Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Føj for et liv

Føj for et liv

Billederne på nethinden fra et besøg hos en ung, syg kvinde, der lever under kummerlige forhold her i Danmark, vil ikke gå væk.

Jeg fik lov at besøge denne unge pige. Hun boede i en lejlighed i samme række af små lejligheder som en, jeg allerede kendte. Små lejligheder, som officielt er private lejemål, men kommunen betaler dem alle, hver og en, for ingen af beboerne magter at organisere sig, så der bliver betalt husleje.

Pigen, lad os kalde hende Marie, har rødder i et andet europæisk land – og er opvokset i et hjem, hvor bibellæsning og bøn var hverdag. Forældrene arbejder nu i landbruget, men Marie blev som teenager opdaget som psykisk ustabil og en enorm udfordring i hjemmet. Derfor flyttede hun som 14-årig frivilligt på et botilbud. Det gik med hiv og sving, både med hensyn til den anden kultur, hun kom fra, og med hensyn til hendes uligevægtige indre.

Som 18-årig gik turen videre til en af disse lejligheder, 3 huse med 5 i hver – alle med lille indgangsparti med adgang til toilet og bad, et køkken-stue-rum og et værelse med skabe som soveværelse. Her i husene er så samlet 15 af byens ustabile unge med alt, hvad der følger med, når ingen af dem har arbejde, og de stort set alle har en eller anden form for misbrug. Kommunen har en besøgsordning hos dem alle 15, mens en del af dem også får besøg af låneopkrævere fra diverse facebookgrupper m.m. Der er ikke noget, der tyder på, at hverken kirker eller missionsforeninger kommer her …

Maries hjem

Da jeg blev inviteret ind til Marie, var jeg forberedt på, at der kunne være beskidt. Men jeg havde nok ikke forberedt mig på flere uger gammel opvask med store stabler af halvfyldte tallerkner. De fyldte både vask og køkkenbord, mens fastbrændte, sorte, sodede madrester med et lag af mug fyldte gryder og pander. Sofaen var fyldt med skodder – både ovenpå, mellem og under hynderne, og gulvet foran det ukyndigt samlede sofabord fra JYSK var fedtet ind med olie fra en væltet friturekoger, cigaret-aske og endnu flere skodder.

En julegave lå på en hylde – ikke-udpakket midt i februar – som udtryk for det indre, der får Marie til at sige ”Jeg tænker hver morgen, at jeg skal have ryddet op, men inden jeg når at gøre noget, så er det aften.”

Samtidig har Marie ligesom flere af de andre i husene et par katte, hvor pasningen er så som så – og og vist nok er al katteafføring endt i kattebakken. Jeg ved ikke, hvordan kattene forholder sig til de mange madrester …

Så er det, at ustabiliteten ikke bare er ude af stand til at skabe en hverdag, en skolegang eller et socialt liv – men at den bliver livsfarlig. Den lejlighed var – ligesom de andre, jeg har fået lov at se ind i – sundhedsskadelig at bo i.

Her bor disse unge så og deler denne status af at være samfundets overflødige, hengemte spild af ungdom. Her dulmer de livet med misbrug og hinandens selskab og deler venskaber og en ynkelig kærlighed indbyrdes, fordi der er ikke andre for dem.

Marie får hjælp en gang om ugen til oprydning og rengøring – hvis hun har lyst at samarbejde. Ellers står det bare …

Man kunne tilbyde at hjælpe, men hvis Marie oplever det som en pligt eller noget, der hun presses til, så reagerer hun spontant imod det.

Marie og Jesus

Jeg havde hørt om Maries familiemæssige baggrund. Derfor tillod jeg mig at spørge, om hun ikke kunne have lyst at komme i kirke, i missionshus eller måske på Café Kilden (lokal LM-café). Men hun trak på det, og så kom det frem, at hun ikke turde.

Hun ved godt, at hun er møgbeskidt, at tøjet hænger og slet ikke er anstændigt – og at hendes hår er slidt af de mange forfejlede forsøg på at farve det. Hun ved også godt, at med hendes form, der optager to pladser i kirken – og så umulig som almindelig kropshygiejne er blevet for hende – da vil hun skamme sig ved at dukke op. Ja bare tanken gjorde, at hun skammede sig. Hun ved godt, at de kristne mødre og fædre gør alt, hvad de kan, for at børn skal lære at vise respekt for Gud (og ære deres forældre) med pænt tøj.

