig til, kære læser, at læse første del af brevet, som omhandler den lærende del.

I de foregående kapitler (1-3) har Paulus forkyndt om frelsen i Kristus, og det er af nåde over nåde i rigt mål! Det er et klart evangelium om, at frelsen er givet os for Jesu skyld. Kristus-hemmeligheden måtte åbenbares for os – vi må høre det forkyndt, så vi bliver overbevist om synd og nåde. Det er den eneste frelsesgrund for et Guds barn!

I kapitel 4 indledes den anden hoveddel i Efeserbrevet: den formanende del. Paulus indleder med en formaning til at bevare den nye enhed i Kristus og vokse i kærlighed (v. 1-16). Overordnet set handler de første formaninger i dette afsnit om samfundslivet i menigheden. Den lærende del modtager vi på baggrund af nåden, der er givet som gave tilmålt af Jesus Kristus (4,7).

Denne opbygning af brevet er ikke tilfældig og uden betydning. Formaningerne sker på baggrund af det forløsende evangelium. Først, skal et Guds barn høre om det, som Jesus har gjort. Det finder vi i ordet om korset, evangeliet (1 Kor. 1,18). Evangeliet er det ene nødvendige i vort kristenliv. Det er noget, som vi må blive påmindet om – dagligt! Lad ikke bibellæsningen forstumme! Det er virkelig her, at et Guds barn finder sit holdepunkt, så vi kan stå fast i troen, kæmpe den gode strid og undgå frafaldets snare. Martin Luther udtalte det på følgende måde: ”Det er bedre at udelade alt andet end at udelade Guds ord” (Store Katekismus). Lad os opmuntre hinanden, så vi får nåde-kristne, der læser og lever af dette ord, der udgår fra Gud selv.

Det er så inderligt et ønske for mig, at du vil knyttes til Ordet, så du vokser i den erfaring; at her er min fuldkomne glæde! Bed over din læsning – det er altafgørende. Tænk, over dette, at den lærende del om frelsen i Jesus alene er de kapitler, som Paulus starter med at forkynde – og det er med en evangelisk og forløsende kraft. Det er af så stor værdi! Det er først herefter, at Gud sender os ud til at leve helligt. Nåde først og dernæst din næste. Det er udtryk for et sundt, oprigtigt og gudfrygtigt kristenliv.

Jeg vil på samme måde som i gennemgangen af den lærende del starte med Luthers ord, der kan hjælpe med at angive nogle hovedtræk: ”I det fjerde kapitel lærer han oss å unngå vranglære og menneskebud, for at vi kan bli hos den ene, som er vårt Hode. Og i de to siste kapitlene formaner Paulus til å øve troen og bevise den med gode gjerninger, unngå synden, stride med åndelige våpen mot djevelen, så vi ved korset må bli stående i det kristne håp” (norsk kommentar til Det Nye Testamente).

Lad os nu gå til Ordet og læse første vers: ”Jeg, der er fange for Herrens skyld” (4,1). Paulus betegner sig selv på følgende måde: Herrens fange. Han har brugt et tilsvarende udtryk i kapitel 3: ”jeg, Paulus, Kristi Jesu fange” (v. 1).

Efeserbrevet er et af de såkaldte fangenskabsbreve. Året er ca. 60 e.Kr., mens Paulus skriver/dikterer til sin medarbejder. Guds udvalgte apostel sad i husarrest i Rom. Mange vil nok tænke, at Paulus’ muligheder for at forkynde evangeliet var begrænsede. Gud arbejder på måder, som vi, på baggrund af vores menneskelige tankegang, ikke altid kan forstå.

I slutningen af Apostlenes Gerninger læser vi: ”Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring” (ApG 28,31).

Hvor er det forunderligt! Paulus kunne forkynde uden hindring. Vi ved, at Paulus selvfølgelig længtes efter at besøge menighederne, men hvilken trøst, at Gud alligevel kunne bruge ham og nå mennesker, som ellers ikke ville høre forkyndelsen til omvendelse og tro. Måske kalder Gud dig til at gå ad veje, som du nødvendigvis ikke helt forstår, men netop for at nå bestemte mennesker med evangeliet.

Guds børn er ét i Kristus. Der findes kun én kirke, én Ånd, ét håb, én Herre, én tro, én dåb, én Gud, én Herre, én Fader! (4,4-6). Hvad er så kendetegnet for disse troende? Den sande kristne menighed består af fortabte syndere, der har brug for Guds kærlighed og nåde.

