I det foregående har Paulus pointeret, at han har alt i Kristus! Men samtidig understreger han, at han ikke er syndfri eller fuldkommen. Han jager efter det, han allerede er i Kristus.
Den norske bibelskolelærer Øivind Andersen åbner op for denne grundsandhed i sin andagtsbog: “At vokse som kristen er ikke at vokse bort fra det, som man modtog, da man blev frelst. Det er tværtimod stadig at vokse mere ind i det, man modtog hos Jesus i begyndelsen.”
Hvordan skete det i begyndelsen? kan du spørge. Salmisten kaster lys over dette i salme 51: “Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud” (v. 18-19). Det er det eneste offer, som Gud vil tage imod! Og det er det eneste, du kan komme med.
Derfor har Paulus opfordret menigheden i Filippi til at erkende deres ufuldkommenhed og derefter jage mod fuldkommenhed i Kristus.
I afsnittet 3,12-16 har Paulus advaret mod judaisterne, der mente, at omskærelsen var en forudsætning for at tilhøre Kristus. Paulus brugte sig selv som eksemplet mod dem, som vil frelses ved lovgerninger.
I det afsnit, der følger nu (3,17-21), advarer Paulus mod en anden falsk lære: lovløshed. Antinomister, som de kaldes, hævdede, at nåden i evangeliet gav dem frihed til at leve, som de ville. Når det nu er af nåde, vi bliver frelst, så er det da ikke så vigtigt, hvordan livet leves, lyder denne tankegang. Der er jo altid nåde, påstår de. Nåden bliver et påskud for synden. De var uden lov, men Paulus gør det ganske klart, at den vej er fortabelsens vej. Det er ensbetydende med at anse Kristi kors som betydningsløst.
Det er værd at bemærke, at Jesus selv advarer sine disciple om lovløshedens alvor: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Det at leve uden lov er altså ensbetydende med, at kærligheden bliver kold – den vil efterhånden aftage. Det er det, som Paulus vil advare filipperne om.
Kristi efterfølgelse
Paulus indleder afsnittet med ordene: “Efterlign mig, brødre” (3,17). Hvorfor mener Paulus, at det er en nødvendig tilskyndelse at efterligne ham? Eller som der står i den gamle oversættelse: “Vær mine efterfølgere, brødre.”
Tidligere i det selvsamme kapitel bruger Paulus et helt afsnit til at fortælle om sin fortid som selvretfærdig, hvor hovedbudskabet var, at han nu regner alt for tab! Det betyder, at Paulus’ henvisning til sig selv netop er en henvisning til Kristus!
Jeg mindes en andagt af Martin Luther: “Der er mange, der tror på grund af mig. Men de sande kristne er dem, der bliver i troen, selv hvis de skulle høre, at jeg, hvad Gud forbyde, fornægtede troen og faldt fra” (Så fast en borg, 24. feb.).
Paulus ønsker ikke selvhævdelse, men det vidner om hans apostoliske bevidsthed: Formålet er at herliggøre Jesus for filipperne. For som Paulus skriver i sit ældste brev til en anden nyomvendt menighed: “I efterlignede os, og Herren, og I tog under stor trængsel imod ordet” (1 Thess 1,6). Det er Kristi forbillede: at tage imod Ordet på trods af de ydre omstændigheder og vilkår. Ordet er uforanderligt. Det er altid det samme! Det er en stor trøst for en kristen – især i en omskiftelig tid!
Men måske kan du tænke, at Paulus skriver til en kristen menighed, så selvfølgelig følger de Kristus?
Denne opfordring er nødvendiggjort af, at mange vandrer som “fjender af Kristi kors” (vers 18b). Opfordringen i det syttende vers understreges af den efterfølgende kontrast i vers 18: “For der er mange (…) der lever som fjender af Kristi kors.”
Hvilken voldsom beskrivelse: at være fjende af korset, Kristi kors! Korset er det samlede udtryk for Guds frelsende gerning i Kristus, men samtidig er det forargelsens budskab.
Paulus må hentyde til mennesker i kristne forsamlinger, der bekender sig som kristne. Det er en alvorlig konstatering fra apostlen, men de er en del af det kristne fællesskab. Eller de foregiver i hvert fald at være det – og derfor er det så afgørende at advare om det!
Det er virkeligheden i den kristne menighed – også i dag. Realiteten er den, at de beskrives som fjender af korsets forkyndelse. Måske er de ikke åbenlyse fjender og modstandere af Kristus i offentligheden, men det er samtidig det, der er det alvorlige i denne advarsel fra Guds apostel.
Paulus’ bønsliv
Læg særlig mærke til Paulus’ indskudte sætning i vers 18 (markeret med kursiv): “For der er mange – jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd – der lever som fjender af Kristi kors.”
