Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (8) - et Kristusbrev og et glædesbrev 

Filipperbrevet (8) - et Kristusbrev og et glædesbrev

"Hvad skal jeg gøre?" Det spørgsmål ligger dybt i vores menneskelige natur og loviske sind. Men Paulus vidner om det evangelium, der kan give os hvile.

I det forudgående afsnit (3,1) måtte Paulus endnu engang vende tilbage til brevets grundtone: glæden i Kristus! Han gør det, for at det må stå evigt fast for den kristne menighed i Filippi og for os i dag. Det er altafgørende for at blive bevaret i den tro, som vi blev kaldet til af vor Herre Jesus. Da er der grund til Kristus-glæde og til at leve i den nåde, som er os skænket.

Kristus-glæden er betinget af det løfte om, at Herren vil fuldføre sin gerning indtil den store dag, Jesu Kristi andet komme (Fil 1,6). Hvilket forunderligt løfte at knytte sin glæde ti!

Det næste afsnit i Filipperbrevet (3,12-16) er blevet et trøsterigt sted for mig i Skriften. Glæden i kristenlivet er forankret i Ordet. Det må aldrig finde sit ankerfæste i det liv, der følger efter troen. Det evige livs håb må altid have det samme udgangspunkt som i begyndelsen – det ændrer sig aldrig for et sandt Guds barn, der lever i nåden. Det er vigtigt at slå fast, før du læser det næste afsnit i brevet.

Fuldkommen i Kristus

Efter at Paulus har inddraget sit eget eksempel (Fil 3,4-8), er han nødsaget til en bekendelse, der skal forhindre den misforståelse, at han er blevet syndfri.

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus” (3,12-13).

Det endegyldige mål for det farisæiske parti var fuldkommenhed. Det er det, der kendetegner denne lovtro retning, som Paulus havde tilhørt. Farisæerne mente, at de selv kunne stå til ansvar for den livsførelse, som loven og fædrenes overleveringer afkrævede dem at følge. Ganske overbevisende kunne de anvende Skriften til egen fordel og vinding.

Det, der i fortiden var vinding og fordele for Paulus, blev til tab. Før kunne han prale med at være uangribelig i lovretfærdighed, men den dyrebareste erkendelse stak i farisæerens hjerte, som kun frelseren selv kunne åbenbare; dommen over selvretfærdighedens livsførelse. Fra selvretfærdig til sønderknust. Det er vejen for enhver kristen.

Men filipperne måtte ikke tro, at Paulus havde nået det endegyldige mål om fuldkommenhed. For at undgå en potentiel misforståelse, så understreger han et forbehold i det tolvte vers: “Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen.”

Hvis der fandtes en Kristi tjener, der skulle være fuldkommen, da måtte det vel være Guds udvalgte apostel, Paulus, tænker du måske? Ingen havde vandret evangeliet mere værdigt og længere end han. Ingen havde modstået så meget som han. Men alligevel læser vi ordene: ”Ikke at jeg allerede har grebet det.”

Paulus forkynder, at han har alt i Kristus. Det skal stå tindrende klart for filipperne, men Paulus har dog den betænkelighed, at det endog kan misforstås. Paulus understreger, at han ikke er fuldkommen.

Hvad mener han med det?

I Kristus har han alt. Ja, det er det evige og urokkelige grundlag for frelsens hemmelighed. Det er blevet gjort klart, at Jesus alene kan gøre en kristen retfærdig for Gud. Det er Jesus alene, der kan virke til at leve et helligt liv. Men Paulus har det i sinde at understrege, at han ikke er syndfri. Han formaner sine medkristne til at erkende deres ufuldkommenhed.

Hvad skal jeg gøre?”

Når Paulus taler om, hvad han er i Kristus over for Gud, så står det tindrende klart, at han er fuldkommen. Men når Paulus nu omtaler sin ufuldkommenhed, så er det ene og alene sit hjertes tilstand og sit personlige trosliv, han mener. For hvem kan gøre krav på at være fuldkommen? Hvem tør ytre en sådan påstand?

Tænk på den unge rige mand (Matt 19,16-22), der opsøgte Jesus. Ja, læg mærke til, hvad han er optaget af: “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”

Dette spørgsmål er dybest set det spørgsmål, som ethvert menneske stiller. Det er grundfæstet i vores faldne natur at ytre i vores hjertes inderste: Hvad skal jeg gøre!

