Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (2) – et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (2) – et Kristusbrev og et glædesbrev

Efter Paulus’ bøn om, at kærligheden må blive rig på indsigt og dømmekraft (jf. Fil 1,9f.), begynder Guds udvalgte apostel at fortælle om sit fangenskab i Rom.

Paulus orienterer om sin situation

Lad os begynde med at læse fra kapitel 1 vers 12, der omhandler Paulus’ forhold i Rom: ”Jeg vil have, at I skal vide, brødre, at forholdene her hos mig snarest har ført til fremgang for evangeliet.”

Paulus havde et særligt forhold til menigheden i Filippi – det kan du eventuelt læse mere om i første del. Af den grund har menigheden helt sikkert været bekymret for Paulus, deres åndelige vejleder. De havde en interesse for Paulus’ ve og vel. De ønskede også en forsikring om, at deres bønner for Paulus og pengegaven ikke var forgæves.

Men hvordan står det så til hos Guds udvalgte apostel?

Paulus omtaler en bestemt fremgang i det ovenstående vers. Men hvilken slags fremgang? Det er ikke en personlig fremgang for Paulus eller hans vilkår i fangenskab, nej, men derimod for udbredelsen af Guds ord!

Det ligger i vores menneskelige natur at ønske fremgang for os selv og ikke mindst for dem, der forkynder om Jesus. I Paulus’ tilfælde har hans tjeneste i lænker tværtimod ført til en vinding i Guds rige. Det kan vores menneskelige natur ikke forstå.

Vores tankegang er, at Paulus netop har været begrænset i sin tjeneste. Det ville da være at foretrække, hvis Paulus var en fri mand, så han frit kunne forkynde Guds ord uden hindring. Derved kunne han også besøge de forskellige kristne menigheder, som han så inderligt længtes efter, og dermed fortsætte sin tjenergerning og opbygge dem i troen på Jesus!

Det er endnu et udtryk for vores menneskelige tankegang, men heldigvis er Guds veje uransagelige, så det ikke blot er begrænset til vor forstand.

Guds vilje

En vigtig pointe, som jeg særligt har lagt mærke til, er, at det er Gud selv, der har valgt, at Paulus skal sidde i fangenskab i Rom. Han sidder i sin celle, bundet til en fængselsvagt, for Jesu skyld. Ikke fordi han er en forbryder, der på retfærdig vis får, hvad han har fortjent. Nej, men fordi Gud har kaldet ham til det.

For hvad er det egentlig, Paulus beretter om? Fængselslænkerne har ført til fremgang for evangeliet Sikke et vidnesbyrd! Han fortsætter sit apostelkald på trods af begrænsende og ydmygende vilkår. Han er i fangenskab for evangeliet.

Der står, at hele livvagten, fangevogterne, blev klar over, at Paulus ikke var en forbryder, men at han var et vidne for Kristus: ”Det er blevet klart i hele borgen og for alle andre, at det er for Kristi skyld, jeg er i lænker.” Derfor er det så fortrøstningsfuldt at læse: ”at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker” (v.13b).

Paulus ønsker altså at fortælle menigheden i Filippi om, at der er grund til glæde. Det er, som om han vil sige: ”Der er ingen grund til bekymring! I skal ikke bekymre jer om mig! Men glæd jer derimod over, at evangeliet har fremgang.”

Paulus har ikke fokus på sig selv og sine vilkår. Han har fokus på udbredelsen af Guds ord!

En hunger efter evangeliet

Tænk engang: Evangeliet, ordet om korset, ordet om forløsning, ordet om nåde over nåde har fremgang! Hvordan har du det med denne sætning? Er der fremgang, en åndelig vækst, i vor tid? Hvad er kendetegnende for vor tid?

Jeg mindes et domssyn fra profeten Amos’ Bog, som jeg læste forleden: ”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter Herrens ord, men de finder det ikke” (Am 8,11-12).

Tænk et øjeblik over disse vers. Der skal altså komme en tid, hvor det ikke længere er muligt at høre ordet om korset. På et tidspunkt er det slut.

Tænk, en længsel efter en sand, bibeltro forkyndelse, der klart forkynder om lov og evangelium – til omvendelse og nyt liv. En dag vil mennesker opsøge denne forkyndelse, men forgæves. Den er forstummet.

Hvilke alvorsord, der maner til ransagelse. Da kan du tænke: Hvordan står det til hos mig?

Men læg mærke til, at det netop er Gud, der sender denne hunger (Am 8,11a). Ligesom det var Gud, der sendte Paulus til Rom. Jeg er overbevist om, at det gør en altafgørende forskel. Uanset hvor anfægtende og fortvivlende det nu end lyder, så er det Gud, der handler. Det er en stor trøst for et Guds barn midt i nøden.

Fremgang for evangeliet i to forhold

For at sammenfatte de læste vers nævner Paulus altså to forhold, som har haft fremgang ved fangenskabet.

