Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (5) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (5) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Paulus taler om, at vi skal være lydige, arbejde og have gudsfrygt. Hvordan tager vi imod sådan en formaning?

Paulus har i starten af det andet kapitel formanet menigheden i Filippi til at have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (2,5). Denne formaning får en stærkere understregning, da han ud fra Kristus-hymnen (2,6-11) maler den korsfæstede Kristus for deres øjne. Paulus vil nemlig kun kende til Kristus som korsfæstet (1 Kor 2,2). Betoningen af Kristi fornedrelse, ydmygelse og lydighed skal derfor hjælpe menigheden til at vandre evangeliet værdigt. Formaningerne i Kristus skal virke til trøst, glæde og frimodighed for den kristne menighed.

Paulus fortsætter sit formaningsafsnit i de næste vers (12-18) af det andet kapitel.

Vi begynder med at læse vers tolv:

Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse.”

Allerførst vil jeg opfordre dig til at læse ordene langsomt. Læs gerne verset flere gange. Bed over verset. Bibellæsning og bøn hænger uløseligt sammen. Der er en uendelig rigdom i at vide, at Gud vil åbne sit eget ord for os ved sin Ånd. Vi har så inderligt brug for det – vi må bede om det igen og igen. Vi kan ikke ud fra egne bestræbelser udtænke Guds vilje med Skriften. Gud må åbenbare det for os.

Lydig imod Ordet

Der er særligt ét ord, jeg har lyst til at starte med at fremhæve. Det er det ene ord, som Paulus beskriver filipperne med. Han bruger ordet “lydige”. Tænk, der er ingen anden menighed, som Paulus har stiftet, der får den beskrivelse, at de er lydige. Paulus ser filipperne som lydige.

Jeg kom til at tænke: Hvordan vil du beskrive din egen kristne menighed eller forsamling? Hvilket ord ville du bruge? Og hvordan vil du beskrive dit eget kristenliv? Er du lydig?

Jeg er overbevist om, at den lydighed, Paulus omtaler, er lydigheden imod Skriften. Er du lydig imod Ordet, Guds ord? Er du lydig imod evangeliet?

Eller er din lydighed måske gradvist ophørt – måske uden at du selv er bevidst omkring det? Det er vigtigt at tage imod Ordet i lydighed. Gør du det? Eller er det noget, du blot gjorde i begyndelsen af dit kristenliv?

Hvor er det afgørende, at vi som filipperne fortsætter med at være lydige imod Ordet og lever det nært.

Paulus oplevede, at filipperne tog imod ordet om korset – ikke blot da han var sammen med dem, men også i sit fravær (jf. vers 12b). Det må være et forunderligt syn, når en kristen menighed bliver dannet på evangeliets fundament og samtidig forbliver på denne vandring i tro og lydighed imod Ordet! Hvilken stor trøst og opmuntring for Paulus at kunne beskrive filippermenigheden som lydige i Herren.

Kristi lydighed

Paulus indleder sin formaning i vers tolv med et bestemt adverbium (biord): “derfor”. Det henviser til hovedindholdet i Kristus-hymnen (v.6-11).

Jesus ydmygede sig og var lydig, ja, lydig til at dø på korset. Af den grund har Gud ophøjet ham, og i det navn skal alle bekende, at Jesus Kristus er Herre.

Derfor skal den kristne menighed arbejde med frygt og bæven på frelsen.

Jamen, kan du så sige, har Jesus da ikke netop fuldendt frelsesværket på korset? Hvorfor begynder Paulus så at formane dem (os) til at arbejde på frelsen? Frelsen har vi da ved Jesu lydige død på korset! Jeg skal da ikke bidrage med noget? Har Jesus ikke fyldest gjort – for mig?

Gud har udvalgt dig!

Vi må ikke misforstå Paulus, når han bruger verbet ‘arbejde’. Det står entydigt i Skriften, at i Guds rige skal du ikke arbejde på din frelse. For hvis du gør det – altså arbejder af egen kraft, styrke og vilje – så modtager du ikke af nåde, men efter fortjeneste. Og da lever du stadig i loven og ikke i Kristi evangelium.

Det pointerer Paulus så stærkt for den kristne menighed i Rom: “Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed” (Rom 4,4-5).

Da står du uden for nådeforholdet med Gud – det er dybt alvorligt.

Måske siger du: Jamen der står jo, at det er troen, der regner den ugudelige (synderen) for retfærdig. Da er min tro afgørende? Altså den tro, som jeg i mig selv frembringer. Så skal jeg da bidrage med mit?

Du har ret i, at troen – for Jesu skyld – gør dig fri og frelst fra synd, død og djævel. Men så spørger jeg dig: Hvordan kom du til tro? Hvordan fik du troen? Skete det på baggrund af egne anstrengelser? Af egen fromhed? Af intense bønne- og fastestunder?

Det er indgroet i vor natur at tænke på denne måde. Men svaret forbliver et stort og rungende nej! For det står skrevet allerede i Det Gamle Testamente hos profeten Ezekiel: “For dette siger Gud Herren: ‘Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem’” (Ez 34,11).

Profeten Jeremias forkynder ligeledes om, at det er Gud, der handler: “Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om” (Jer 15,19).

Jesus bekræfter denne grundsandhed i sin afskedstale til disciplene: “Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer” (Joh 15,16a).

Det er vigtigt at grunde over denne virkelighed – for det er virkeligheden for alle Guds børn. Denne grundsandhed til frelse og til trøst er selve forudsætningen for, at den kristne menighed ikke skal ende i lovtrældom, farisæisme eller herlighedsteologi.

Her rejses spørgsmålet om, hvad der kendetegner den sande, kristne menighed.

Jesus giver et godt svar, da han midt om vinteren gik rundt på tempelpladsen, og jøderne pludselig slog en ring omkring ham: “Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig” (Joh 10,27).

Dette vers er definitionen på en sand, kristen menighed. Da må jeg spørge dig: Kender du Jesu røst? Følger du ham, når han kalder? Er han din hyrde?

Jeg mindes en salme, som forkynder denne grundsandhed så forunderligt, at vi i sandhed har brug for at blive fundet af hyrden:

Fårene vendte sig hver til sin vej,

gik på de vildsomme steder.

Råbet fra hyrden de ænsede ej;

derfor han selv dem opleder,

Jesus, den trofaste hyrde.

Når han dem finder, da lægger han dem

på sine skuldre med glæde,

trykker dem til sig og bærer dem hjem;

tornefuld sti han må træde,

Jesus, den trofaste hyrde.

Han kalder dig ved navn

Måske har du det som Zakæus. Han ville af egen kraft anstrenge sig for at se Jesus: “Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke” (Luk 19,3a). Han håbede blot på et lille glimt af ham, de kaldte Jesus fra Nazareth.

Jeg er sikker på, at Zakæus ikke regnede med, at han skulle få muligheden for at tale med Jesus – og slet ikke, at han ville få Jesus som gæst i sit hus.

Du tænker måske, om det var på baggrund af Zakæus’ egne kræfter, at han fik muligheden for at se Jesus. Men hvad gør Jesus? Han kalder ham ved navn: “Zakæus, skynd dig at komme ned!” (19,5).

I dette femte vers afslører Jesus hemmeligheden om, hvem der er den egentlige initiativtager bag alle omvendelser: Jesus selv.

Læg mærke til, at Jesus allerede godt ved, at Zakæus er oppe i træet, og at han kender tolderens navn. Sådan er det altid. Længe før at længslen efter Jesu nåde bliver vakt i dit hjerte – altså hvor lovens gerning først har virket i dit liv til syndserkendelse og syndsbekendelse – så kalder han dig ved navn. Han kender dig. Han ønsker, at du skal skynde dig! Han kan ikke vente. Og det gør Jesus også i dag!

Det er ikke dig, der kommer til Jesus og søger ham, nej, det er Jesus, der opsøger det fortabte.

Hvordan reagerer Zakæus på dette? Ja, på den eneste, sande måde, som en fortabt synder kan, når han står foran Jesu fuldkomne nåde: Han står frem og bekender sin synd. Han vil gøre bod (19,8).

Læg mærke til, at Zakæus ikke blot står frem for Jesus, men også for sin familie. Derfor kan Jesus sige, at der er kommet frelse til dette hus (19,9). Og hvilken forunderlig afslutning på beretningen om Zakæus’ omvendelse, når Jesu ord lyder: “For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte” (19,10).

Hvor er det utrolig rigt at starte med et ord af Jesus, hvor han kalder dig ved navn, og samtidig afslutte med et ord af Jesus som dette. Det er sandelig Gud, der handler, ved sin Ånd. Og Ånden vil kun dette ene; at herliggøre Sønnen, Jesus, for dig i dit hjerte!

Tak, Herre Gud, at det er dig, der søger og finder mig. Må du gøre det til en uendelig, evangelisk rigdom i vore hjerter! Lad denne grundsandhed til frelse stadig vokse dagligt i vort kristenliv!

Arbejd med frygt og bæven

Overskriften til denne serie om Filipperbrevet bærer titlen: Et Kristus- og glædesbrev. Hvordan kan det dog hænge sammen med Paulus’ ord om frygt og bæven? Hvordan er det muligt at arbejde under frygt? Det hæmmer jo selve arbejdsindstillingen og arbejdsglæden, tænker vi. Burde det ikke heller være kendetegnet af fryde- og glædestoner? Filipperbrevet er et glædesbrev!

Jeg er overbevist om, at der i dag i mange kristne sammenhænge ikke forkyndes til frygt og bæven – altså til sand gudsfrygt og ærefrygt. Det er en side af Guds væsen, som for mange er noget fremmed og dermed noget uforståeligt. Mange forstår ikke, at Guds hellighed og kærlighed kommer af samme hjertelag! Mange af mine medstuderende på lærerseminariet i faget kristendomskundskab mener, at Gud er vred og hellig og kun taler om synd i Det Gamle Testamente. Og i Det Nye Testamente er Gud god, kærlig og barmhjertig og ønsker alles frelse. Sådan opfattes Bibelen.

Jeg prøver altid at minde dem om følgende bibelvers fra Hebræerbrevets forfatter: “Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (13,8).

Denne virkelighed bliver tydeligere, når den læses i lys af Jesu ypperstepræstelige bøn i det femte vers: “Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til” (Joh 17,5). Altså: Jesus var til før verdens skabelse. Sønnen og Faderen er ét – lige i herlighed, hellighed og fuldkommenhed. Her åbenbares treenighedens mysterium og selveste Guds inderste væsen. Dette dyrebare og forunderlige kapitel er et bibelstudium værdigt, derfor må vi standse her og vende tilbage til Filipperbrevet.

Gud handler!

Du skal læse vers tolv i lys af vers tretten: “For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Paulus har før berørt det i det første kapitel, hvor han skriver til filipperne: “Han (Gud), som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (1,6).

Filipperne skal leve i den tillid til, at Gud vil fuldføre sin nådegerning i deres hjerter. Det er et trøsterigt vers for den kristne menighed. Gud vil fuldføre den, for det er Ham, der har begyndt den i os.

Hvad er frelsens kendetegn? Frelsens kendetegn er netop gudsfrygt – en ærefrygt for den levende Gud, som har magten til – ved sit Ord – at døde og gøre levende. Det er lovens og evangeliets gerning med os.

På knæ for Jesus

Jeg mindes nogle vers i Bibelens sidste bog, Åbenbaringsbogen. Johannes, den discipel som Jesus elskede, levede sine sidste dage i eksil på øen Patmos. Han var med, da Jesus bar korset. Han var med, da Jesus blev naglet fast til korset. Han var med, da Jesus udtale sine syv korsord. Han var med, da Jesus drog sit sidste åndedrag. Han var med, da soldaten gennemborede Jesu side, og blodet randt ned ad korsets træ. Han var med, da alt så håbløst ud. Han var vidne til, at al verdens synd blev sonet af Guds lydefrie lam. Johannes var med. Det leder os til Johannes’ sidste dage i eksil – alene. Men hvad er det, som apostlen gør, når han ser Jesus åbenbare sig for ham på øen Patmos? “Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder som død” (Åb 1,17a).

Johannes kaster sig ned for ham – som var han død! Kan han gøre andet? Efter alt hvad han har været vidne til? Åh, navnet Jesus – min Herre, min Frelser, min Konge og min Forsoner! Hvor må jeg dog gøre det samme som Johannes. Jeg vil kaste mig ned for Jesus i evig tak, gudsfrygt, glæde og lovprisning for det, han har gjort for mig – for dig – for filipperne og for hele Guds menighed på jord!

Gudsfrygt og nåde

Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham”, skriver salmisten i salme 103,11. Dette vers er et løfte. Gud har knyttet nåden sammen med gudsfrygten. Jeg tror, der er mange, som har overset dette. Og jeg tror, at det særligt i vor tid er en fortiet del i forkyndelsen. Hvor er det dog sjældent, at vi hører om bibelsk gudsfrygt. Tænk over det.

Hvornår har du sidst konverseret med noget om det eller hørt om det i en prædiken? I en kristen forsamling? I din bibelgruppe? Det fylder ikke meget, men det hører med i et sandt forhold til Gud.

Prøv at læse ordene igen: “Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse.”

Gud vil jo kun kærlighed, siges det. Men da trækker vi noget væk fra Guds væsen. Det forholder sig sådan, at det udgår fra samme hjertelag! Gudsfrygt og glæde går hånd i hånd. Salmisten skriver: “Tjen Herren i frygt!” (Sl 2,11).

Apostlen Peter skriver ligeledes i sit andet brev: “Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve” (3,11).

Peter forkynder, at vi skal leve gudfrygtigt. Hvorfor? Fordi vi lever i glæde og i forventning om Herrens dag, Jesu Kristi dag – Jesu andet komme.

Hvordan kan vi gøre det? Paulus formaner os om dette i de følgende vers:

Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger, så I kan være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden” (Fil 2,14-15).