Måske kender du til denne tankegang, for det er lovens tale. Du spørger bestandigt dig selv: Har jeg gjort nok? Du finder aldrig ro, så længe du er under loven – og derfor opsøger den rige unge mand også Jesus. Den unge mand ønsker at vide helt konkret, hvad han skal gøre for at gøre sig fortjent til det evige liv, og det er derfor, han vil tale med Jesus.

Hvordan skal han opnå det? Hvad skal han gøre? Eller rettere: Hvad mere skal han gøre? Han påstår, at han allerede har overholdt de gældende bud, der kræves: ”Det har jeg holdt alt sammen” (Matt 19,20).

Tænk på de ord! Hvilke ord at ytre foran Jesus, Guds søn, der blev sendt til verden for at frelse os fra syndens, lovens og dødens magt! De ord: “Det har jeg holdt alt sammen”, er ekkoet fra denne faldne verdens inderste oprør imod Gud. Hvis den unge mand dog blot vidste, hvem det var, han talte med, da ville han kaste sig ned for Jesu fødder. Men det ender med, at den unge mand må gå bedrøvet bort.

Har du lagt mærke til, hvordan disciplene, Jesu allernærmeste, reagerede på denne hændelse? Anfægtede og forfærdede spørger de: “Hvem kan så blive frelst?” (Matt 19,25).

Ja, hvem kan i sandhed så blive frelst? Disciplene vidste, at de havde den samme indgroede natur af fjendskab mod Gud i sig.

Men hvad er så forskellen på disciplene og den unge mand? De følger Jesus! På trods af den gamle natur, så følger de Jesus! Det er en vigtig erkendelse i vandringen med Jesus: ”Jo dybere en kristen kommer ind i erkendelsen af Kristus, desto rigere bliver hans bibel, men desto fattigere hans egen ånd”, skriver Rosenius så rammende.

Betingelsen for at kunne følge Jesus er den, at du må fornægte dig selv. For at vinde Kristus, da må du slippe alt andet.

Et sundt trosliv vil have Paulus’ udsagn som bekendelse: “Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det.” Tænk, hvis Paulus havde sagt: Jeg har grebet det, ja. Nu forventer jeg, filippere, at også I skal nå dertil.

Men hvad er det, Paulus gør? Jo, han jager efter det. Han stræber efter det. Han har det for øje. Han er optaget af det. Det er tæt knyttet til Paulus’ anvendelse af ordet ‘grebet’. Paulus er grebet af Kristus, det betyder, at han er overtaget af Kristus. Paulus har grebet Kristus – eller rettere: Kristus har grebet Paulus.

Vandringen mod målet

Men nu da han er grebet af Kristus, hvordan jager han mod målet? Det sammenfatter han i vers 13b: “Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude.”

Jeg mindes et vers fra Esajas’ Bog 43,18: “Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden.”

I vandringen med Jesus, når du følger Jesus, da får du lov til at give slip på fortiden.

Hvordan det? Det skriver den gammeltestamentlige profet om i det næste vers: “Nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?” (43,19).

Ja, det spirer frem – lige så stille, da vi erkender stykkevis. Det er et frø, der vokser ved ordet om nåden og vores erkendelse af Jesus som Frelser og Herre. Det er ikke en pludselig oplevelse af – som mange kristne forsamlinger foregiver sig – at nu er det endegyldigt sket. Nu er jeg fuldkommen, ja, nu er jeg tilmed syndfri, som nogle hævder. Det er den vej, som Paulus netop har advaret filipperne imod.

Men Paulus ønsker, at filipperne må glemme deres fortid som troløse og jage mod målet – sejrsprisen, som Gud har kaldet os til ved sin Søns blod. Kun da er du i stand til at nå målet.

Sejrsprisen er en andens fortjeneste! Den er vundet dig, og den har kostet dyrt. Paulus’ intention er den, at han ønsker for filipperne og for os, at vi stadig må se mere og mere af, hvad vi ejer i Kristus – det er det, som vandringen mod målet handler om. Det er det spor, vi må følge. Det er det mål, vi må have os for øje.

Og den største glæde er den, at du ikke længere skal spørge som den unge, rige mand: “Hvad mere skal jeg gøre?” I evangeliets vandring er det en forstummet tone! For det er os vundet af Kristus Jesus, vor Herre.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.