Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (4) – et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (4) – et Kristusbrev og et glædesbrev

I advents- og juletiden har Kristus-hymnen et vigtigt budskab og kald til os. Hymnen står i en sammenhæng, hvor Paulus lærer os at formane hinanden I KRISTUS.

I slutningen af Filipperbrevets første kapitel pointerer Paulus, at den kristne menighed ikke blot får skænket nåde til at tro på Kristus, men også til at lide for Kristi skyld (jf. v.29). Lidelsen knytter de kristne til nåden! Gud kan bruge lidelse og prøvelser til at skabe fremgang for evangeliet. Det er en stor trøst for en kristen, der står i anfægtelse og modgang i livet.

I kapitel 1 vers 27 blev menigheden i Filippi formanet til sammenhold udadtil over for modstandere, men nu formaner Guds udvalgte apostel ligeledes til sammenhold indadtil i menigheden. Brevets andet kapitel fortsætter derfor med Paulus’ formaninger til menigheden i Filippi.

Trøsten i Skrifterne

Vi ved, at Paulus har et særligt forhold til filipperne, men ikke alt er godt i menigheden. På trods af menighedens gode kamp for evangeliet, så er der alligevel behov for, at Paulus formaner dem til at stå fast i troen på evangeliet.

Der er noget, der er ødelæggende indadtil i det indbyrdes menighedsfællesskab. Det er en realitet, at der i den kristne menighed kan opstå uenigheder, som senere kan føre til stridigheder. Det er det, Paulus skriver om i det andet kapitel. I den forbindelse indleder han med en påmindelse: Han minder dem om trøsten i Kristus. Den trøst, Paulus omtaler, er trøsten i Skrifterne.

I Romerbrevet (15,4) skriver han om den trøst, som kun skrifterne – Guds Ord – kan give. Det er en salig trøst. Og den giver den kristne menighed grundsandheder til frelse, som vi må åbne os for. Det kan kun ske i taksigelse og i bøn. Det er så afgørende, at vi åbner os for trøsten i Skrifterne.

I Hoseas’ Bog er der et vers, som har betydet noget særligt for mig: ”Tag ord med jer” (14,3a). Hvornår har du sidst taget et bibelord med dig? Hvornår har du sidst taget et bibelvers til dig i hjerte, sjæl og sind? At du virkelig har grundet over det dag og nat, som salmisten opfordrer os til i Salme 1? Hvor ville jeg ønske, at din bibellæsning også bliver kendetegnet af læsning og fordybelse af blot ét enkelt vers. Der er en stor rigdom i at blive ved ét vers og hvile i det! At Gud får lov til at tale sit ord til dig i dit hjerte. Læs det mange gange dagligt. Bed over netop det ene vers, som Gud særligt taler til dig. Prøv det. Det er en forunderlig, evangelisk trøst! Du vil opleve Guds kraft til frelse i Ordet alene.

Formaning i Kristus!

I begyndelsen af det andet kapitel indleder Paulus med en række forhold, der har til formål at styrke menighedens indbyrdes forhold og opbyggelse i Kristus:

Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig …” (Fil 2,1-2a). I den gamle oversættelse står der i begyndelsen: ”Er der da nogen Formaning i Kristus”.

Den oprigtige, bibelske formaning er det samme som trøst. Det går hånd i hånd. Den ægte og sande formaning er ikke en løftet pegefinger, men et oprigtigt ønske om trøst, kærlighed og opmuntring – i Kristus!

Formaningen introduceres med fire sætninger, der alle indledes med et ’hvis’. Et Guds barn, der kender Kristus, kan kun respondere med et samlet ja! Og det er kun muligt i kraft af Jesus.

I det første vers nævner apostlen fire bestemte forhold, der har til formål at minde menigheden om, hvad der kan hjælpe dem til at undgå indbyrdes stridigheder.

Paulus opstiller det som en række spørgsmål: ”Hvis da trøst (…) hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget …”

Læg særligt mærke til, at formaningen fremsættes som en formaning i Kristus. Ved at henvise til Kristus får formaningen større kraft og desto større nåde.

Det, som er fælles for alle Paulus’ formaninger, er, at han altid formaner i Kristus. Han formaner aldrig i loven. Hvorfor dog ikke? Ville det ikke umiddelbart være mere nærliggende at formane ud fra loven?

Hvis formaningen blev givet på baggrund af loven, da ville der ikke være nogen kraft eller trøst, men kun fordømmelse og død. Formaning i Kristus er altid omsluttet af bare nåde! Formaningen har altid evangeliet som forudsætning – aldrig loven! Det er vigtigt at lægge sig på sinde, når vi læser Paulus’ formaninger så vel som Bibelens formaninger i almindelighed. Formaning i Kristus er hjælp og trøst for den, der vil beholde livet i Kristus.

Jeg mindes Grundtvigs påskesalme:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
for dig kun hjertet banker,
kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!”

(DDS 192)

Vi skal nu se på de fire ’hvis-sætninger’ i vers 1, der alle har Kristus som formaningens centrum: “Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget …”

1. ”Trøst i Kristus”:

Menigheden har den forunderlige mulighed, at de kan trøste hinanden i Kristus.

I et andet brev fra Paulus’ hånd beskriver han Gud som ”al trøsts Gud” (2 Kor 1,3). Videre skriver han i det efterfølgende vers: ”… som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (v.4).

Den trøst, som Gud giver os, har vi mulighed for at trøste hinanden med i den kristne menighed. Det er en stor mulighed for at kunne vidne om Jesus. En mulighed for opbyggelse i Kristus.

Et af mine familiemedlemmer oplevede engang, at både hendes daglige andagtsstykke og hendes bibelkalender – hvor der fremgår et vers til hver dag – faldt over samme vers. Det var det ovenstående vers i Andet Korintherbrev, som mindede hende om Guds store trøst. Og hvilken større trøst kan tænkes, end at få lov til at trøste andre med den trøst, man selv er blevet trøstet med? Hvilket forunderligt vidnesbyrd om lidelsesfællesskabet med Kristus – som er et tegn på frelse (jf. Fil 1, 28b).

2. ”Kærlig opmuntring”:

At blive opmuntret – eller formanet – af en ven, et familiemedlem eller sin ægtefælle er værdifuldt. En opmuntring i rette tid og i den rette situation kan være med til at forhindre noget, som man måske kommer til at fortryde. Opmuntring kan være med til at forhindre synd. Opmuntringens kraft kan medvirke til, at man tænker sig om en ekstra gang.

Det er værd at bemærke, at der ikke blot står opmuntring, men kærlig opmuntring. Bag opmuntringen ligger der et oprigtigt ønske om kærlighed. Vi skal altså møde hinanden med kærlig opmuntring. Det gælder ikke blot i hjemmet eller i menigheden, men overalt hvor vi møder vor næste. Vi skal så at sige opmuntre hinanden til opmuntring – i kærlighed!

3. ”Åndens fællesskab”:

Paulus har tidligere i brevet opmuntret menigheden til at stå fast i én ånd og i én sjæl og derved kæmpe for troen på evangeliet (jf. 1,27). Denne kamp kan kun kæmpes af menigheden, hvis det sker i én ånd og én sjæl.

I Bibelen bliver ’sjæl’ betegnet som det hele menneske, hvor ’ånd’ kan betegne to ting: hjertet, som det inderste af personligheden, eller Helligånden. I denne sammenhæng er jeg overbevist om, at Paulus taler om Guds Ånd, Helligånden.

Men hvad kan hjælpe menigheden til at blive i Åndens fællesskab?

I Apostlenes Gerninger (2,38) holder Peter sin pinseprædiken, hvor han kalder til omvendelse og til at blive døbt til syndernes forladelse og modtage Helligånden som gave. I dåben bliver vi en del af Jesu menighed på jord. Vi modtager syndstilgivelse. Ligeledes vokser vi sammen med Jesus (jf. Rom 6,3-5). Vi forenes med Ham og får del i hele indholdet af hans død i mit sted. Dette forunderlige indhold af dåben skal Helligånden holde os fast i, og det er, når vi dag for dag vokser i erkendelsen af dette budskab og dagligt tilegner os det, at vi forbliver i Åndens fællesskab.

Paulus opmuntrer menigheden til at stå fast i Guds Ånd – og kun i den Ånd! Hvis ikke det er tilfældet, så er det en nyttesløs kamp. Det bliver en kamp, hvor man drager udgangspunktet fra sig selv og sin egen formåen. Det er umuligt at stå sammen og kæmpe sammen, hvis fokusset er rettet indad i mennesket på egne bestræbelser og formåen.

Jeg tror, at Paulus’ opmuntring til at blive i Åndens fællesskab har sit udspring i Helligåndens gerning: at overbevise om synd (Joh 16,8). At blive overbevist om synd er selve forudsætningen for at kunne blive og vedblive med at være et Guds barn, der har brug for nåde over nåde. Når Helligånden overbeviser Guds menighed om vores synd og behov for nåden, ledes vi derigennem til at kæmpe for evangeliet i én ånd og én sjæl. Dette er kampens egentlige udgangspunkt – og det rette udgangspunkt.

4. ”Inderlig medfølelse”:

Ikke blot medfølelse, men inderlig medfølelse. Det er afgørende, at menigheden har medfølelse med hinanden. Det betyder, at vi føler med hinanden, hvis nogen møder anfægtelse og tvivl i troens liv. Vi skal se nøden og ikke blot se den, men det er afgørende, at vi handler i denne nød!

Jeg tænker også på den uendelige rigdom, der er i bønnetjenesten. At vi kan bede for hinanden. At vi kan lægge hinanden frem for Gud i bøn. Det er forunderligt at vide, når nogen i menigheden beder særligt for dig. Det er ét udtryk for inderlig medfølelse – og måske det største!

I Judas’ brev minder Herrens bror os om, hvem vi særligt skal udvise inderlig medfølelse over for: ”nemlig dem, der tvivler” (v.22). Ligesom der var nogle af disciplene der tvivlede ved Jesu himmelfart (jf. Matt 28, 17), så vil det også ske i dag i den kristne menighed. Dem skal vi særligt lægge frem for Gud i bøn og udvise inderlig medfølelse og kærlig opmuntring.

Fuldstændig glæde

Paulus’ fire ’hvis-sætninger’ indeholder ikke nogen form for tvivl. Han går ud fra, at disse forhold betyder alt for menigheden – han kender dem. Og da det er tilfældet, så får vers 2 hele sin tilskyndelse fra vers 1: ”Så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind.” I den gamle oversættelse står der i slutningen af vers 1: ”… ved alle at være enige”. Det sammenfatter opmuntringens budskab: Når I alle er ét, så vær da enige! Det er vanskeligt at have det godt med Gud, hvis man har indbyrdes stridigheder med hinanden i menigheden.

Måske siger du, at der aldrig før i kirkens historie har været så mange uenigheder som i dag. Da kan jeg blot sige, at der altid vil være forhold i menigheden, hvor vi vil være uenige. Men så snart det omhandler saligheden – om frelsen – så skal vi enes i Herren! Da skal vi være enige i Bibelens eget vidnesbyrd! Men hvis nogen mener noget andet end Bibelens vej til frelse ved troen alene, nåden alene, Ordet alene, Jesus alene, så er det ikke sand kristendom, men et bedrag! På dette punkt skal vi være fuldstændig afklaret i menigheden!

Det skal her siges, at det forekommer uklart, hvad der har fremkaldt den egentlige splittelse i Filippi. Muligvis beror den på en personlig uoverensstemmelse mellem de to kvinder, Euodia og Syntyke, som vi kan læse om i 4,2. Måske har uoverensstemmelsen eskaleret over længere tid og dermed været ødelæggende for andre i menigheden, så der efterhånden er blevet dannet grupperinger internt. Paulus’ formaning om at være enige er dog fremlagt ganske generelt i brevet og forekommer ofte i hans andre breve. Så selvom vi kan være usikre på den konkrete anledning til, at Paulus skriver, som han gør, til menigheden i Filippi, så er der en generel formaning i ordene, som vi må tage til os i dag: at vi må enes i Herren.