Men da vi så talte lidt om Jesus, lyste hun op, selvom hun ikke ville have, at andre i rækkehusene skulle høre det. Da hun blev mindet om det, huskede hun godt, at Jesus er synderes ven, at han tager sig af den ene, og at han ser til hver enkelt her på jord. Hun huskede godt, at der var en tolder, der stod allerbagerst i synagogen i skam (som Marie) og ikke turde se op – eller stå op foran – eller endda stå op og synge. Den tolder, der sukkede ”Gud vær mig arme synder nådig” fik lov at gå retfærdig hjem. Marie huskede godt historien, men hun kunne faktisk ikke huske pointen. Den var blevet glemt igennem årene (for det var flere år siden, nogen havde talt med hende om Jesus og Bibelen), var blevet tåget af alkohol, hash og diverse piller og medicin. Derfor sad hun – uhumsk, usund og opgivende på sofaen – og lyttede sig glad.

Marie og kristentroen

Marie vil aldrig kunne beslutte sig til at følge Jesus – og slet ikke, hvis hun skulle præstere et brud med synden som en baptist. Hun kunne måske forføres til at sige ”ja” i et åndeligt stemningsfuldt øjeblik, men ville falde endnu mere voldsomt og skamfuldt ned bagefter. Hun ville for nogle være som en, der er forudbestemt til fortabelse, fordi hun ikke intellektuelt kan høre med til de troendes flok. Men Marie kan ikke ændre sig selv og er med det liv, der er så skadet af syndens konsekvenser, ligesom uden for rækkevidde for kristentro, hvis der er noget i hende selv, der skal medvirke til det. Hun har så fuldt ud brug for evangeliet – hele og aldeles alene evangeliet.

Men Marie fik den aften lov at høre evangeliet tilsagt hende selv – som løfte – til rigtige syndere – og til ustabile mennesker. Hun fornægtede ikke sin håbløse og syndige situation. Hun lyttede bare og sugede det til sig, som om der ikke måtte gå noget til spilde – og et øjeblik efter switchede hjernen til et andet emne.

Marie venter på til stadighed og igen at få lov at høre – få genopfrisket sin barndoms bibelforkyndelse med det ord, der skaber troens liv, så hun igen kan sukke: ”Vær mig nådig for Jesu skyld”, inden hun øjeblikket efter har glemt det. Hun har brug for, at Guds ord skaber freden, glæden, den sande velsignelse, ved at evangeliet tilsiges hende – evangeliet om, at retfærdiggørelse for Gud er Jesus Kristus som hendes fremmede tilregnede retfærdighed. Det er den retfærdighedstilsigelse, der netop er så uafhængig af hendes evne til at tage imod, sige varigt ja – som bare er løftet, der gør, at en fattig synder tør sukke ”Gud vær mig arme synder nådig”. Hun har brug for, at nogen vil skabe et rum, hvor Guds ord, Bibelen, kan læses for hende – tales til hende på Jesu vegne, så hans tilsigelse af syndernes forladelse kan nå hende i hendes nød.

Refleksion

Efter besøget sidder billederne af det uhumske hjem stadig på min nethinde. Jeg kan dufte mug og råd, og klisteret fra olie og aske sidder stadig under mine sko. Men mest af alt har det gjort indtryk, at her sidder 15 af områdets unge og dør lige så stille i druk og drogs. Her eksisterer de som formålsløse liv, indtil kommunen slipper for dem på deres dødsdag.

Her sidder de og venter på besøg – og faktisk gerne besøg af en kristen, der vil forkynde frelsen i Jesus Kristus for hver enkelt. Her sidder de – i mug og møg til halsen, mens de eneste gæster, der kommer, er dem, der får løn for det, eller som deler dummebøder ud.

De venter …

som et lige så stort kald til dig som Peru, som Spanien, som Kærshovedgård. De venter på evangeliet, inden de dør …

(Ps: Marie hedder ikke Marie – og er ikke en del af forfatterens familie – men er en 100% virkelig beskrevet person i en dansk del af verden, der er langt værre, end ord kan beskrive).

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.