Dette skal forkyndes, så synden ikke får lov til at sætte splid mellem dem. Gud er ophøjet over alle, virker gennem alle og bor ved sin Ånd i alle, som i Kristus tilhører kirken (4,6). Det er dog vigtigt at forstå, at den ene menighed består af mange kristne med hver sin nådegave (læg mærke til enhed og ikke ensartethed).

Disse nådegaver – til den enkelte – skal virke til menighedens opbyggelse i Kristus Jesus. Nådegaverne har ét formål: at herliggøre Jesus! Disse gaver skal hjælpe os til den erfaring; at Jesus skal blive større, jeg skal blive mindre (Joh 3,30). Den, som netop giver disse gaver af nåde, er Jesus selv. Det skyldes ikke den enkeltes evner eller præstationer. Husk, at det er Gud, som er giveren.

I vers 11 nævnes forskellige tjenester. Det er ikke menneskelige ordninger, men Kristus selv vil virke i sin menighed.

For nylig holdte jeg et indledende oplæg – ’Er der mere i livet end du tror?’ – for det opstartede Alphakursus-hold i en folkekirke – et grundkursus i den kristne tro. Det blev virkelig en dyrebar erfaring for mig om, at det ikke beror på mig, mine ord og formuleringer. Nej, jeg lærte, at fingeren måtte væk fra mig selv og væk fra mit hjerte, men derimod pege på Ham, Jesus, som har skænket os alt ved sin død på korset for sit navns skyld. Jeg blev påmindet om, at Ordet må komme til orde, som det står! Tak, Herre Jesus, at du i din nåde kan bruge en fortabt og uretfærdig synder som mig.

Efter mit oplæg, kom en af de ældste deltagere hen til mig. Det var tydeligt, hun havde noget på hjerte. Hun fortalte om sin barndom og opvækst, som alligevel var præget af en vis oplæring i kristendommen. “Dog“, som hun berettede, “havde de åbenbart glemt at fortælle mig om noget meget vigtigt: Jesus! Ham, havde de udeladt“, sagde hun.

Jeg takker Gud for, at hun ville modtage et eksemplar af bogen: Hvad skal jeg med Jesus? Jeg kom til at tænke på den tidligere og aktuelle overskrift for bogen: Gud ja, men Jesus?

Nådegaverne skal udruste os til at bygge Kristi legeme op (v. 12). Det skal ske indtil den dag, hvor vi opnår fuld erkendelse af vor Herre Jesus, så vi kan rumme Kristi fylde (v.13). Hvilken dag vi har i vente!

Videre læser vi: ”Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje” (v.14).

Dette er måske et vers, som du ikke har bidt særlig meget mærke i – ligesom mig – men der er en dyb alvor i dette. Vi erfarer, at et Guds barn lever i syndens verden, som er underlagt den onde. Der er mange farer, som forsøger i sidste ende at få os væk fra Gud. Vi læser i Romerbrevet en lignende beskrivelse: at vi alle er uforstandige og uretfærdige, der er på afveje (Rom 3,10-12). Dette er den fulde sandhed i os selv – og det gælder alle. Vers 14 afslører, at det netop er som uforstandige og uretfærdige, vi drives hid og did af menneskers lærdom. Denne verdens tankegang og menneskers filosofi beskrives som en vind og som et terningkast. Det er altså rent tilfældigt, hvad det nu er, vi mennesker kommer frem til i os selv. Det er tomme ord, der i sidste ende ikke holder.

Paulus advarer om dette i Kolossenserbrevet: ”Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus“ (2,8). Den kristne tro på Jesus alene er ikke et produkt af menneskers søgen eller tankegang. Nej, det er åbenbaret for os i Ordet. Det måtte nemlig åbenbares for os, Kristus-hemmeligheden, som vi læste i den lærende del af brevet.

Hvis vi går tilbage til verset (v.14), så ligger faren specifikt ved, at nogle mennesker, med al snedighed, skal føre Guds børn på lumske afveje. Denne vej er afgudsvejen. Det er vejen, som min gamle natur gerne vil vandre. Det er en daglig kamp, der koster. Ja, mange vælger den vej, og det er bedrøvende! Det er hårdt at se nogle af vore kære, som vælger denne vej. En trøst kan findes i Salme 50,1: ”Herren, gudernes Gud, taler, han kalder på jorden fra øst til vest”. Gud vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4). Tak, Herre, for din tålmodighed!

I den første salme står der: ”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej” (Sl 1, 1). Men hvad er da vores værn? Hvor skal vi søge hen, når vi fristes til at gå de ugudeliges vej? Svaret finder vi videre i salmen: ”Men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat” (v.2). Ordet! Søg til Ordet fra Guds egen mund! Slå op og læs, at der er frelse for en synder. Søg ikke ind i dig selv, som verden gør med tomme ord og meningsløs filosofi, nej, lad dit blik blive draget hen på korset. Bliv der! Det er den faste grund for en synder.

Men hvad kendetegner så Herrens vej? Er det et løfte om et nemmere liv? Nej, det er en vej med modgang, mismod, anfægtelse, ydmyghed, sygdom, lidelse, nederlag og foragt fra denne verden. Det er det, som en kristen vil møde.

Tænk et øjeblik på Paulus’ personlige smerte (en torn i kødet, som han kalder det i 2 Kor 12,7-10). Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der var årsagen til Paulus’ smerte. Tre gange bad han Gud om at fjerne smerten. Tre gange nægtede Gud. Hvorfor? Fordi Han havde en langt bedre plan. I stedet for at fjerne årsagen til smerten, så gav Gud ham nåde til at udholde den. Da svarede Paulus: Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed (v.9-10). Midt i smerten lærte Paulus at stole på Guds nåde. Smerten forsvandt ikke, men gav styrke og udholdenhed. Denne nåde er nu tilgængelig for dig, kære læser.

Den nåde, som er dig nok, er at finde i Skriften. Hold ud i denne strid, og søg til Ordet både dag og nat! Derved – og kun derved – kan vi vokse op til ham, som er hovedet, Kristus (v.15). Intet andet kan være vort holdepunkt midt i denne vandring. Det er så sandt, som salmisten skriver: Ordet er en lygte for min fod, et lys på min sti (Sl 119, 105). Lad os med dette i vor bevidsthed fortsætte til det næste kapitel.

Kapitel 4 handler altså om udrustning til at leve med Jesus. Gud vil give os Åndens gaver: kraft, visdom og frimodighed. Kristenlivet er et liv i vækst – nådevækst. Herved vokser vi sammen som Guds menighed. Vi er kaldet til at aflægge det gamle menneske og iklæde os det nye liv. I det lys inddrager kapitel 5 formaninger imod bestemte synder (det sjette bud). Sidste del omhandler den kristne husorden: familie og samliv.

De første to vers taler om tilgivelse. Da Gud har givet os den store tilgivelsens gave, skal vi vandre i kærlighed med Jesus som forbillede. Jesus er det slagtede Guds lam, som bærer al verdens synd (Joh 1, 36). Han er den fuld- og endegyldige offergave – et slagtoffer. Dette offer, Kristus – som betyder den salvede – stank ikke af dyrefedt, brusk og knogler, nej, det var en liflig duft (v.2). En frelsende duft.

Afsnittet videre (v.3-7) fortsættes med en alvorlig advarsel mod utugt og griskhed – også kaldet havesyge. Denne advarsel begrundes med henvisning til Guds vrede og straf. Den, som lever i disse synder, er udelukket fra Guds rige. Derfor er det vigtigt at være på vagt for denne verden, da dagene er onde (v.16b), og for tomme ord (v.6). Sidstnævnte er ord uden sandhedsindhold. Et af sjælefjendens listige angreb er at komme med tomme ord. Satan prøver ihærdigt at overbevise os om, at synden ikke er synd, og at den er ufarlig. Engang levede vi i mørke, som vredens børn (2,3), det må ikke benægtes, men nu er vi lys i Herren (v.8). Da er der ingen grund til at lytte til fristeren! Sig blot, at Jesus har forløst dig, og at du er kommet ind i sandhedens hellige lys.

Sidste del af kapitel 5 (samt starten af kapitel 6) taler om den kristne husorden, som udmunder sig i forholdet mellem mand og hustru (5, 22-33), mellem forældre og børn (6, 1-4) og mellem herrer og slaver (6, 5-9). Det karakteristiske for denne gennemgang er, at parterne ikke kræver noget af sin modpart, men retter opmærksomheden mod, hvad de – for Jesu skyld – skal gøre for at tjene dem. Krav er ikke gældende, men derimod kærlighed!

Hustruerne skal stå underordnet i forhold til sin mand, hvilket sammenlignes med menigheden over for Kristus (v.22-24). Mændene formanes til at elske deres hustru med en selvopofrende kærlighed, hvor sammenligningen ligeledes er knyttet til Kristi forbillede.

