Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Frelse

Frelse

Ordet frelse bruges ikke så meget mere. Men det er det afgørende ord for Jesu komme og dermed for alle mennesker.

Der var en, der spurgte Jesus: “Herre, er det kun nogle få, som bliver frelst?” Han svarede dem: “Kæmp I for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne” (Luk 13,23).

Ordet ‘frelse’ synes at være blevet et sjældent ord. Det virker til, at andre ting er kommet højere på dagsordenen, selv om jeg ikke tvivler på, at forkyndere og skribenter har underforstået frelse i deres opbyggelige taler og artikler, og at man har frelse som målet i evangeliserende arbejde.

Men den aftagende hyppighed vækker til eftertanke. Det er som om, at der ikke er så meget behov for frelse, hvad enten det er blevet en selvfølgelighed eller noget unødvendigt. Og så tænker jeg, at dette med frelse kan virke ydmygende, for ordet mere end antyder, at mennesker i udgangspunktet er fortabte.

Frelse er et helt afgørende ord i Det Nye Testamente, et begreb, som er dets krumtap. Det er motivationen for kristendommen. ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” Begivenhederne omkring Jesus fra Nazaret omkring år 30 er helt meningsløse, hvis ikke det var, for at nogen skulle blive frelst.

Ordet frelse på grundsproget i Det Nye Testamente betyder at blive reddet ud af en stor nødsituation i mere end én forstand. Det omfatter at redde livet, for eksempel ved skibbrud, at blive helbredt fra sygdom eller at blive udfriet fra dæmonisk besættelse. Og så handler det især om at blive friet fra forbandelsen fra syndefaldet, fra syndens skyld, syndens magt og syndens konsekvens.

Vi trænger til frelse på mange områder i vores liv. Og vores store Gud er ikke smålig, han hjælper ofte dem, der råber til ham i menneskelig nød, uden betingelser. Men hele hensigten med Bibelens budskab er noget mere end den menneskelige nød. Nøden er blot en følge af noget dybere. Det er frafaldet, det er bruddet i relationen til den levende Gud, det er den ulydighed og selvtilstrækkelighed, som kom ind i menneskeslægten for årtusinder siden, dengang Eva og Adam gav plads for illusionen om, at de skulle blive som Gud.

Og vi må sige, at der ikke er en menneskelig acceptabel forklaring på syndefaldets totalitet og omfattende konsekvenser. Men der er såvist mange og tydelige beviser på, at synden findes, at ondskab og moralsk urenhed findes, og at der er en disharmoni i vores verden. Ja, vi handler ikke mod andre, som vi selv ønsker at blive behandlet. Det er et af de tydelige beviser på syndefaldets virkelighed.

Så det er forstemmende og ildevarslende, når frelse fra den dybere nød ikke længere er i fokus. Og det er, fordi den er blevet en selvfølge. Selvfølgelig er vi frelst – vi er døbt, vi kommer i det kristne fællesskab, vi er aktive i forening og kirke, vi har en positiv holdning til det kristne budskab. Ja, vi er kristne, og det mener andre også, at vi er.

Og det mente menighederne i Sardes og Laodikæa også, da Johannes måtte give dem en anden besked fra deres Herre.

Det skal siges, at når man er kommet til tro og er født på ny og kan bekende ham som Herre, så har vi ikke grund til hele tiden at starte forfra. Når det åndelige føles livløst, når tvivlen om ens egen kristendom nager, og når nederlagene stirrer én i øjnene, da er det ikke tid til spørge, om man overhovedet er frelst. Nej, så må man tage Gud på ordet og klynge sig til det Ord, der blev kød og blev menneskers lys. Så må man igen holde fast ved og bekræfte det, man ikke føler og ser: jeg tror dig, Herre Jesus, du er min forsoner, du er min retfærdighed for Guds ansigt. Så må man i tro søge ham i bønnen, i brødsbrydelsen, i brødrefællesskabet og i Bibelen.

Læren om alles frelse kalder teologerne apokatastasis. Den er et forfængeligt håb, som udbredes mange steder i kirkerne. For det vil jo være en ulykke, om ikke alle blev frelst – en skæbne, der ikke er til at se i øjnene for den enkelte. Så der er god grund til at spørge, om der er mange, der bliver frelst.

Jesus må give et nedslående svar. Selvom mange kæmper for at komme ind i Guds rige, vil kun få opnå det. For de kæmper med de forkerte midler, de tager fejl af sig selv og Gud, og de indser ikke deres fortabthed.

Kun en personlig åbenbaring af evangeliet kan hjælpe mennesket til at komme ind i Guds rige. Og kampen bliver ikke for at overbevise Gud om, at man er værdig til at komme ind, nej, den bliver en kamp om at opgive troen på sig selv og tilegne sig troen på Guds Søn. Den kamp begynder, når Faderen ved Ånden drager mennesket til sin Søn. Og salig den, der hurtigt opgiver at kæmpe mod den guddommelige dragen.

Må vi i bevidsthed om sandheden uden at skamme os række vores medmennesker denne sandhed. Må vi bede for vores naboer, slægtninge og medborgere, og for mennesker i fremmede lande, om de må modtage dette budskab, om de må få øre at høre med, så de kan se og fatte, at her er der liv og redning til evig tid, uanset hvor fortabte de måtte være. Gud give os visdom, vilje og kraft til det.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver