Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (6) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (6) - et Kristusbrev og et glædesbrev

De umiddelbart mere "praktiske bemærkninger" om Timotheus og Epafroditus har meget at sige til os - og giver trøst og glæde i tjenesten.

I forrige del af denne serie om Filipperbrevet afsluttede Paulus sit formanende afsnit med en tilskyndelse til at holde fast ved livets ord (2,16a). Paulus forkynder så stærkt fra sin fængselscelle, at det er Gud, der virker – i ham, filipperne og i os – at ville og at virke for hans gode vilje (2,13). Der ligger en evangelisk trøst og dermed en stor glæde i denne grundsandhed til frelse.

Efter formaningerne skal vi nu se på sidste del af brevets andet kapitel (v.19-30). Guds udvalgte apostel begynder nu at berette om sine mulige fremtidsplaner. Følgende vers kan inddeles i to dele. Første del (v.19-24) omhandler Paulus’ ønske om at udsende Timotheus og om sidstnævntes tjeneste i Herren. Anden del (v.25-30) beretter om Filippermenighedens egen udsending, Epafroditus, som har tjent Paulus i Rom.

Vi begynder med at læse følgende vers (19-24):

Jeg håber ved Herren Jesus, at jeg snart kan sende Timotheus til jer, så at også jeg kan være ved godt mod, når jeg hører, hvordan det står til hos jer. For jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af jeres sag. Alle de andre søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til. I ved, hvordan Timotheus har stået sin prøve; som et barn, der hjælper sin far, har han sammen med mig tjent evangeliet. Ham håber jeg altså at kunne sende til jer, så snart jeg har fået klarhed over mine forhold. Men i tillid til Herren stoler jeg på, at jeg også selv snart skal komme”.

Læs det, som det er – Guds Ord

Måske er du tilbøjelig til at tænke; Hvad skal vi reelt med dette tekststykke? Paulus har netop forkyndt om Kristus i en evangelisk hymne og formanet filipperne til at have Kristi sind. Hvorfor så pludselig et afsnit om fremtidsplaner og om Paulus’ medarbejdere? Det er ikke et tekstafsnit, der umiddelbart forkyndes og prædikes over. Har det overhovedet noget at sige til os i dag?

Allerførst håber jeg, at du ikke tænker sådan. Alt, der står i Skriften, er et Guds Ord til dig. Alt er inspireret af Den Hellige Guds Ånd. Sådan må du se på Ordet. Måske er dette afsnit et sted, som du ikke finder relevant at fordybe dig i. Hvis du har det sådan, så håber jeg inderligt, du forandrer synspunkt, hvis du blot sætter tid af til fordybelse og ikke mindst bøn.

Det er vigtigt, at du ser menighedsbrevet til filipperne – såvel som de andre kanoniske menighedsbreve – i lys af Paulus’ hensigt.

Som det er sagt tidligere i denne serie, har Paulus et særligt forhold til denne kristne menighed. Det kommer så stærkt til udtryk, at Paulus glæder sig over filippermenigheden. Det er også et af de mest personlige af fangenskabsbrevene. Når du skal fordybe dig i en bibeltekst, så er det afgørende, at du ikke går til teksten med en særlig læsemetode eller -strategi. Du skal heller ikke gribe teksten an ud fra en specifik (videnskabelig/menneskelig) tilgang. Det er langt fra opbyggeligt og uholdbart, hvis du skal leve som kristen. Du skal ikke tilføje noget yderligere til Skriften. Nej, Guds Ånd må åbenbare Ordet for dig. Det er hans vilje og gode ønske for dig som bibellæser. Ordet må gøre sin gode gerning med dig og ikke omvendt! Tænk over det et øjeblik: Der er ingen anden form for lyrik og prosa eller skrift og tekst, der forkynder om Guds fuldbragte frelsesværk ved Jesu Kristi blod på Golgata for dig! Vi ville aldrig, aldrig ud fra menneskelige evner, formåen og bestræbelser kunne udtænke eller filosofere os frem til, at nåden er nok.

