Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Gerninger

Gerninger

For en kristen er der andet end lovgerninger. Der er først og fremmest trosgerninger.

– Gud vil gøre jer værdige til hans kaldelse og med kraft fylde jer med alle gode forsætter og alle troens gerninger (2 Thess 1,22).

– Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene (Matt 5,16).

Kristendommen er fuld af gerninger. Og den har sit udspring og sin definition ved en bestemt gerning, nemlig den, Jesus gjorde på korset. Det var en helt afgørende gerning for alle mennesker til alle tider. Med denne ene gerning førte Jesus alle dem, der tager deres tilflugt til ham, fra døden til livet. ”Sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker” (Rom 5,18).

Jesus gjorde desuden mange gerninger, der var vidnesbyrd om hans kærlighed til sin Far og til mennesker. Og det forventes, at hans efterfølgere ligner ham. Han gav sig selv hen for at skaffe sig et rent folk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger, står der i Titusbrevet 2,14. Søren Kierkegaard har givet ekko til dette ved at bemærke, at Kristus ikke har skrevet en afhandling, som vi kan læse, men sat nogle fodspor for os at vandre i.

Gerninger er vidner. Det var farisæerne meget bevidste om, så derfor var de så omhyggelige med at vise, at de overholdt Moseloven, bad offentligt, gav almisser og tiende af mynte, dild og kommen. Alt sammen for at retfærdiggøre sig selv og skaffe sig ros fra mennesker.

Jesu undergerninger vidnede om, at Gud selv stod bag ham, og at han var den lovede Messias, ”en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger”, som Peter siger på pinsedagen. Jesu gerninger var vidner om hans kærlighed, til Gud og dernæst til mennesker.

Og vi kristne vidner også, hvad enten vi vil eller ej, med vores gerninger for dem, der møder os. Jakobsbrevet 2,18 siger det sådan: ”Nogen vil indvende: ‘Én har tro, en anden har gerninger.’ Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro.”

Det er sagt, at de kristnes liv er de ikke-kristnes bibel. Så hvad vi gør – og siger – er ikke ligegyldigt; det har betydning for andre. Ikke kun vore ord, men også vore gerninger åbenbarer og bekræfter det, der bor i vort indre. En blandet omgang, vil nogle sige. Ja, og derfor er der noget for troen at arbejde med hele tiden. ”Husk derfor, at alles øjne er på dig, og at der forventes mere af dig end af andre mennesker. Stræb efter aldrig at give årsag til beskyldninger. Lad din godhed være den eneste fejl, de kan opdage hos dig. Lad dem sige om dig som om Daniel: Vi finder ikke nogen fejl hos ham undtagen dette med hans gudsdyrkelse” (C.H. Spurgeon).

Jeg vil gerne skrive om gerninger, for der er andet end lovgerninger, man kan tale om. Der er også trosgerninger, altså gerninger, der gøres i tillid til Gud, drevet af hans Ånd. Det er det, Paulus takker for i det første brev til thessalonikerne, hvor han mindes deres ”gerninger i troen”.

Sammenhængen mellem det, Jesus har gjort én gang for alle for os, og det, som troende kristne gør, kommer frem i Efeserbrevet 2,9-10. Her står der, at frelse kommer af nåde, ved tro, det skyldes ikke gerninger; for ingen skal have noget at være stolt af. Og at resultatet er, at vi dermed er skabt i Kristus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i. Skabt – i Kristus – til gode gerninger.

Man kan sige, det er en selvfølge. Ja, det er det, hvis man bliver ved at stå i denne frelse af nåde. Ellers ikke. Der er en mulighed for frafald, når hjertet forhærder sig. ”For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt” (Jak 2,26).

En trosgerning er en gerning, som gerne gøres, fordi der er noget, der driver én. Det er ikke for at opnå noget hos Gud, og heller ikke af frygt. En trosgerning er noget frivilligt og noget naturligt i det rige, vi kalder Guds. For at gode gerninger kan være ægte, have autencitet, som nogle vil sige, må de drives af Helligånden.

En trosgerning er ikke resultat af et kristeligt ideal. En trosgerning er heller ikke en trods-gerning, altså en sur pligt eller for at leve op til menneskelige forventninger. En trosgerning er først og fremmest kærlighed til den Herre Jesus, som har købt mennesker til Gud med sit blod. Det betyder, at selvom jeg ikke føler for det lige nu, og måske med min fornuft ikke kan fatte hvorfor, så gør jeg det, Gud siger, fordi jeg hellere vil gøre Guds vilje end noget andet. Det er min måde at vise min taknemmelighed, min tillid og min troskab overfor ham. Det gælder i mine almindelige forhold til andre, og det gælder i de særlige opgaver – tjenester – Gud har kaldet mig til.

Og den kærlighed, Gud har vist mig, gør at jeg kan række ud til medmennesker med menneskelig hjælp og omsorg, og med budskabet om Jesu gerning.

Jesus siger, at når det gælder resultaterne af vores kristenliv, så er der en organisk sammenhæng. Vi er ligesom grene på et vintræ. ”Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” (Joh 15,5). Der må være en relation, et samliv med Jesus, for at den frugt, som er naturlig i Guds rige, kan vokse frem.

Derved kan vort liv bære vidnesbyrd om evangeliet på samme måde som de kristne i Korint: Det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod (2 Kor 3,3).

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.