Måske tænker du, at disse vers er så velkendte, og derfor springer du hurtigt forbi dem. Jeg er overbevist om, at det er en farlig tankegang. Dit forhold til Ordet må ikke kendetegnes af denne måde at læse på. Netop disse vers, om den kristne husorden, er i forfald i dagens samfund. Skilsmisseraten er højere end nogensinde før – også blandt kristne! Det er virkelig bedrøvende. Jeg tror, vi har særlig brug for at læse og høre om disse livsvigtige formaninger. Jeg erfarer det selv fra mit eget ægteskab. Åh Jesus, hvor har jeg dog brug for dit kærlige eksempel.

Kristi kærlighed er selve kraftkilden. Den erkendelse er værd at vokse i! Men midt under Paulus’ formaninger i ægteskabet påminder han os om Jesu død (v.25), den kristne dåb (v.26) og helliggørelsen (v.27). Husk at fundamentet for alle formaninger er grundlagt i dette. Kun ved Jesu nåde og syndernes forladelse i dåben – hvor det beror på Ordet – kan vi kaldes de hellige, de troende i Kristus Jesus (1,1).

Til slut i kapitel 5 skal vi se på vers 31: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.” Dette vers, som er hentet fra Første Mosebog 2,24, anvendes som en forjættelse om Jesus. Kristus forlod Himlen og tog bolig i blandt os. Det gjorde han for at blive et med sin brud, den sande kristne menighed. Dette beskrives i vers 32, som en stor hemmelighed. Det var en hemmelighed, der måtte åbenbares for os! Det er en vigtig påmindelse.

Kapitel 6 fortsætter med beskrivelse og formaning for den kristne husorden. Jeg har valgt at gå videre til afsnittet om Guds fulde rustning (v.10-20). Martin Luther kaldte dette afsnit for Paulus’ feltprædiken. De hellige udrustes til Guds fulde rustning, evangeliets rustning.

Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke” (v. 10). Det er en meget vigtig pointe, som Paulus indleder med, når han vil formane os til iførelse af Guds fulde rustning. Hvis du ser i henvisningen til dette vers, så bliver vi ledt til Paulus’ brev til sin medarbejder, Timotheus, i Andet Timotheusbrev 2,1. Der står: ”Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus.”

På LMH’s bibelkursus holdt Mikkel Vigilius en bibeltime over nogle hovedlinjer i Andet Timotheusbrev. Han inddrog netop dette vers og fortalte, at der i den danske oversættelse er udeladt to grammatiske konstruktioner: durativ og passiv. Durativ betyder, at det er noget vedvarende og ikke et engangstilfælde. Det er noget, som vi skal vende tilbage til. Passiv er en konstruktion, hvor der sker noget med subjektet. Det står altså uden for os selv. Det er to vigtige grundsandheder til frelse – et fantastisk hvilested for et Guds barn: Vend tilbage til nåden og den dyrekøbte erfaring om, at det er i Herren – ikke i dig selv – du skal være. I Herren og i hans styrke. Sådan introduceres Guds fulde rustning.

Dengang jeg var i Livgarden og stod vagt på de kongelige slotte og palæer, forestillede jeg mig hver morgen, at min garderuniform var Guds fulde rustning. Det at jeg kunne grunde over Guds Ord i sådanne rent praktiske forhold, hjalp mig til at stå fast i troen – uden skam – så jeg overalt kunne løfte troens skjold (v.16). Det blev til stor velsignelse for mig.

Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord” (v. 17). Verset indledes med ordet ’grib’. Rent grammatisk er det en imperativkonstruktion (bydemåde), som er en opfordring. Vi opfordres til at gribe frelsens hjelm og ikke mindst Åndens sværd, Guds ord. Det efterfølgende vers er væsentligt for forståelsen af selve iførelsen af Guds rustning: ”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige” (v.18). Bønnens tjeneste! Vi skal iføre os Guds rustning – under bøn! Vær udholdende og påtrængende i din bedestund. Det er i de stille stunder, ved Jesu fødder, sammen med ham, at vi netop kan iføre os Guds fulde rustning. Ja, disse stunder kan – set udefra – virke ubetydelige og uden kraft. Men det, som sker, er, at du ifører dig selveste Guds rustning.

Paulus afslutter sit brev til menigheden med et fredsønske: ”Fred være med brødrene, og kærlighed og tro fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus! Nåden være med alle, der elsker vor Herre Jesus Kristus, og uforgængeligt liv!” (v.24).

Jeg har lyst til at afslutte med et vers fra Første Petersbrev: ”I er jo ikke genfødt af en forgængelighed, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord”.

Vi er født på ny ved Ordet. Først herefter kan vi gå ud og vandre efter Guds vilje! Dette er hvilestedet i den formanende del.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.