Jeg har lyst til tage udgangspunkt i sidste del af versene. Paulus har beskrevet filipperne som lydige. Guds lydefrie børn, kan man kalde dem. De lever “midt i en forkvaklet og forvildet slægt”. Hvor taler det dog direkte ind i vor tid. Vi lever i en åndelig brydningstid – en åndelig kamptid. Kampen bliver stadig hårdere. Det onde har megen fremgang. Der er et stormløb mod Guds skaberordninger. Det kristne arvegods forsvinder. Man arbejder målrettet imod de kristne værdier. Det kan mærkes, at vi lever i en slægt, der er faldet. Faldet væk fra Guds oprindelige skaberordning og skabervilje.

Men i denne intense kamp, skal den kristne menighed skinne som et himmellys. Hvad er et himmellys? Det er et lys, der er tændt af Gud selv. De kristne, der lever i dette evangeliske lys, som er tændt af Gud, kender til frafaldets fare. Hvorfor er det så farligt? Det står i Ordsprogenes Bog 14,12: “En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden.”

Hold fast ved Livets Ord

Jeg prøver at læse en bestemt bog én gang om året. Det er Claus Munks bog med titlen: Frafald – en aktuel trussel for os alle. Han udpensler på ærlig vis i en grad, som jeg aldrig har mødt hos en forkynder før, frafaldets snare: at det kan ske gradvist – uden at man er sig det bevidst.

Onde magter sætter alt ind på at opbryde de kristne grundværdier i samfund, hjem og menighed. Frafaldet sker i hjertet. Derfor har vi brug for Guds ord som en lygte for vor fod i denne mørke frafaldstid.

Paulus skriver videre til filipperne, hvad de skal gøre – eller rettere sagt, hvad de skal tro: “Hold(er) fast ved livets ord” (15-16a).

Bibelen er ikke blot et ord om liv, men et ord til liv. Et ord, der giver liv.

Jesu ord er et nådemiddel – et ord, der skaber, hvad det nævner. Det er Guds ord – det virksomme ord. Det skal vi tage imod i hjerte, sjæl og sind.

Der hvor du modtager dette ord som frelsens ord, der sker Guds vilje med dig. Dette ord fører dig til frelse og liv.

Samtidig er der noget, som filipperne skal være optagede af i deres kristenliv. De skal være optagede af Guds nådemidler. Det er der, han giver nåden – for vi har bestandigt brug for den!

Frelsen ejer du kun i stadig modtagelse af den. Det åndelige liv skal bevares. Det skal prioriteres. Vejen til himlen er smal. Gå ikke selvsikkert frem og tro, at du har kontrol.

Offer og glæde

Vi skal læse de sidste vers af formaningsafsnittet (16b-18):

(..) “til den stolthed for mig på Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgæves eller slidt forgæves. Ja, selv om mit blod skal udgydes under mit offer og min tjeneste for jeres tro, så glæder jeg mig og glæder mig sammen med jer alle. Glæd I jer ligeledes, og glæd jer sammen med mig!”

Paulus har som menighedens åndelige vejleder kæmpet for, at de skulle holde fast ved evangeliet og leve efter Guds vilje. Af den grund formaner han dem til fortsat at gøre det, så han kan have den stolthed på dagen for Jesu genkomst, at de har holdt fast i evangeliet.

Paulus går så langt som til at sige, at han er rede til at give sit liv for denne menighed, hvis det indebar, at de ville fortsætte deres lydige vandring i evangeliets fodspor. Hvilke ord fra Guds udvalgte apostel! Jeg kan ikke læse dette vers uden at blive forundret. Paulus vidner så klart om, at offer og hengivelse i tjenesten og glæden i Herren er forbundet! Han er kun i stand til at skrive disse ord, fordi han selv har sin fuldkomne glæde i Kristus.

Apostlen åbner op for, at der er noget, han anser som en fare: hvis arbejdet i Herren har været forgæves. Han ønsker ikke, at det skal udmunde i spildt arbejde. De skal løbe, så de vinder sejrsprisen.

Vi ved, at menigheden i Efesos var brændende i troen på Kristus Jesus – i begyndelsen. Men hvordan endte det? De mistede deres første kærlighed (Åb 2,4). Det var begyndt så godt, men ved målstregen endte det i frafald.

De sidste vers i filipperbrevets formanende afsnit slutter med glæde. På trods af, at Paulus’ situation er uvis, så glæder han sig alligevel. Og ikke nok med det, han ønsker, at de skal glæde sig sammen med ham. Ja, glæden bliver da desto større, når du glæder dig sammen med andre.

Lad os vandre i evangeliet i glæde. Lad os glæde os over Jesu Kristi nåde. Lad os glæde os og holde fast ved livets ord. Lad os blive stille for dette ord i denne fastetid. Må Ordet stadig minde os om, at nåden er nok. Vi takker dig Herre Jesus Kristus.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.