Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Fuld kundskab om Guds vilje

Fuld kundskab om Guds vilje

Det er en stor velsignelse at nærlæse Guds ord, blive stille for det - og bede. At bruge tid på Kolossenserbrevet blev meget rigt for mig.

For nylig begyndte jeg at læse Paulus’ brev til Kolossenserne. Jeg havde på forhånd besluttet, at min gennemgang af brevet skulle være præget af fordybelse og nærlæsning. Det indebar, at jeg ikke skulle læse for meget ad gangen, men derimod et afsnit om dagen meget stille. Jeg mener selv, at jeg ofte er havnet i den grøft som bibellæser, at jeg læser alt for meget, som dermed har hindret mig i at blive stille for Ordet. Dette kan godt lyde lidt besynderligt, men jeg tror, at det kan forekomme.

Der findes forskellige måder at gribe en bibeltekst an på, og det er godt, men når det gælder læsning af Bibelen, mener jeg, at man aldrig må gå på kompromis med konteksten, selve budskabet. Det er vigtigt at gøre sig dette bevidst i sin læsning. Derfor tror jeg, at fordybelse og nærlæsning kan være en hjælp.

Men først og fremmest er det vigtigt for enhver bibellæser at bede om Åndens nærvær og indsigt, så vi vokser i den nåde, som Skriften rækker os. Jesus er selv Ordet (Joh 1,1ff), og det er en stor opmuntring for mig at begynde min bibellæsning med denne erkendelse. Det Ord, som du sidder med i dine hænder, er Ordet fra Guds mund! Bliv lidt ved denne sandhed, næste gang du skal fordybe dig i Ordet.

Det afsnit, som på en særlig måde åbnede mine øjne op for Skriftens rigdom, var vers 3-11 fra brevets første kapitel. Det består, i 1992-oversættelsen, af ét afsnit med overskriften: ”Bøn for menigheden om fuld kundskab om Guds vilje.”

Jeg startede med at reflektere over overskriften for mig selv. Det at bede om klarhed over Guds vilje fik mig til at tænke på Jesu Bjergprædiken (Matthæusevangeliet kap. 5-7). Jeg slog op i evangeliet og læste det, som Jesus sagde til forsamlingen på bjerget: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7,21).

Hvilke alvorsord! Hvornår har jeg sidst bedt denne bøn om vished over Guds vilje i mit liv? Allerede ved denne overskrift fik jeg trang til at gøre et ophold fra læsning til bøn – og det er en rigdom, når læsning og bøn går hånd i hånd! En salme kom til mig i bønnestunden: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139, 23-24). Denne påmindelse blev til stor velsignelse for mig.

I starten af afsnittet står der, at Paulus altid takker Paulus for kolossenserne i bøn (1,3). Vi ved, at han ikke kendte menigheden i Kolossæ rent personligt (2,1), men hans medtjener Epafras besøgte apostlen og gav Paulus underretninger om dem (1,7-8). Paulus sad fængslet i Rom, da han skrev brevet og derfor bliver Kolossenserbrevet også kaldt for et fangenskabsbrev. Men hvorfor takker Paulus altid – også selvom han ikke kender dem? Var det en speciel menighed med stærke frontfigurer? Eller havde de måske store nådegaver at fremvise? Nej! Paulus skriver: ”Vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige” (1,4).

Tænk, deres tro og kærlighed! Dette er en sand, gudfrygtig menighed. Det er kolossensernes tro på Jesus, som er så velsignet, og den kommer af det, som høres – nemlig forkyndelsen (jf. Romerbrevet 10,17). Det er det altafgørende for en kristen menighed i dag. Uden en sand og bibeltro forkyndelse holder det ikke stand på Guds store dag.

Den norske bog Våre lamper slokner, som Nyt Livs forlag har udgivet i en ny udgave med titlen I frafaldets tid, beskriver en menighed i vækst og fremgang. Det hele går så godt: Lovsangstonerne har aldrig lydt bedre, forkyndelsen er levende og rig på følelser, og folk er glade og tilfredse med deres kristenliv. Men det hele er en stor facade, som er kendetegn på åndeligt frafald. Det er falsk forkyndelse, hvor lov og evangelium udelades. Angeren er væk. Syndsbekendelsen er væk. Blodet er væk. Nåden er væk. Menigheden står ikke på det faste fundament, som kun Jesu Kristi blod kan tilbyde enhver, der bekender sine synder og modtager hans nåde. Dette er en sand tro på Jesus.

