Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Har du svigtet din første kærlighed?

Har du svigtet din første kærlighed?

I menighedsbrevet til Efesus ser vi klart, hvad der er menighedens farer - og hvad der er menighedens eneste redning. Nøjagtig det samme gælder for os i dag.

I Bibelens sidste bog, Åbenbaringsbogen, skriver apostlen Johannes – det er Jesus, der taler – til syv kristne menigheder fra provinsen Lilleasien (svarende til den vestlige del af Tyrkiet i dag). Heriblandt Efesus-menigheden.

I Efesos”

Før vi ser på Jesu ord til menigheden, vil jeg starte med at knytte en kommentar til menighedsbrevet i lys af Efeserbrevet. I Paulus’ indledning til Efeserbrevet (1,1-2) findes ordene ”i Efesos” ikke i de ældste skrifter. Derfor mener mange, at Efeserbrevet var et brev, som blev sendt rundt til andre kristne menigheder i provinsen. Brevet blev så læst op og fungerede som en rundskrivelse. Vi ved, at Paulus’ virke strakte sig på tre år under den tredje missionsrejse (ApG 19). Han kendte altså menigheden godt, da han dag og nat vejledte menigheden (ApG 20, 31). Derfor kan det undre, hvorfor Paulus ikke skriver mere personligt i brevet. Men hvis Efeserbrevet fungerede som en rundskrivelse til de forskellige menigheder i Lilleasien, så ville der heller ikke omtales interne og lokale menighedsforhold. Derimod ønskede Paulus, at hovedvægten skulle omhandle forkyndelsen af Guds Ord til kundskab og formaning.

Tænk, at vi i dag kan blive opbygget af de kristne urmenigheder. Vi erfarer, at det er de samme udfordringer, som den kristne menighed møder i vor tid. Ikke desto mindre har vi brug for at høre det samme bibeltro ord om lov og evangelium.

Et sidste vidnesbyrd

Det brev fra Åbenbaringsbogen (2,1-7), som vi nu skal se på, er Bibelens sidste vidnesbyrd om menigheden i Efesus. Det er i hvert fald sikkert, på baggrund af Jesu ord, at netop dette brev er til Efesus-menigheden. Jeg vil anbefale – før du fortsætter her – at du læser disse vers langsomt (gerne to gange). Det er den største rigdom, som bibellæser, at du kan være stille for Ordet. Stille for det, der står! Det, som vi får af vor bibellæsning, må ikke blot ligge i dvale i hukommelsen, men derimod fylde vort hjerte og vor vilje. Derfor er det så afgørende, at du beder om Åndens vejledning! Åh, Jesus, åben vore hjerter, tanker og sind for dit levende og ransagende ord!

Jesu brev til efeserne

Jesus taler specifikt ind i menighedens situation og nævner dens eksakte styrker og udfordringer. Lad os åbne os for Ordet i bøn om, at det må blive til glæde og nyt liv.

Selve brevet er adresseret til ’englen for menigheden’, hvor der sandsynligvis er tale om menighedens forstander/leder. Indholdet i brevet gælder dog også menigheden selv.

Det første vers taler om Kristus som den, der holder menigheden sammen – han er virksom. Jesus roser Efesus-menigheden for dens gerninger, udholdenhed og sunde kirketugt (jf. v.2). Det særlige ved denne tugt har omhandlet falske apostle. I disse situationer har de stået fast ved det sande evangelium. Jeg tænker på Paulus’ ord til menigheden i Galatien: ”Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,9).

Jesus understreger igen (v.3), at menigheden har udvist udholdenhed samt store anstrengelser og besvær netop på grund af sit navn.

Menigheden modtager ros, da den ikke er blevet træt (v.3b). Men det er ikke ensbetydende med, at alt er helt igennem perfekt. Jesus kender jo menigheden: ”Jeg kender dine gerninger” (v.2a). Alt kommer frem for lyset, da Jesus kender menigheden helt igennem. Jeg synes, at det er nogle trøsterige ord for en menighed! Det er trygt at vide, at intet er skjult for Ham. Dette er den kristne menigheds redning! For da kan Jesus netop kalde til omvendelse, tro og nyt liv for den menighed, som er faldet i åndelig søvn, fanget i farisæismens snare eller i gerningsretfærdigheds dybe hul. Ja, frafald er en aktuel trussel – også for den kristne menighed. Tak, Jesus, for dit nådekald til omvendelse for en synder endnu engang!

Frafald – på trods af gerninger

Det er utroligt tankevækkende, at selvom menigheden har gerninger, udholdenhed, lider for Jesu navn, sund og ret kirketugt samt afstand til de onde, så er menigheden alligevel faldet (v.5a). Jesus kalder menigheden til omvendelse.