Den norske teologiprofessor, Carl Fr. Wisløff, skriver det så rammende i sin opbyggelige bog Ordet om korset: “Våre egne tanker fører ikke frem til Gud. Menneskelig visdom er dårskap i Guds øyne, men Gud har funnet det for godt ved forkynnelsens dårskap å frelse den som tror (1. Kor 1, 21). Den som bare vil følge sine egne tanker og følelser, han har ingen mulighet for å skjelne drøm og dikt fra guddommelig visdom og sannhet. Hold deg til Guds ord i Bibelen, så skal Satan ikke føre deg vill, men du skal bli ledet helt frem til saligheten hjemme hos Gud.”

En kristens forhold til Bibelen

Søren Kierkegaard har udgivet et lille opbyggeligt skrift med titlen “Om forskellen mellem et geni og en apostel”, som på en god måde fremstiller en kristens forhold til sin bibel. Den kristne forkyndelse, vi hører i kirkerne, pointerer Kierkegaard, er fuldstændig forfejlet. Den gør kristendommen til noget, vi skal og kan vurdere, mens den i sandhed er noget, vi blot må bøje os for. Kierkegaard skriver videre, at vi kan og skal ikke vurdere en Guds apostel – og i den sammenhæng hele Skriften – ud fra en menneskelig målestok. Vi hører ikke på en apostel, fordi han er retorisk lærd og begavet, men udelukkende fordi han har sin myndighed fra Gud. Før vi åbner Bibelen og hører Guds Ord, så ved vi dybest set ikke, hvad kristendom reelt er. Vi må høre det fra profeterne og apostlene, så deres ord læses og lyder i hans troende menighed på jord – hvor udgangspunktet altid er i Skriften.

Mit ønske for dig, kære læser, er, at du vedvarende i dit kristenliv gang på gang fastholdes i Skriftens myndighed! Og det kan kun ske ved ét: at du søger derhen, hvor det er at finde – i Ordet alene. Jeg har nævnt det tidligere i denne serie, men vil gøre det igen. For jeg håber og beder så inderligt om, at du – i dette tilfælde på baggrund af Filipperbrevet – får et forhold til din Bibel, så du selv får glæde og frimodighed til at åbne denne bog – hver dag! Ja, at dit åndelige liv udspringer af dette Ord. For det er netop det, det i realiteten gør! Frelsesvisheden, frelsesglæden og frelsesfrimodigheden er ikke at finde i gerninger, oplevelser eller noget tredje! “Bliv i mig”, siger Jesus til sine nærmeste i sin afskedstale. Det gør vi ved at søge tilflugt og vedvarende forblive i Jesu Ord som kristenlivets forunderligste nådemiddel!

Til hver en tid vil jeg ønske, at du går direkte til livets brød, Ordet om Kristus Jesus, frem for at læse denne serie, hvis hensigt netop er, at du iler til Skriften alene. Alligevel håber jeg, at vi må fortsætte med at lægge vind på at hjælpe hinanden til at (for)blive bibellæsere hele livet igennem. Det er en forudsætning for et sundt og gudfrygtigt kristenliv; at du ikke blot læser Ordet, men at du tager dette Ords kraft til dig i hjerte, sjæl og sind, så du kan blive bevaret i troen på Kristus Jesus.

Paulus’ ønske om at sende Timotheus

Lad os nu vende tilbage til menighedsbrevet. Brevet til filipperne er også kendetegnet ved at være et personligt brev, da det omhandler Paulus’ medarbejdere, Timotheus og Epafroditus. Vi skal se nærmere på Paulus’ beskrivelse af Timotheus. Med fordel kan du læse vers 19-24 igen.

Allerførst bliver vi klar over to forhold i dette afsnit.

For det første ved vi, at Paulus besidder et inderligt ønske om at komme til Filippi, men foreløbig må han vente i uvished på den romerske kejser Neros domsafsigelse. Da Paulus var fængslet i havnebyen, Cæsarea, ankede han sin sag for kejseren, som altså var Nero, der sad på tronen (jf. ApG 25,10). Han var kendt for sine intense kristenforfølgelser, som han særligt aktualiserede i Rom i år 64. Det er altså af denne kejser, Paulus venter på det endegyldige svar om sin fremtid.

For det andet bliver vi klar over, at Timotheus er hos Paulus, mens han er i fangenskab i Rom. Alligevel har Paulus det ikke sådan, at han vil beholde sin trofaste ven og medarbejder hos sig selv i Rom uanset hvad. Paulus er på baggrund af Epafroditus blevet klar over filippermenighedens forhold. I Filippi har de brug for Timotheus, hvilket er anledningen til at sende Timotheus til menigheden. Hvis situationen med Paulus udvikler sig sådan, at han ikke selv er i stand til at rejse til Filippi, så kan han sende sin medarbejder. Herigennem håber han også, at han kan få muligheden for at høre, hvordan det står til hos dem.

Man kunne umiddelbart forestille sig, at Paulus udelukkende ville glæde sig, hvis der skete forbedringer i hans egen situation – i sin fængselscelle i Rom. Men Paulus giver udtryk for noget andet. Han har et håb. Et håb om at kunne sende sin medarbejder, Timotheus.

Tænk, at midt i fangenskabet, så er Paulus villig til at sende sin gode tjener og medarbejder – ham, som han netop har hos sig. Tænk et øjeblik på hvilken støtte, Timotheus må have været for Paulus. Men hvad står der? Han er rede til at sende sin trofaste ven til Filippi. Han er villig til at give afkald. Ville det ikke være nærliggende for Paulus at tænke: “Timotheus, ham må jeg beholde. Jeg kan ikke undvære ham. Jeg har brug for ham her hos mig i min fængselscelle.” Men sådan tænker Paulus ikke. Han er villig til – og ønsker inderligt – at kunne sende Timotheus til dem i Filippi. Hvor er det dog forunderligt. Paulus har virkelig et sind, der minder om Kristi sind.

Timotheus

Paulus karakteriserer sin unge medarbejder på baggrund af to forhold. Det første er, at Timotheus har et oprigtigt og villigt sind til at rejse. Det andet er, at han har stået sin prøve. Vi skal se på begge forhold i sin sammenhæng.

Paulus beretter i sin omtale af Timotheus, at han er den eneste, der besidder et villigt sind til at rejse. Vi får at vide, at der forekom kristne medarbejdere i Rom, som Paulus ikke kunne stole på. Han ville i hvert fald ikke betro dem den tjeneste at rejse til Filippi og vejlede menigheden i sit sted.

Hvad var årsagen til det?

De søgte deres eget.

Paulus har i det forudgående berettet om forkyndere med urene motiver (jf. 1,15ff). Der var nogle i Rom, der prædikede om Kristus med det formål at skabe strid og opnåelse af egen ære. Det er farligt at prædike af egennytte, og desværre har der formodentlig været tale om mange forkyndere. På trods af dette, så har Paulus dog en stor glæde; han har Timotheus.

Prøvet troskab

Timotheus har en troskab – en prøvet troskab kan man sige. For Timotheus har fået et nyt sind. Det, der kendetegner Timotheus, er, at han netop står i modsætning til dem, der søger deres eget. Selviskhedens liv og egenviljen er stærkt repræsenteret hos de andre. De søger deres eget – ikke det, der hører Kristus til.

Paulus omtaler Timotheus som én, der har stået sin prøve. Der er en prøve i troens liv, og Paulus sammenligner derfor deres indbyrdes forhold som et barn, der hjælper sin far. Det skriver han også i indledningen i det andet brev til Timotheus: “Til Timotheus, mit kære barn” (1,2a). Sammen har de tjent evangeliet – som far og søn. Det er minsandten et herligt billede på deres fælles vandring.

Derfor har Paulus ingen som Timotheus. Der er mange, der besidder urene og selviske motiver. Men det gør Timotheus ikke – han er tro i tjenesten. Af den grund er det kun ham, Paulus ønsker at sende. I øvrigt kender filippermenigheden ham ganske godt. Paulus udtrykker i vers 22, at filipperne kender Timotheus: I ved, hvordan Timotheus har stået sin prøve” (min understregning). Der ligger også i udsagnet, at menigheden har kendskab til Timotheus’ person og hvad han har været igennem som tjener for evangeliet. Timotheus var søn af en troende, jødisk kvinde og en græsk far. Timotheus havde et godt omdømme hos brødrene, da han begyndte at virke sammen med Paulus i Lystra (jf. ApG 16,1-2).

Hvis vi ser på betingelserne for, at Paulus kan sende Timotheus til dem, så skal han virke som bindeled mellem menigheden og Paulus. Dernæst skal han i Paulus’ sted hjælpe med at tage sig af forholdene i den kristne menighed i Filippi.

Paulus har altså det ønske, at Timotheus kan agere som en kontaktperson, så han løbende kan følge med i menighedens liv – for Paulus har et brændende ønske om at høre, hvordan det videre kommer til at forløbe. Han må vide det. Han må få indsigt i forholdene, så han også selv kan være ved godt mod, når han igen hører fra dem.

Paulus åbner op for her, at han regner med at modtage gode og glædelige nyheder. På hvilken baggrund gør Paulus dette? “Jeg håber ved Herren Jesus …” (v.19a) og: “Men i tillid til Herren stoler jeg på …” (v.24a).

Den fængslede apostel lægger ikke sine planer som andre mennesker. Nej, han har et håb. Og hans håb er bestemt af Kristi vilje. Selvom der er noget, som er uafklaret i forhold til fangenskabet, så håber han dog på afklarede forhold snarest.

Læg igen mærke til Paulus’ ordvalg: “Men i tillid til Herren stoler jeg på …”

Hvor har vi dog brug for at tage ved lære af Paulus’ eksempel! Kan du sige dette, som Paulus, under alle forhold og under alle vilkår? Også selvom du måske står i en uoverkommelig og uoverskuelig situation? Gør da som Paulus! Hav tillid til Herren – i alle ting!

Det første afsnit om Paulus’ fremtidsplaner og omtalen af Timotheus er af stor betydning i glædesbrevet. Selvom det hovedsageligt består af praktiske oplysninger, så er det et velsignet afsnit! Vi får indblik i Paulus’ inderlige ønsker om at hjælpe de kristne i Filippi, og det gør han i tillid til Herren – ikke i tillid til sig selv. Samtidig håber Paulus, at selve retsprocessen udvikler sig på den måde, at han i egen person kan rejse. I alt fald agter han at sende sin medarbejder, Timotheus, til menigheden i Filippi.

Vi skal nu se på anden del (v. 25-30), der beretter om Epafroditus.

Epafroditus – filippernes udsending

Efter Paulus’ ønske om at sende Timotheus til dem, begynder han at omtale filippernes egen udsendning, Epafroditus.

Vi skal læse det næste afsnit, som er sidste del af kapitel 2:

Jeg har ment det nødvendigt at sende Epafroditus til jer, min broder og medarbejder og medkæmper, jeres egen udsending, som I sendte til at tjene mig, med hvad jeg havde brug for. Han har nemlig længtes efter jer alle og været urolig, fordi I havde hørt, at han var syg. Og syg har han været, døden nær; men Gud var barmhjertig mod ham, og ikke mod ham alene, men også mod mig, så at jeg ikke skulle have sorg på sorg. Så meget mere ivrig er jeg for at sende ham, for at I skal glæde jer på ny ved at gense ham og jeg selv have mindre grund til sorg. Tag nu imod ham i Herrens navn med stor glæde, og hold den slags mennesker i ære! For under arbejdet for Kristus satte han livet på spil og var nær ved at dø for at opfylde, hvad der endnu stod tilbage i jeres tjeneste for mig.”

