Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (7) - et Kristusbrev og et glædesbrev 

Filipperbrevet (7) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Glæden i kristenlivet trues af loviskhed og falske forkyndere. Paulus bliver ikke træt af at minde filipperne om glædens rette og eneste grund.

I øvrigt, mine brødre, glæd jer i Herren! (Fil 3,1a).

Vi er nået til Filipperbrevet, kapitel 3, vers 1-11.

Paulus har igennem Filipperbrevet formanet menigheden til at føre et liv, som svarer til Kristi evangelium, hvor de vandrer evangeliet værdigt og sammen kæmper for troen på evangeliet (1,27). Han har formanet dem til at have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus (2,5), og at de samtidig holder fast ved livets ord i denne vandring. Men hvad er det, som binder de kærlige formaninger sammen? Paulus’ formaninger kan sammenfattes i det ord, som anvendes femten gange i løbet af brevet: glæde!

Hvordan skal det lykkes for filipperne, tænker du? Ja, hvordan skal det lykkes for den kristne menighed i dag? Det er det, som Paulus vender tilbage til i det første vers i det tredje kapitel. Når jeg læser dette vers, så er det som om, at Paulus – midt i sine fremtidsplaner (jf. 2,19-30) – pludselig må standse op og vende tilbage til sit inderlige hjerteanliggende: Glæd jer, mine kære brødre, glæd jer!

Fordi de tror!

Paulus vender tilbage til et af de mest centrale budskaber i menighedsbrevet til filipperne.

“At skrive det samme til jer igen og igen gør mig ikke træt, men slår det fast for jer” (3,1b). Kapitel 3 indleder med en efterklang af det foregående, som har været et hovedbudskab for apostlen igennem hele brevet. Det er ikke så enkelt og ligetil at blive færdig med den Kristus-glæde – ja, må det aldrig ske, at et Guds barn bliver færdig med det!

Der er brug for gentagelse i kristenlivet! Det er en forudsætning for at blive bevaret og fornyet. Det kan ikke siges for ofte! Det er et bibelsk princip, som en rød tråd i hele Bibelen: “Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den” (1 Joh 2,21). Det samme gør sig gældende hos Peter: “Derfor vil jeg til stadighed minde jer om dette, selv om I godt ved det” (2 Pet 1,12a). Hvorfor skriver Paulus, Johannes og Peter til menighederne? Fordi de kender Jesus, som deres frelser og Herre. Derfor! Fordi de tror!

Advarsel mod falske lærere

Hvis evangeliet bliver forvrænget, forsvinder glæden. Derfor advarer Paulus mod falske lærere. Den gruppe af vranglærere, som Paulus refererer til, er de såkaldte judaister. Det var dem, som havde vildledt den kristne menighed i Galatien, så Paulus var nødsaget til at ytre de alvorlige ord: “Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1, 9b). De forvrængede Kristi evangelium, så det ikke længere var evangelium, men lovtrældom. Judaisterne forkyndte galaterne om, at omskærelsen var en nødvendighed for frelsen (læs evt. Gal 5, 1-12).

Et af de forhold, der så tydeligt viser, at loven har taget Jesu plads, er den manglende glæde i kristenlivet! Hos galaterne var glæden forsvundet (læs Gal 4,15). Selvom judaisterne formodentlig ikke var kommet til filippermenigheden på det pågældende tidspunkt, advarer Paulus dem alligevel, så de kan være forberedte.

Vogt jer, filippere!

Paulus formaner filipperne til at være på vagt, og anvender tre alvorlige beskrivelser af de falske lærere: “vogt jer for hundene”, “vogt jer for de slette arbejdere” og “vogt jer for de skamskårne” (3,2). Hvorfor bruger Paulus en så voldsom beskrivelse? For jøderne var hunde et urent dyr, og derfor skulle de holde sig langt væk, da de nødig skulle blive urene. De slette arbejdere betyder onde arbejdere, og Paulus kaldte dem det, fordi de igangsatte meget ondskab og splid i kristne menigheder. Til sidst skriver Paulus, at de var skamskårne, fordi de krævede, at alle kristne måtte omskæres og overholde moseloven.

Det er de kristne, som er de sande omskårne! (v.3). Men hvad er forskellen? Den sande kristne menighed er drevet af Guds Ånd, og ikke af en menneskelig kraft. De andre stoler på det ydre. De sætter deres stolthed i det legemlige, men Guds menighed har deres stolthed fæstnet i Kristus!

Paulus’ fortid

“Og dog, også jeg har noget at stole på, selv i det ydre” (v.4). Paulus begynder at inddrage sit personlige eksempel som et vidnesbyrd til filipperne om, at også han i sin fortid havde sin stolthed i det ydre: “omskåret på ottendedagen, israelit af fødsel, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer, ivrig forfølger af kirken, uangribelig i lovretfærdighed” (v.5-6). Hvis judaisterne havde noget at være stolt af i det ydre, så havde Paulus allerede erfaret det selv. Ja, i sin fortid som lovtro farisæer havde han efterlevet det alt sammen – og mere til.

Paulus var født som en ægte israelit og var dermed omskåret på den ottende dag. Han var en hebræer, som betyder, at han var en ægte jøde, som talte modersmålet ligesom de jøder, der var bosat i Israel, selvom han var født i Tarsus i Kilikien. Han tilhørte den strengeste jødiske lovretning, farisæerne, der var ivrige forfølgere af den kristne urmenighed.

Efter Paulus’ beskrivelse kommer han til selve pointen med at nævne sin fortid: “Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab” (3,7). Paulus’ fortid kunne sagtens måle sig med judaisternes lære. Han havde – ligesom dem – førhen sat sin fulde lid til det ydre, men det skete på hans vandring til Damaskus, at Kristus Jesus kaldte ham til at være tjener (egentlig: slave) – for evangeliet. Alt, hvad Paulus havde at fremvise i sin fortid, det betegner han nu som tab – i absolut forstand! På grund af Kristus har han kastet det bort, da det er langt større at kende ham, som troen er rettet imod!

Hvorfor? kan du spørge. “For at vinde Kristus” (8b) – derfor måtte alt det tidligere, som han havde sat sin lid til, regnes som intet! Hans egen retfærdighed holdt ikke. For at vinde Kristi retfærdighed, måtte han tabe alt – i sig selv – og dermed vinde alt – i Kristus!

Troens virkning

Hvad virker troen?

Apostlen nævner tre forhold: “at jeg kan kende ham”, “hans opstandelses kraft”, “og lidelsesfællesskabet med ham” (v.10).

At kende Kristus er den største glæde, som overgår al forstand. Det er, som han skrev tidligere: “For mig er livet Kristus” (1,21). Jesu opstandelses kraft er det, der virker et nyt og helligt liv. De kristne er oprejst fra lov, synd, død og djævel! Og det er sket ved Kristi frelsergerning!

Men hvad er det, at dette liv i troen på Kristus medfører? Et lidelsesfællesskab med ham. Det er en naturlig del for den kristne menighed. Et liv i troen på Jesus er et liv, der endegyldigt har brudt med synden. Men det, menigheden har i vente, er de retfærdiges opstandelse til evigt liv (v.11). Ja, om vi dog må nå frem til den dag!

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.