Det blev et sted, jeg stoppede op for. Paulus giver her et indblik i sit bønsliv. Denne indskudte sætning kan vise, at Paulus lever et påtrængende bønsliv. Han har nævnt nogle specifikke mennesker for filippermenigheden, som de særligt måtte bede for. Dem har han nævnt ofte – altså mange gange.
Hvad er det, som Paulus er optaget af? Det er selvfølgelig de mange kristne menigheder, han har været med til at stifte, men Paulus har også det for øje, at forbønnen for den enkelte er afgørende.
Hvornår har du sidst gjort som Paulus? Hvornår har du sidst haft en bønnestund, hvor du nævner dem, du har allermest kær? Hvor du nævner dem, der er faldet fra troen?
Prøv et øjeblik at forestille dig at være i Paulus’ sted. Han er i fangenskab. Han er blevet forhindret i at møde menighederne personligt. Det ønskede han inderligt – det lagde han ikke skjul på. Men hvor er det afgørende at mindes et vers fra Filipperbrevets første kapitel: “Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet” (1,12). Fangenskabet har ført til fremgang! Det er det, Paulus er optaget af. Og midt i sin ensomme celle, så har han blik for menigheden og for den enkelte.
Paulus kendte til det at bede om forbøn – ikke blot for sig selv, men i særdeleshed også for andre. I et andet brev får vi også indsigt i Paulus’ daglige bønneliv: “Hertil kommer det, som dagligt trykker mig: bekymringen for alle menighederne” (2 Kor 11,28f.). Paulus vidste, hvad han skulle med den tyngende bekymring. Han vendte sig i bøn, hvor han også opfordrede andre i denne kamp.
Frafaldets fare
I sidste del af den indskudte sætning (v. 18) står der: “Nu nævner jeg dem også med gråd.” Paulus har noget at sige, som frembringer tårer. Det er vigtigt at lægge mærke til, at tårerne ikke er over ham selv, fangenskabet og lænkerne. Nej, tårerne er over andre.
Det tyder på, at der er sket en proces med dem, han særligt nævner for filipperne. Nu nævner han dem med tårer. Frafaldet er sket, og dommen er fældet: “De ender i fortabelse” (v.19a).
Det vides ikke konkret, hvem der har forladt troen. Jeg tænker, at filippermenigheden muligvis kendte dem personligt. Paulus indleder med udfaldet og dommen i det nittende vers: Dommen er fortabelsen. De ved godt, at den vandring, de har valgt, ender med den endelige dom. Filipperbrevet vidner om, at frafaldet kan ske på to måder: enten selvretfærdighedens eller lovløshedens vej. Det er rystende, men samtidig virkelighed.
Som sagt ved vi ikke, hvem der refereres til, men jeg kan ikke lade være med at tænke på Demas. Han var Paulus’ kære medarbejder i Herren. Hvad var der sket med ham? Det skriver Paulus om til en anden medarbejder, som filipperne også kendte personligt, Timotheus: “Demas har forladt mig af kærlighed til denne verden” (2 Tim 4,10a).
Kærlighed til verden. Kærlighed til det jordiske. Kærlighed til det forgængelige. Jesu lignelsestale understreger alvoren i frafaldet: “Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt” (Matt 13).
Det er en beskrivelse af Demas’ fald. Han hørte ordet, men på trods af, at han hørte ordet og samtidig var en udsending, så faldt han. Ordet blev kvalt, så han til sidst ikke kunne udføre sin gerning med sin ven, Paulus. Han forlod ham. Han valgte verden frem for Kristus.
Denne serie om Filipperbrevet bærer titlen: Et kristusbrev og et glædesbrev. Titlen minder mig om brevets grundtone: glæden i Kristus. Det forholder sig sådan, at der eksisterer en stor kløft mellem Kristus-glæde og verdensglæde. Det vidner Demas’ fald om, og det er vigtigt at understrege i den kristne forsamling! Du kan ikke eje begge dele! Det er umuligt. Det er enten-eller. Kristus eller verden.
Paulus havde oplevet at miste en af sine nærmeste. Han kendte til frafaldets aktualitet. Og nu må Paulus – med tårer – gå i forbøn for sin tidligere medarbejder i Herren. Men hvordan kan Demas nu beskrives? Fjende af Jesus. Fjende af korset. Fjende af syndernes forladelse. Hvor er det rystende!
Lad mig spørge dig: Ryster det dig? Jeg kan næsten forestille mig den uro, som Paulus har haft for Demas. Forbøn efter forbøn. Dag og nat. Nu med tårer. Om det måtte være muligt, at han kunne vende tilbage til korsets forkyndelse om nåde for syndere: “Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” skrev Paulus til korintherne (2 Kor 11,29b).
Sådan er Kristi sindelag, og det er det, apostlen afspejler.
Frafaldets kendetegn
Videre i det nittende vers uddyber Paulus frafaldets vandring ud fra tre karakteristiká: 1) bugen er deres gud, 2) de sætter en ære i deres skam, 3) de tænker kun på det jordiske.
Det, det er sammenfattende for beskrivelsen af de frafaldne, er, at de blot tænker på det nuværende jordiske liv.
Bugen er deres gud kan betyde, at de sætter deres lid til dem selv. De er deres egen gud. De bestemmer og indretter tilværelsen, som de lyster. Guds vilje er blevet erstattet af egenvilje.
Det alvorlige ved dette er, at bugen – den gamle natur med kødets lyster – aldrig vil være nok. Fuld tilfredsstillelse er ikke muligt. Det er som saltvand for den tørstende, da gamle Adam altid vil have mere. Nydelse er det endegyldige livsmål. Jeg tænker på en bestemt salme af David: “Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin” (Sl 4,8).
De sætter en ære i deres skam. De frafaldne kan ikke længere skelne mellem Guds vilje og deres egen. Det, som de egentlig burde skamme sig over, roser de sig af!
Det er en alvorlig beskrivelse. Hvis man spurgte dem, ville de nok mene, at de levede Gud til behag. Det er et bedrag, der leder til fortabelse.
De tænker kun på det jordiske. Det sammenfatter med en enkelt rammende sætning, hvad Paulus indtil nu har sagt. Den frafaldnes sind er bestemt og knyttet til det jordiske liv. Han tænker kun på det jordiske!
Men!
Et forunderligt ‘men’! Et evangelisk ‘men’. Et håbefuldt ‘men’, som Paulus nu afbryder beskrivelsen af frafaldet med: “Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser.” Det er en beskrivelse af det kristne liv. For en kristen venter. En kristen lever et liv i forventning. Adventsbudskabet er omkranset af det at leve i forventning om Jesu andet komme – ikke i ydmyghed, men i herlighed.
Det blev stort for mig at blive mindet om denne beskrivelse af Jesus! Ja, Jesus. Jesus som frelser! Sådan er han, og sådan skal han komme!
Jesu bror, Judas, skriver i sit brev: “Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv” (v.21). Et fantastisk vers, der åbner op for den kristnes vilkår i verden. For hvordan bliver vi bevaret som kristne? Vent på Herren! I forventning til Herren, da Kristi barmhjertighed fører jer derhen.
Det kristne liv er bestemt af et ‘endnu ikke’. Der skal kæmpes for ikke at havne i selvretfærdighedens eller lovløshedens fangenskab. Kampen skal kæmpes i bøn om at blive bevaret i den sande tro, hvor Kristus Jesus er død for synderes skyld.
Lad os genlæse første del af verset: “Vort borgerskab er i himlene”. Kan du sige det? Frydes du ved det? Eller er det måske vemodigt for dig?
Det var afgørende for Paulus at minde filipperne om dette: Du tilhører et andet sted, ja, du tilhører en anden! Kristus. Paulus minder om filippermenighedens reelle tilhørsforhold! Og det er en kristens kraft og glæde i vandringen på jorden! Du, som hører Jesus til, hører hjemme i Himlen. Du må få lov til at være optaget af Jesus og af, hvad han har gjort i dit sted. At han i kraft af sin død og opstandelse for dig er draget op til sin Far for at gøre en bolig rede til dig. Når Guds ord viser dig dette, bliver du til en ”målbevidst” kristen, og det bliver til Guds kraft og glæde i dit liv. De troende har deres borgerskab i himlene, hvorfra de venter og forventer Herren Jesus som frelser.
Fra fornedrelse til herlighed
Det tredje kapitel afsluttes med følgende vers: “Han (Kristus) skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt”.
Når jeg læser verset, tænker jeg på et vers: “For det er Gud, der er dommer, den ene ydmyger han, den anden ophøjer han” (Sl 75,8). Det er Gud, der bestemmer, om det enkelte menneske enten skal ydmyges eller herliggøres.
Nogle år tidligere vidnede Paulus om denne virkelighed til de kristne i Rom: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (7,24).
Kristus skal endegyldigt forvandle den troendes fysiske legeme. Men hvad skal det forandres til? Kristi herlighedslegeme! I denne hemmelighed, hvor der er mange ubesvarede spørgsmål, er dette det afgørende: at det skal blive som hans! Som Kristus! Det er forunderligt! Så længe vi lever her, kommer vi aldrig til at forstå det til fulde. Men i det uforståelige og uvisse kan du få lov til at knytte dit liv, dit håb og din glæde til Kristi ord! Kristus kommer igen, og når det sker, da bliver legemet løst fra fornedrelsen under synd og død. Hvilken glæde at blive mindet om det.
Hvil i dette ord, som et ord til dig, der tror på Ham, som skal komme.