Dette er et alvorsord til os i dag. Hvor er det dog aktuelt for vor tid. Vi kan ikke, ud fra vore gerninger, analysere os frem til, om vi tilhører Herren. Det handler om at have Jesus som frelser. Rosenius siger det meget godt: at tro er at komme til Jesus med sin synd. Dette er måske fremmede ord for Efesus-menigheden. Der er brug for daglig omvendelse og denne bøn: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej!” (Sl 140, 23-24).

Den eneste vej tilbage til den første kærlighed sker ved omvendelse og tro på Jesus. Vejen frem er altid vejen tilbage. Det er den eneste vej. Ingen anden vej er mulig. Erkend din synd og skyld for Jesus. Kom til Ham, præcis som du er, da vil Han møde dig med nåde over nåde.

Endnu nævnes noget godt ved menigheden: ”Det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader” (v.6). Nikolaitterne er en retning, som forkyndte og praktiserede en lære om religionssammenblanding. Denne form for religiøs blanding er vejen til frafald. Du kan og skal ikke sammenblande filosofiske eller menneskelige tankegange med den sande kristne tro på Jesus. Det er kun til skade og fordærv. Lad evangeliet stå alene og klart som den eneste sandhed om Gud og mennesker.

Kristendom som ”statstro”

Da jeg boede i Norge, havde jeg en kollega. Han konkluderede altid, selvom han ikke var kristen, at kristendommen som “statstro“ er så fantastisk. Den omfavner alle og inkluderer alle. Det er virkelig godt, at kirken kan tage imod homoseksuelle. Hvis staten skal have en fælles tro, så er kristendommen den rette.

Dette er udtryk for vores menneskelige natur, tidsånden og verdens tankegang. Det postmoderne samfund vender sig i den retning; at alt er tilladt. Alt er op til dig selv. Du bestemmer, og du er herre over eget liv.

Bibelen – en filosofisk bog?

Forleden så jeg en tv-udsendelse, hvor den første kvindelige udnævnte rabbiner kommenterede på Bibelens betydning. Hun udtalte, at Bibelen er en filosofisk bog. En bog af ideer. En bog, som mine børnebørn kan lære det af, at de ikke skal tage livet for givet. De skal være glade og tilfredse med deres liv og de materielle goder.

Hvis Bibelen blot betegnes som en filosofisk lære eller bliver sammenblandet med andre religiøse opfattelser, så har sjælefjenden et fast greb om disse mennesker. De har brug for loven, så de erkender, at de er under Guds vrede og dom. De har brug for forløsning. De har brug for evangeliet om Jesus som frelser for al synd. Dette budskab strider imod al menneskelig tankegang. Det strider imod vor egen medfødte natur! Kun ved Jesus alene kan du bestå.

Jeg har selv fundet stor trøst i disse ord af Rosenius: ”Det er ikke noe menneske som har Guds nåde, hvis det ikke eier hele lovens fullbyrdelse i Kristus. For liksom det utenfor Kristus ikke gis noen nåde, men bare etter fortjeneste, så gjelder tvert imot ingen gjerning, ingen synd eller uverdighet hos dem som er i Kristus Jesus” (Romerbrevets budskap kap. 1-5, s. 32). Dette er nåde! Dette forkynder Bibelen! Det er en forkyndelse, som ikke bare Efesus-menigheden har brug for, nej, det gælder os i dag! Må den aldrig forstumme!

Livets træ

Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis” (v.7). Sådan afrundes Jesu brev til menigheden i Efesus. Livets træ står som billede på, at i saligheden skal vi nyde livet i evighed – og det er fuldkomment. Da er Jesu kære børn blevet en frugtbar gren på det store livets træ, Jesus. Paradis er den fuldkomne salighed. Det, som vi har i vente, er dette! Lad os fryde og glæde os over dette håb – og det er nu! Med Himlen som mål! En himmellængsel opstår ved Ordet.

Elsker du mig?”

Tag imod dette menighedsbrev – ikke et afskedsbrev, men et omvendelsesbrev – som et brev til dig i dag! Hvor bliver det afgørende for os at bede: Herre, lad mig ikke miste min første kærlighed!

En kristens første kærlighed må være Jesus alene – ikke hans gaver eller opgaver. Nej, en kristen kendes på sin kærlighed til Jesus. Intet kan erstatte kærligheden. Hvad var det, som Jesus spurgte Peter om under hans indvielse? Det handlede ikke om evner, præstationer eller kundskab. Det var ét spørgsmål, som kom tre gange: ”Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?” (Joh 21, 15-17).

Hvis Jesus spurgte dig om dette akkurat nu, hvad ville du så svare?

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.