Paulus indleder med at berette om Epafroditus’ situation. Vi bliver klar over to forhold vedrørende Epafroditus. For det første har han været syg, ja, så alvorligt at han var døden nær. For det andet længtes han hjem til Makedonien i Filippi.

Filippermenigheden har modtaget efterretning om Epafroditus’ forværrede tilstand i Rom. Vi ved ikke, hvad han har fejlet eller selve årsagen til det dårlige helbred. Muligvis blev han allerede syg på den lange (sø)rejse fra det østlige Makedonien til Italien i Rom (jf. Paulus’ egen rejse fra Cæsarea til Rom i ApG 27+28). Derefter har sygdommen muligvis intensiveret sig.

Filipperne bliver selvfølgelig bekymrede for ham; han var deres udsending. Epafroditus’ sygdom forklarer, hvorfor Paulus i den givne situation er så ivrig efter at sende ham hjem. Han var døden nær, og derfor skal han hjem, så de igen kan glæde sig ved at se ham. Det skal understreges, at hjemsendelsen hovedsageligt sker på baggrund af Paulus’ eget initiativ, og dermed er der ingen grund til at bebrejde Epafroditus, hvis menighedens oprindelige ønske bestod i at stå Paulus bi i en længere periode.

Usporlig er Herrens vej

Et andet forhold, der er værd at stoppe op for, er, at Paulus takker for Guds barmhjertighed. Epafroditus’ helbredelse er udtryk for Guds barmhjertighed, men også i forhold til Paulus. For hvis Epafroditus havde mistet livet, så ville det have tilført yderligere sorg for Paulus – ja, sorg på sorg. Men hvad mener han nu med det? Paulus siger jo i selvsamme brev, at han ser døden som en vinding (jf 1, 21). Hvordan kan vi forene dette?

Det, at Epafroditus kommer sig efter denne sygdom, er Guds barmhjertighed.

Paulus åbner op for en evangelisk dobbelthed: Samtidighed med at døden er en vinding for en kristen, så forholder det sig også sådan, at når Gud giver os at leve, så er det alene Guds barmhjertighed. Vi får lov til at hvile i denne sandhed, for vi lever i tro, ikke i det, der kan ses. I troen får vi lov til at hvile.

Et vers, der har været til stor velsignelse for mig, er Romerbrevet 11, 33: “O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!”

Det er ikke alt, hvad der sker i vores kristenliv, vi kan forstå. Vi kan ikke forklare alt efter vores menneskelige logik! Guds veje er usporlige. Altså: Der er ingen spor. Det er skjult for os. Og det bliver det ved med at være, så længe vi lever i en falden, syndig verden. Men på et tidspunkt, som Paulus skriver til korintherne: “… når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå”, og videre: “Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 Kor 13,10+12b).

En dag skal vi erfare hele Guds fuldkomne hellighed og herlighed – og det skal være uden synd og død. Vi skal kende fuldt ud, skriver Paulus. Vi kan ikke forstå omfanget af, hvad dette udtryk indebærer, men vi kan læse apostlen Johannes’ ord i sit første brev: “Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som her er” (3, 2b). Ja, en dag skal det ske, og vi kan leve i glæde og forventning på denne Kristi dag. Men hvad skal der til for, at du kan juble? Hvad skal der til for, at du kan leve i glæde til denne dag oprinder? Johannes giver et svar i næste vers: “Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren” (3,3).

Håbet til ham, Kristus. I troen på Jesus som Kristus er der håb, ja, tro og håb går forunderligt hånd i hånd. Læg særlig mærke til, at håbet er knyttet til Kristus alene: til ham.

En Herrens udsending

Epafroditus kender vi kun fra Filipperbrevet i dette afsnit samt kapitel 4, vers 18. Han var medlem af den kristne menighed i Filippi og var sandsynligvis lærer, evangelist eller tilsynsmand. Epafroditus skal ikke forveksles med Epafras, der nævnes i Kolossenserbrevet (1,7; 4,12). Selve navnet er af hedensk oprindelse og er sandsynligvis afledt af gudinden Afrodite. Af den grund har familien højst sandsynligt været afgudsdyrkere før de blev kristne.

Epafroditus blev kaldet til at hjælpe Paulus i sit fangenskab, hvor han ligeledes har kunnet berette om tilstanden i menigheden.

Epafroditus havde også til opgave at levere filippernes pengegave til Paulus, som han inderligt takker for og glædeligt kvitterer for, jf.4,3. Filipperne har haft et særligt syn for, hvad Paulus havde brug for. Til trods for de tiltagende interne stridigheder, som menigheden gradvist oplever, så har de alligevel udvist velvilje og et særligt kald til at støtte deres åndelige vejleder.

Paulus udlægger for filipperne, hvorfor Epafroditus kommer tidligere hjem end forventet. Vi forstår, at Epafroditus længes hjem. Sandsynligvis har han været ængstelig for, hvordan menigheden derhjemme ville reagere på den tidlige hjemsendelse. Menigheden havde udvalgt Epafroditus. De havde muligvis salvet ham og særligt husket ham i bønnetjenesten. De havde også bidraget til de økonomiske omkostninger, som en sådan rejse har påkrævet. Der har sikkert eksisteret vidt forskellige følelser og holdninger til Epafroditus’ tidlige hjemsendelse. Nogle i menigheden har været nedtrykte og måske ligefrem skuffede over dette. Forhåbningerne til Epafroditus’ tjeneste har selvfølgelig fyldt meget i menigheden og de har ønsket det bedste for ham. Men uanset har der med sikkerhed været flere i menigheden, der er blevet bedrøvet og måske set denne udsendelse som mislykket – i hvert fald med menneskelige øjne.

Da vil jeg spørge dig: Hvordan er det, at Paulus beskriver filippernes egen udsendning?

Er det med en skuffende og opgivende tone? Er det med en negativ klang, så Epafroditus føler sig yderligere anfægtet og nedtrykt? Nej, det er lige det modsatte: “min broder, medarbejder og medkæmper”, skriver Paulus.

Han beskriver ham med tre velsignede ord, som er præget af en evangelisk tone.

For det første ser Paulus ham som en bror – en bror i Herren. En bror eller en søster er noget ganske særligt. Der vil altid være en betydningsfuld relation til en bror. Tænk på hvordan Paulus må have reageret, da han så Epafroditus i sin fængselscelle – sin bror i Herren. Et glædeligt syn! Et opmuntrende syn!

Den anden betegnelse, Paulus anvender, er medarbejder. Ikke blot en arbejder, men en medarbejder. Det er en, der i særlig grad arbejder mod det samme. De har været målrettede i tjeneste for Herren. Der har ikke eksisteret skjulte og selviske bagtanker eller motiver i tjenesten. Nej, de har ikke prædiket dem selv, de har prædiket Kristus (jf. 2 Kor 4,5). De har været hinandens medtjenere. Ikke forstået på den måde, at Paulus så at sige har været arbejdsgiver og Epafroditus som arbejder – altså som noget mindreværdigt. Nej, det er ikke tilfældet i Guds riges arbejde. De har gensidigt hjulpet hinanden og ikke mindst været udholdende og påtrængende i bønnens tjeneste.

Det tredje ord er medkæmper. Som åndelige brødre og som hinandens medtjenere har de sammen kæmpet for evangeliet. Sammen har de kæmpet for at vandre evangeliet værdigt for Kristi navns skyld. De har tjent evangeliet.

Tag imod ham med glæde!

Men hvorfor er det, at Paulus er så omhyggelig med at omtale Epafroditus på denne måde? Paulus opfordrer dem til, at de skal tage imod deres egen udsendning med glæde! For han har – sammen med Paulus – kæmpet for evangeliet. Og det var ved at koste ham livet. Her får de ikke blot Epafroditus’ egne ord – når han vender tilbage til menigheden – men også Paulus’ ord om situationen. Paulus understreger, at det er den rette beslutning at sende ham tilbage til dem i Filippi. Det sidste, Paulus ønsker, er at tillægge menigheden en ekstra belastning eller byrde, så de interne stridigheder intensiveres. Paulus vil undgå, at der opstår sorg på sorg. Det, som Paulus netop vil med dette brev, er at afværge en eventuel negativ kritik af Epafroditus’ hjemsendelse. Filipperne skal derimod glæde sig over det arbejde, der er blevet udført i tjenesten for Herren. Paulus udtrykker sin personlige respekt og taknemmelighed for Epafroditus og sin uforbeholdne anerkendelse af hans indsats. Af den grund bør de tage imod ham med al glæde og agtelse, fordi han vovede livet for tjenesten i Kristus.

Kristi efterfølger

I vers 30 står der, at Epafroditus har sat livet på spil i tjenesten for Herren. Det kan hentyde til den dødelige sygdom, men også til andre forhold i hans liv. Han er lydig og villig til at bryde op fra sit hjemland.

Vi er måske tilbøjelige til at tænke, at når et menneske har udvist et sådant mod og lydighed imod Guds kald, så må dette menneske i særlig grad være under Guds beskyttelse og velsignelse. Ja, det er det menneske i sandhed! Du, der går Guds vej og følger hans vilje, er i sandhed et Guds barn, der er inde under hans varetægt; men det hindrer og fritager dig ikke fra sygdom, nød og ulykker.

Under arbejdet for Kristus satte Epafroditus livet på spil. Her er vi inde i efterfølgelsen af Jesus. For tænk hvad det kostede Jesus! Det kostede alt for ham at vinde dig. Og det koster alt for dig at følge ham. Tjenestevejen koster, men det er på en forunderlig måde en velsignet vej. Tænk blot på dette menighedsbrev som eksempel: Det blev til på baggrund af Epafroditus’ sygdom og længsel hjem. Epafroditus skal rejse, og det giver en anledning for Paulus til at skrive et brev. Ja, Gud har sandelig virket igennem Paulus og medarbejderne Timotheus og Epafroditus. Dette Kristusbrev og glædesbrev har været til uendelig velsignelse for troens folk. Hvor har vi dog grund til at stoppe op og takke for dette frelsende Ord.

Lyst og smerte

Afslutningsvis mindes jeg en sang, som vi – i mit gamle missionshus – altid afsluttede mødet med at synge stående:

Skriv dig, Jesus, på mit hjerte,
du min konge og min Gud!
at ej lyst, ej heller smerte
dig formår at slette ud!
Denne indskrift på mig sæt:
Jesus udaf Nazaret,
den korsfæsted, er min ære
og min salighed skal være!

(DDS 208)

Det er en kendt sang (faktisk er det snarere en bøn), der har betydet noget ganske særligt for mig de seneste år.

Den rummer en evangelisk bøn om, at Jesus må blive bevaret i mit liv. Og samtidig at det må vedblive bestandigt på trods af indgreb udtrykt i henholdsvis lyst (alt det, der dybest set er sjovt og interessant) og smerte (sygdom, lidelse og denne verdens udfordringer). Bønnen omhandler, at alle de nævnte forhold ikke må være årsag til, at Jesus får en anden plads i mit liv og i mit hjerte end pladsen som min Herre, frelser og forsoner.

Ja, Kristus Jesus, den korsfæstede, er min ære og min salighed.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.