Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed. I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt. Han skal få det navn ’Herren er vor retfærdighed’” (Jer 23,5-6).
Adventstiden er forventningens tid. I Det Gamle Testamente kan vi flere steder læse løfter om, at Messias skal komme. En Messias, som kaldes Den retfærdige spire af Davids slægt. Dette løfte blev givet, og forventningen herom er ganske gennemgående og klart beskrevet flere steder i Bibelen.
Her i vores moderne hektiske tid er adventstiden også en forventningstid frem mod jul. Eller er den det? Det er nogle gange, som om vi springer forventningen over og holder jul i adventstiden, længe inden det er jul. Vi pynter op med gran og andet, og det føles dejligt og giver en god stemning. Samtidig med det holder vi julefrokoster, julefester og en lang række andre julearrangementer. Nogle gange kan det godt opleves, som om forventningen er blevet ”overmandet”, og der gås direkte frem til jul. Forventningen om, at vor Retfærdighed, Messias, Jesus Kristus, Guds Søn er ved at komme til os på jorden for at frelse os fra vor synd, ved at han selv levede som et syndfrit menneske, og ved at han led døden på et kors for vore synder, kan godt i disse moderne tider nogle gange synes lidt fjern. Adventstiden bliver gjort til jul, og når det så bliver jul, er det som om, at julen er overstået.
Begreberne adventstid og jul er ikke noget, der direkte er omtalt i Bibelen. Men Bibelen taler med tydelige ord om et løfte. Der skulle komme en fra Davids slægt, som skulle øve ret og retfærdighed, nemlig Messias, Jesus Kristus, Guds egen Søn. I Johannesevangeliet 1 læser vi om, at det er Guds Ord, som skal komme i kød og blod. Der skulle fødes en menneskesøn på Jorden. Det er denne menneskesøns fødsel, vi forventer i adventstiden, og som vi fejrer i julen.
Hvordan forventningen er blevet fejret i Det Gamle Testamentes tid er én ting. Hvordan det bliver fejret i den første kristne tid er en anden ting. Og hvordan vi fejrer det i dag er en tredje ting. Men hvis både forventningstiden og selve fejringen af Frelserens fødsel bliver dynget til med alt muligt andet end den reelle forventning, nemlig med traditioner uden sammenhæng til det egentlige og fyldt med kommercialisme og andet, da er det set med bibelsk perspektiv blevet nedgraderet og hult og mangler indholdet af Bibelens profetier. En hyggelig og stemningsfuld tid uden et alvorsord om menneskets frafald og synd, og uden et evangelisk trøsteord om, hvordan Gud greb ind ved at sende sin Søn, som skulle sone vore synder.
Adventstiden og julen bør få os til at besinde os på, at vi mennesker ingen retfærdighed har i os selv. Vi er uretfærdige, dvs. vi er i os selv fortabte syndere uden Guds nåde og derfor på vej mod en evig fortabelse.
Er det nødvendige ord at bruge i en advents- og juletid, kan man måske tænke. Ja, det er det!
Adventstid og jul er netop tiden, hvor vi mest af alt bør betænke Guds godhed mod os, fordi han profeterede, at han ville frelse os. Det er fuldførelsen af dette løfte, som vi forventer og fejrer. At vi så kan have det puttet ind i forskellige ”indpakninger” gør ikke noget, hvis bare indholdet i indpakningen er Guds kærlighed mod os, da han sendte sin egen Søn til jorden for at frelse os fra vores egenrådighed og synd.
At Gud elskede og elsker os på denne måde, er nåde over nåde og ikke til at forstå. Men sådan er det uanset vore egne meninger og forestillinger og forventninger i adventstiden og julen.
I Esajas 53 har vi en profeti om Frelseren, både om hans komme og om hans gerning for os. Det er nok en af de profetier, som mange af os hører i adventstiden og julen. Læs gerne hele kapitlet. Det er store og velsignede ord til os alle, ikke mindst i en advents- og juletid. Adventstiden og julen med dens mange traditioner og glæder skal vi ikke nødvendigvis være bekymrede for, hvis de kan indrammes af ordene fra Esajas 53, for med denne baggrund kan vi med frimodighed og forventning se frem mod Jesu fødsel. Så lad os i tanker og ord gå til Betlehem, og der se den nyfødte Frelser.
”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus Herren ”(Luk 2,11).
Ja, Herren er vor Retfærdighed.
Det budskab nu længe har lydt over jorden,
at Jesus som frelser for syndere kom.
Selv vi som har hjemme heroppe i Norden,
har alle, o Herre hørt tale herom.
Du, som bedst os kendte, dit ord til os sendte,
dit hjertelag mod os vi nu kan forstå.
O, måtte dog mange ved englenes sange
få lyst med al nød hen til Jesus at gå.
Lovsangstoner nr. 485, vers 2 (”På Betlehems marker”)