Tjen hinanden i ydmyghed

I vers 3 og 4 inddrager Paulus det modsatte – nemlig alt det, der kan hindre det kristne fællesskab: ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.”

Alle i menigheden må se til, hvad der gavner de andre. Jeg vil særligt understrege betydningen af, at vi i ydmyghed må sætte de andre højere. I dag forbinder man ofte ordet ydmyghed med noget negativt. Ofte i den forståelse, at hvis man udviser ydmyghed, så er man svag. Der er ingen værdi i dette ord – eller i at handle ydmygt. Det forstås ofte på den måde, at du afgiver autoritet og myndighed. Hvis jeg skal ydmyge mig selv, så undergraver jeg jo min personlighed, mit selvbillede og andres opfattelse af mig – og det er skadeligt for mig!

Men det kunne ikke være længere fra sandheden! I Bibelen beskrives ydmyghed som den rette holdning over for Gud og over for de mennesker, jeg er sat iblandt (se 1 Pet 5,5-6). Tænk et øjeblik på Jesu virke. Hvordan handlede han over for sine disciple? Han ydmygede sig! Han vaskede deres fødder. Han ydmygede sig selv og gik korsets vej. Han døde for dem. Men gjorde det noget ved Jesu autoritet og myndighed? Anså disciplene da Jesus som værende ringere end dem? Nej, tværtimod! Det var netop af den grund – at Jesus tjente dem med et ydmygt sind – at de kunne følge ham!

Derfor skal vi tjene, som Jesus gjorde. Vi skal i sandhed sætte hinanden højere! Tænk, hvis de udlevede dette i ægteskabet og i menigheden! De ville være omgivet af Guds rige velsignelse i hjem og menighed! Hvor må vi dog stræbe efter det og sætte alt ind på det. Da bliver bønnen om et ydmygt sind efter Kristi forbillede altafgørende. Tænk hvilken gave, at vi får lov til at ligne Jesus. Jeg tror ikke, vi forstå omfanget af dette, som i sandhed er udtryk for Jesu nåde mod os!

Paulus sammenfatter alle de førnævnte forhold i sætningen: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus” (v.5). Det er Paulus’ egentlige ærinde. Der er noget i sindet over for hinanden i menigheden, som ikke er godt. Det er ødelæggende. I deres indbyrdes relationer er der spændinger. Derfor er det afgørende for Paulus, at de må enes! Paulus ønsker ikke blot glæde, men fuldstændig glæde. Det kan kun ske, hvis de bliver enige indbyrdes. Det er kun muligt at leve indbyrdes i en sund og kristen menighed, hvis det sker på baggrund af Jesu forbillede og store nåde! Jesus skal være menighedens forbillede! Jesus siger selv: ”Lær af mig” (Matt 11,29). Jesu åg letter byrden. Åget er jo i sig selv ikke byrden, men det er noget man bærer byrden med.

Det følgende afsnit er skrevet for at belyse det sindelag, der var i Jesus, så menigheden kan forstå denne formaning til at lade det samme sindelag være i dem.

Kristus-hymnen

Paulus’ formanende afsnit afbrydes med en hymne, som henviser til Jesu fornedrelse og ophøjelse. Kristus-hymnen indeholder fire forhold, der alle omhandler Kristi fornedrelse samt ophøjelse. Hymnens oprindelse er ukendt. Nogle mener, at den kristne urmenighed sang den i deres forsamlinger. Det er usikkert, men hymnen aftegner et teologisk sigte af Jesus som fornedret og som ophøjet. Det afgørende er dog, at Paulus kan anvende Kristus-hymnen og tilkendegive, at den på en særlig måde udtrykker noget essentielt i den kristne tro. Og at den samtidig prøver at beskrive Jesu majestætiske væsen – ud fra bibelske grundsandheder – som er en stor hemmelighed for os. Vi skal nu se på hymnen. Læs den gerne – langsomt – flere gange!

Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære (v.6-11).

Hymnen indeholder fire dele i beskrivelsen af Kristus og hans gerning:

1) Han var hos Gud og var selv Gud (Kristi præeksistens)

2) Han gav afkald og blev menneske (Kristi inkarnation)

3) Han ydmygede sig selv så dybt som til døden på et kors (Kristi ydmygelse/fornedrelse)

4) Fordi han ydmygede sig, har Gud derfor ophøjet ham, så han vendte tilbage til den herlighed, han havde hos Gud før skabelsen (Kristi ophøjelse)

Guds skikkelse Jesus var i Guds skikkelse, før han blev menneske. I Joh 1,1 læser vi: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” Jesus var til før verdens skabelse. Han har altid været Gud.

Han (Kristus) gav afkald på at være i Guds skikkelse, dvs. han gav afkald på sin guddommelige tilværelse, ikke på sit guddommelige væsen. Hvis Jesus havde givet afkald på sin guddommelighed, var han blot et menneske, og hans død ville ikke betyde forløsning og frelse for os. Omvendt: Hvis Jesus ikke var blevet fuldt og helt menneske, så var han ikke en af os og kunne ikke frelse os. Det er essentielt for troen at fastholde denne for fornuften så ufattelige sandhed: at Jesus var både sand Gud og sandt menneske.

Paulus skriver i Galaterbrevet: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” (4, 4-5). I sit eget guddomsvæsen var Jesus ikke af loven, men derimod var han født under loven i inkarnationen. Jesus var ikke af natur under synden, men han kom i en tjeners skikkelse. Han holdt ikke – som sammenligningen nu understreger – krampagtigt fast på sin guddomsherlighed, som røveren gør med sit rov. Røveren vil jo gøre alt i sin magt på at beholde sit rov. Kontrasten er den, at Jesus netop var villig og lydig til at ydmyge sig og give afkald. Jesus er netop lig Gud. Havde Jesus ikke ydmyget sig, så var han ikke blevet vores frelser. Da ville vi være evigt fortabte. Men Jesus holdt ikke fast. Han ydmygede sig “og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (v.8). Han gav afkald. Han ydmygede sig. Ja, han gik igennem og led den størst tænkelige form for ydmygelse. Det endte i død.

Tænk, det er vores frelser! I Paulus’ andet brev til menigheden i Korinth står det beskrevet meget godt: ”I Kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

Vi skal forstå Guds skikkelse som, at Jesus var Guds udtrykte billede, men det var skjult i en menneskelig skikkelse. Det er en vigtig pointe, at Gudsskikkelsen var skjult i inkarnationen. Folket vidste jo ikke, at Jesus var Guds søn. Det måtte åbenbares for dem i Ordet! Læg mærke til i evangelierne, at Jesus ikke kendes på sin umiddelbare nærværelse, uanset hvor virkelig den ellers er. Han må selv give sig til kende gennem sit Ord, hvis hjertet virkelig skal få varig trøst af hans nærhed (læs fx Matt 14, 26-28; Luk 24, 15-16+27; Luk 24,36-39; Joh 21, 4).

Jesus ydmygede sig og fornedrede sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at Jesus opgav sit guddommelige væsen. Som sagt var det blot skjult i en menneskelig skikkelse. Jesus er og bliver ét med Gud i magt, ære og herlighed.

Jesu ydmyghed og lydighed er vor genoprettelse

Derfor har Gud højt ophøjet ham” (v.9a).

Vers 9 indledes med et adverbium: ’derfor’. Det anvendes til at henvise til det, som netop er nævnt om Kristi ydmygelse og fornedrelse. Samtidig markerer det et subjektsskifte, fra Jesus til Gud, da det nu er Gud, der er den handlende.

Jesus bliver ophøjet, fordi han var ydmyg og lydig til at dø for vore synder. Jesu bøn i Getsemane åbner op for hemmeligheden i hans guddomsvæsen: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din” (Luk 22,42).

Tak, Herre, at du valgte at være lydig til døden på et kors. Vi forstår ikke omfanget af din kærlighed og nåde mod os.

”… og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (9b-11).

Krybbe og kors

Navnet Jesus er det navn, hvormed genoprettelsen fra syndefaldets dag har sket fyldest. Jesus kommer med frelse, forløsning og forsoning. Derfor befalede englen omhyggeligt Maria, at hun skulle navngive ham Jesus: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus” (Luk 1,31).

Maria var som Herrens ringe tjenerinde lydig og navngav ham, som englen havde befalet. Jesus betyder “Herren frelser”.

Romerbrevets juleevangelium lyder således: ”Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet” (8,3).

Guds søn blev menneske – fuldt og helt, men uden synd. Romerbrevets juleevangelium forkynder også, at Gud blev menneske af en særlig grund: ”for syndens skyld”, står der. Ved ham, Jesus-barnet i krybben, skulle vores synd – i kødet – få sin retfærdige dom. Alle syndens anklager lod han ramme Jesus. Korset er den endegyldige dom og fordømmelse over synden i kødet.

Læg mærke til, at krybben og korset er knyttet tæt sammen – begge dele er udtryk for ydmygelse, foragt og fattigdom. Men Jesus var villig til at gå den vej – for dig! Jeg vil ønske for dig, at du må gå advents- og juletiden i møde med disse ord i dit hjerte. I navnet Jesus ligger der en stor opmuntring til os i julefejringen.

Alle skal bøje knæ og bekende

En dag skal alle knæ bøje sig og bekende, at Jesus er Herre. Det skal alle – frelste så vel som fortabte. Lad mig spørge dig: Glæder du dig til denne dag?

Alle skal bekende – ingen er undtaget. Også i himlen, på jorden og under jorden. Guds tjenere, englene, skal bekende. Det skabte, mennesket, skal bekende. Dem, der er gået forud, skal bekende. Jeg er overbevist om, at selv sjælefjenden, Satan, og alle dem, der begik oprør imod Gud, skal bekende, at Jesus er Herre.

Satans fald står i stor kontrast til indholdet i Kristus-hymnen – Jesu lydighed, ydmyghed og selvopofrelse for os. Sjælefjenden ønskede at være lig Gud. Han ønskede det, som ikke var retmæssigt hans. Det blev hans fald og derfor fristede han mennesket med den selv samme synd, som han faldt under. Men han ved, at Jesus er Herre. Satan ved, han allerede er besejret. Selv hans onde ånder i evangelierne bekender; at Jesus er Guds søn (se f.eks. Luk 8,29). Den dag skal alle knæ bøje sig for Jesus!

Nådetiden – den er nu!

Læg mærke til årsagen til, hvorfor vi skal bøje os. Forud for den mundtlige bekendelse af Jesus som Herre, skal vi bøje os for navnet – Herren frelser. Det er på grund af Jesu navn, og betydningen heri, at vi skal bøje os. For Jesus er Herre! Han er Gud! Han har sejret, også selvom vi ikke har levet i denne tro.

Hvor er det dog altafgørende, at denne bekendelse sker i nådetiden! Og nådetiden er altid nu! Bøj dig for ham nu. Når den store dag oprinder, Jesu andet komme, så lad det ikke være første gang i dit liv, at du bøjer dine sønderbrudte knæ for Jesus! Lyt til opfordringen fra Elifaz’ tale: ”Forlig dig med ham, og få fred” (Job 22,21). Forlig dig med Gud, bøj dine knæ for Ham! Da vil du modtage fred – fred med Gud.

For nogle vil denne bekendelse kun være omsluttet af indgydende frygt og skrækslagen. For andre vil bekendelsen ske i bare glæde, da den indvarsler selve opfyldelsen af det, som de allerede håbede på. Alle skal bekende, men tænk et øjeblik, hvis du i denne stund var vidne til denne store dag. Hvordan ville det lyde? Ville den frygtindgydende bekendelse overdøve den glædelige bekendelse? Det tror jeg desværre. Ja, vejen er smal, siger Jesus, få finder den. Det bliver en bekendelse til evig dom eller evig frelse.

Afslutningsvis må vi drage en parallel tilbage til Paulus’ udgangspunkt: at Kristus-hymnen (v.6-11) er inddraget for at vise menigheden, hvilket sind der var i Jesus Kristus. Formaningen sker i Kristus, og hele evangeliets fylde lægges ind under vers 5: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus.”

Ja, Herre Jesus. Vi bøjer vore sønderknuste knæ allerede nu og bekender: Du er Herre! Og alt skal da være til Guds ære!

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.