Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Hellighed

Hellighed

Hellighed er Guds egenart; vi helliges ved troen på hans Søn.

Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han, som var, og som er, og som kommer (Åb 4,8).

Ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: ”I skal være hellige, for jeg er hellig” (1 Pet 1,15-16).

‘Hellig’, ‘hellige’ og ‘hellighed’ er i enhver forstand fremmedord. For ordene betyder noget, der ikke er almindeligt forekommende, ikke noget dagligdags, men noget særligt, udvalgt til et særligt formål. Ordene får én til at tænke på noget ekstraordinært ophøjet, fint og rent, og det hører med til forståelsen. For det er en beskrivelse af Guds egenart, og den overgår vores fatteevne.

‘De hellige’ er en ofte forekommende betegnelse for de troende i Det Nye Testamente. Det har sammenhæng med Det Gamle Testamente, idet Guds folk der blev kaldt et helligt folk, et ejendomsfolk. I 1. Korintherbrev 1,2 betegnes Guds menighed i Korinth som dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige. Hellige, det er de ikke i sig selv, men ved troen på Jesus er de helliget, og de er samtidig kaldet til at være hellige. Altså udskilt fra den almindelige verden og dens tankegang, fra et slaveri under synd og fra dommen over synden.

Det fine, det rene, det ophøjede, det hellige. Vi erfarer det glimtvis: når synd bliver bekendt for andre og tilgivet; når et menneske kommer til tro; når ordene i en sang bliver éns egne ord. Måske tydeligst, når man erfarer Guds retfærdighed, som bliver én til del ved tro. Det er oplevelser, vil man sige. Og de er forbigående. Men de er også vidnesbyrd om et møde med Gud.

Det er et tegn på sygdom, når det kristne fællesskab ikke længere viser tegn på hellighed. Nogle vil sige, at man ikke skal dømme menigheden på det ydre, for vi er jo alle syndere. Men sagen er, at vi som retfærdige og samtidig syndere er kaldet til at vokse i tro og erkendelse, så Kristus vinder skikkelse i os. Det betyder også, at det, der er ligegyldigt i lyset af den hellige Gud og det hellige håb, vi har i Jesus, ikke kan have førstepladsen.

Det modsatte af hellighed er vanhellighed, eller uhellighed. Hvad er det? Jo, det er at være optaget af det jordiske; det er at glædes mere over det, vi har i denne tilværelse end det, vi har i vente; det er at være ligegyldig over for det dyrebare, vi har fået i Jesus, det er at ignorere sandheden om Jesu genkomst og den dom, der venter alle mennesker. Det er at være mere alvorlig i det, der har med den daglige tilværelse at gøre, end i det, der har med Gud at gøre. Det kan tilsyneladende fungere samtidig med, at man isolerer sig i kristne miljøer og har en pæn levemåde.

Man kan komme i kristne fællesskaber, hvor samtalen kun angår dagligdags ting. Det er selvfølgelig ikke forkert, at vi beskæftiger os med det, der hører med til det jordiske, som vi er en del af, men hvis vi kun beskæftiger os med det, de fleste gør, hvad særligt gør vi så? Der er desværre mange eksempler på, at folk, der gerne vil være kristne, godt nok ikke er ‘i verden’ i det ydre, men alligevel ‘af verden’ i deres hjerte. Hvordan kan man se det? Det kan man blandt andet af det, der er fremme i samtalen; Jesus siger jo, at hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

Evangeliets budskab er, at du er frelst, så derfor: Gå bort og synd ikke mere. Det gælder også et verdensvendt liv. Vi fejler og falder for fristelser, men det har aldrig været meningen, at vi skulle leve i synd. Der er udfrielse. Som vi retfærdiggøres ved troen på, at Jesus er trådt i vort sted og med sit blod har betalt for al vor uret og urenhed, sådan helliggøres vi også af Helligånden ved troen på, vi er sat fri af syndens magt (Rom 6,1-14).

Skal kristne dømme sig selv? Nej, det skal Gud. Han må ransage os, om vi følger smertens vej og lede os på evigheds vej. Derfor skal vi spejle os i Skriften, for så kan han gøre det. Vi må blive stående der, selv om det er vanskeligt, og søge udfrielse hos ham alene.

I den gamle pagt havde man Åbenbaringsteltet, og senere Templet, med et helligt rum, hvor Gud havde sin bolig, og hvor ypperstepræsten en gang om året gik ind for på folkets vegne at bringe soning for folkets synd.

Hvor er vores hellige sted i den nye pagt? Jeremias ser frem til det, når han skriver: Vort hellige sted er en herligheds trone, ophøjet fra først af. Herren er Israels håb (Jer 17,12-13). Jesus er vor retfærdighed, hvor han står nu på højre side af Guds trone. Spørgsmålet er, om vi kan tillade os at kalde steder her på jorden for hellige, uanset hvor meget vi indvier dem. Hellighed er kun der, hvor Gud er tilstede ved sin person, ved sin Ånd. Derfor kaldes de kristne i Det Nye Testamente for hellige. De er udvalgt i Kristus, de er retfærdiggjort i ham og gøres hellige i ham. Der kommer en dag, hvor det syndige skal forsvinde fra de kristne, og hvor helligheden viser sig åbenbart.

Den hellige Gud viser sig hellig i sit hellige folk. Helliget ved Kristus Jesus. Det er ved den personlige forbindelse med ham, at vi helliges. Til det har han givet os sin Ånd og sit Ord. Må vi holde os nøje til dem og give agt på det, de siger os, så vi ikke glider bort fra den hellige Gud og mister det, vi har fået.

Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han, som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys, I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed. (1 Pet 2, 9-10)

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver