Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Guds bolig

Guds bolig

Vi har brug for et åndeligt hjem. Det hjem er noget, Gud skaber af dem, der ser deres fattigdom og holder fast ved hans Ord.

Dette siger Herren: Himlen er min trone, jorden min fodskammel. Hvilket hus skulle I kunne bygge mig, eller hvilket sted skulle være min bolig? Min hånd har skabt alt dette, sådan blev det hele til, siger Herren. Det er den hjælpeløse, jer ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord (Es 66,1-2).

Et sted at bo. Tag over hovedet; nogle faste vægge, man kan røre ved; overskuelige grænser; et sted man hører til og et rum, man føler sig tryg i. Det har vi brug for, almenmenneskeligt set, og åndeligt set har vi også brug for det. Derfor har den kristne menighed gennem 2000 år rejst bygninger, organiseret og fastlagt traditioner af dogmatisk og liturgisk art. Der er ikke noget forbud i Skriften imod disse tiltag, men set tilbage kan man få den fornemmelse, at hvad der blev vundet i det ydre, blev tabt i det indre liv.

Hvis vi sætter dette kirkebyggeri i bibelteologisk perspektiv, så er det påfaldende, at mens menigheden og gudstjenesten i den gamle pagt var ordnet ned til mindste detalje ved Herrens åbenbaring til Moses, så er meget lidt blevet fastlagt i den nye pagt. Jesus og apostlene har ikke anvist os i detaljer, hvordan denne forsamling skal ordnes, hvordan den skal mødes, og hvordan det sted, den bygning, man samles i, skal være. Vi har fået anvist dåben, som er foreningen med Jesus i hans død og opstandelse, og brødsbrydelsen eller nadveren, som er pagten ved Jesu legeme og blod. Meget af det øvrige, som i Det Nye Testamente omhandler menighedens ordninger og funktion, har karakter af generel vejledning; der er kun vist os to veldefinerede tjenester, nemlig menighedstjenere (diakoner) og tilsynsmænd (forstandere, ældste eller hyrder).

Skriftstedet herover taler imidlertid ikke om menneskers bolig, men om Guds. Guds bolig i den gamle pagt var Templet i Jerusalem. I den nye er den forsamlingen af dem, der tror på Jesus, Guds søn.

  • Guds hus – det er den levende Guds kirke [ekklesia, udvalgt forsamling], sandhedens søjle og grundvold (1 Tim 3,15).

  • Lad jer selv som levende sten bygge op til et åndeligt hus (1 Pet 2,5a).

  • Ved I ikke, at I er Guds tempel? (1 Kor 3,16).

Templet i den gamle pagt var det sted, hvor man mødte Gud. Der blev der formidlet forsoning. Der blev Guds vilje forkyndt, og der kunne man få svar på konkrete spørgsmål. Det er også hensigten med Guds bolig i den nye pagt. Men hvordan står det til? Mange steder er der faste former, velorganiseret funktion og gode ydre rammer, men spørgsmålet er, om det også er Guds bolig? En kirkebygning bliver ikke automatisk Guds bolig, fordi vi indvier den til et helligt formål. Og i denne tid går flere og flere, som om de var hjemløse i disse rammer, fordi der har sneget sig noget ind, der ikke er fra Herren.

Der er et opbrud i gang. Men hvad skal vi gøre? Ny organisation, nye tiltag, nye bygninger? Hvis det er sandt, at vi hurtigt nærmer os verdensafslutningen, så bliver der ikke meget tid og energi til disse ting. Og der er intet menneskeskabt, der vil holde over for de sociale og menneskelige omvæltninger og den forførelse og forfølgelse, vi står over for. Vi kan ikke bygge Herrens hus og konstruere en bolig for Gud. Vi kan heller ikke selv skabe den menighed, som Gud vil anerkende som sin bolig.

Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord, siger Herren (Es 66,2).

Gud ser til den, der skælver for hans Ord; det har sammenhæng med at være hjælpeløs og modløs. For så er der kun ét sted at gå hen, ét sted at søge sin tilflugt: hos Klippen, hvorfra der vælder levende vand, hvorfra det Ord, som kan levendegøre, oprejse og lede os, kommer. Velsignet den, som skælver for Ordet fra himlens og jordens Skaber! Som skælver for Ordet fra Ham, der udtømte sig selv for at blive mennesker lig, lod sig ydmyge, mishandle og dræbe, som graven ikke kunne fastholde, og som kommer igen for at dømme os alle.

Jesus er en sand hyrde for sit folk. Giver vi os ind under hans røst i tillid til det, da får vi vejledning. Da kan vi få vished om og indsigt i, hvordan vi skal forholde os, hvordan vi skal bygge Guds hus. Ikke med menneskelige midler og menneskelig fornuft, men med den visdom og de midler, som bygherren selv anviser, og alene på det grundlag, som hans person udgør. For der kan ikke lægges anden grundvold end ham selv, som der står i Første Korintherbrev 3,11.

I Efeserbrevet 2,19-22 gør Paulus opmærksom på, at de troende i Efesos ikke længere er fremmede og udlændinge, som da de var hedninger, men at de nu er en del af Guds husstand. Og han fortsætter med at skrive, at de nu er bygget på apostlenes og profeternes grundvold, hvor Kristus Jesus selv er hovedhjørnestenen. Det vil sige, siger han, at de troende er en bygning, der bygges op og holdes sammen i ham, i Jesus, den Opstandne Herre. Ja, dette fællesskab, som er delagtighed i Jesus, er en bygning, der vokser og bliver til et helligt tempel for Gud. På den måde skaber Gud sin bolig og giver os et hjem og et sted, vi hører til.

Ordet fra Hebræerbrevet 3,6 giver os anvisning på, hvordan det kan vare ved: Hans hus er vi, dersom vi holder fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os. Må vi gøre det.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.