Menighedens sande tro på Jesus og oprigtige kærlighed til næsten er udsprunget af et håb: ”Det håb, som venter jer i himlene” (1,5).

Bliv lidt ved dette vers, og læs det igen. Der er et håb for en kristen. Ikke et hvilket som helst håb, men det eneste, evige og faste håb, der aldrig kan vakle. Bliv ved dette håb.

Troen og kærligheden er en vækst af deres himmellængsel. De tror sandelig på det håb, som styrker og fornyer troen på Jesus. Hvornår har du sidst haft denne himmellængsel?

Men hvor har menigheden hørt om dette håb? ”I sandhedens ord, evangeliet” (1,5b). Det glædelige budskab er ordet om korset. Det er den rette måde at vokse i nåde og kærlighed på. Ordet, som er hos dem (1,6a), er betingelsen for vækst i nåde og gudsfrygt. Det skete, da de i sandhed lærte Guds nåde at kende.

Paulus skriver igen i afsnittet, at han husker dem i forbøn (1,9).

Bønnetjenesten er vigtig! Ofte er denne tjeneste forsømt og forglemt i dag. Påtrængenheden er forstummet. Men Paulus holdt aldrig op med at bede for menigheden – det er en rigdom.

Fra gammel tid har man sammenlignet bøn med menneskets åndedræt – det er livsvigtigt for en kristen.

Da Jesus så på folkeskarerne rundt omkring i Israel, ynkedes han og sammenlignede dem med får uden hyrde (Matt 9,36). Der er altså mange, der vakler i uvidenhed, og som mangler at høre ordet om korset. Jesus siger til sine disciple: ”Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38).

Se på det første lille ord ”bed”. Det er hurtigt læst forbi, men husk at stoppe op for småord. Rent sprogligt er det en imperativkonstruktion (bydemåde), som er en opfordring. Du opfordres til – først og fremmest – at bede for flere kristne i missionsmarken. Det er ikke alle, som skal udsendes som missionær. Du skal have et kald. Men forti aldrig bønnetjenesten for dem, som frimodigt tager imod kaldet. Bønnen er en gave af nåde, hvor vi frit kan lægge alt frem for Gud. Bønnens virke vil fremme Guds rige blandt de vaklende får uden hyrde.

Læg nu også mærke til ordene i slutningen af sætningen: ”sin høst”. Dette gik op for mig for ganske nyligt: at det er HERRENS høst. Det er ikke min. Det afhænger ikke af mine præstationer eller evner som kristen. Det hviler ikke på mig, men på Herren alene! Det er en stor trøst for en kristen.

Det sidste, som jeg vil tage fat på, er vers 10b: ”vokse i kundskab om Gud”.

Jeg må indrømme, at jeg i starten ikke helt kunne forstå meningen. Jeg tænkte, at det jo ikke er kundskab eller kendskab til Gud, som frelser. Jeg fik associationer til farisæerne, som virkelig besad kundskaber om skrifterne. Flere af dem kunne recitere alle salmerne. Men det kunne ikke frelse dem. Det er et falsk grundlag at hvile på kendskab/kundskab om Gud.

Jeg tror derimod, at der menes, at kolossenserne til stadighed må vokse og erfare den sande nåde, som nu er hos dem. At de fortsat må blive i det Ord, som er dem forkyndt, og ikke tro på noget andet evangelium, om så en engel forkyndte noget andet (Gal 1,8). ”Svigt ikke den første kærlighed,” som det lyder i brevet til menigheden i Efesos i Åbenbaringsbogen (2,4). Bliv i Ham, Jesus. Han er sandheden, sandhedens Ord. Han er vejen, som viser dig hen til forløsende nåde. Han er livet – det liv, som du har i vente hos Ham! Dette er den evige sejrskrans, som aldrig kan visne.

Mit ønske er, at du bliver stille for Ordet. Profeterne i Det Gamle Testamente nævnte det flere gange (jf. Zak 2,17; Sef 1,7a; Hab 2,20b). Lad det igen og igen fylde dig på ny – i stilhedens stund. Det er en uudtømmelig kilde af Guds herligheds Ord om nåde for en synder. Ordet om nåden er nok!

Jeg har altid elsket titlen på H.E. Wisløffs andagtsbog: Stille stunder – på vejen hjem. Jeg har erfaret, hvor rigt det er at være stille for Ordet. Husk disse livsalige, stille stunder sammen med Jesus ved hans fødder!

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.