For det første er livvagten og mange andre kommet til tro og har erkendt, at Paulus ikke er lænket på grund af en forbrydelse, men for Kristi skyld (v.13).

For det andet har fængslingen af Paulus bevirket, at brødrene, den kristne menighed i Rom, har fået større frimodighed til at forkynde evangeliet uden frygt (v.14).

Læg særligt mærke til de tre ord i vers 14: ”tillid til Herren”. Det er ord, som kendetegner Paulus’ tjeneste i sit fangenskab. Det er udtryk for en tillid og vished om, at Gud vil bruge ham – også selvom det ud fra vores menneskelige forstand ser fuldstændig håbløst ud. Jeg er sikker på, at apostlen mindedes det vers, som han flere år tilbage skrev til menigheden i Rom: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).

Rene og urene motiver

Videre læser vi: ”Nogle prædiker ganske vist Kristus af misundelse og lyst til kiv, men andre gør det af god vilje, og de gør det af kærlighed, da de ved, at jeg er sat til at forsvare evangeliet” (v.15-16).

Den fængslede apostel orienterer om, at der i Rom er forkyndere med urene motiver. De prædiker Kristus af misundelse, kiv (det betyder strid eller stridslyst) og egennytte. Det skal forstås på den måde, at deres motiver i forkyndelsen af Jesus Kristus ikke er rene, og de har haft visse bagtanker med det.

Jeg er overbevist om, at der ikke er tale om falske apostle, der givetvis kom med et nyt evangelium eller på anden vis ønskede at tilføje noget yderligere til retfærdiggørelsen. For hvis det forholdt sig sådan, så ville Paulus udtale sig på lignende måde, som han gør til de falske apostle i Galatien: ”Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han” (Gal 1,9).

Tværtimod handlede det om, at deres budskab i forkyndelsen af Kristus ikke var i overensstemmelse med deres livsførelse. De forkyndte jo Kristus, men de havde ikke erfaret, når nåden opdrager en kristen til et helligt liv. Der var ingen samklang mellem liv og lære.

Misundelse

Når apostlen bruger ordet ’misundelse’ til at beskrive disse forkyndere, så tror jeg, det omhandler Paulus’ apostoliske position i forhold til dem. Det, som er afgørende, er, at de godt var klar over, at Paulus var ankommet til Rom. Selvom han var begrænset til sin fængselscelle, så er jeg sikker på, at den kristne menighed i Rom jævnligt besøgte Paulus og lyttede til hans forkyndelse. Derved blev forkynderne – med urene motiver – ængstelige for at blive stillet i skyggen af Guds udvalgte apostel.

Men evangeliet har alligevel en frelsende virkning i sig selv (Rom 1,16). Evangeliet er ikke afhængig af vores duelighed. Nej, det er netop i vores uduelighed, Gud kan bruge os.

Denne erkendelse skaber styrke – ikke fra os selv, men styrke fra Herren. Hermed kan Paulus sige til menigheden i Korinth: ”Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10).

Kiv – strid

”Lyst til kiv”, står der videre som et af kendetegnene. Der er nogle forkyndere, der ligefrem ønsker stridigheder i menigheden. Det opnår de gennem deres tjeneste, forkyndelsen af Guds ord.

Tænk at en ordets tjener inderligt ønsker at misbruge sit embede til dette formål. Det er alvorligt, når det forholder sig sådan.

Men eksemplerne på stridigheder er mange i den kristne menighed. Paulus vidste godt, hvor nedslående det kan være. Tænk blot på ham og Barnabas’ uenighed om den anden missionsrejse (læs ApG 15, 36-39), hvor der står: ”Det førte til bitter uenighed, så deres veje skiltes.”

Selvfølgelig er der en forskel mellem strid og uenighed, men sagen er den, at det ofte kan føles ens. Menigheden i Filippi kendte også til interne stridigheder. Paulus formaner direkte to personer til at enes: ”Jeg formaner Euodia og formaner Syntyke til at enes i Herren” (Fil 4,2). Vi ved ikke, hvad den eksakte situation omhandlede, men jeg tror ikke, det har været om det helt centrale i den kristne tro, retfærdiggørelseslæren. Muligvis har det omhandlet adiafora – mellemting, som Bibelen ikke direkte eller indirekte udtaler sig om (læs evt. Rom 14,14-20; ApG 10,11-15; 1 Kor 8,13).

Men ser vi bort fra den konkrete strid, så er det generelt sådan, at uoverensstemmelse mellem kristne i en menighed ikke blot ødelæggende for deres glæde, men i sidste ende en hindring for evangeliets fremgang. Derfor er det, Paulus ønsker, at de må enes i Herren.

Selvhævdelse Paulus fortsætter sin beskrivelse af dem, der forkynder med urene motiver: ”De andre forkynder Kristus for at hævde sig selv” (v.17a).

At hævde sig selv er det samme som at løfte sig selv op – ophøje sig selv.

Dette vers lagde jeg særligt mærke til. Det gjorde indtryk.

Kender du til det? Er det noget, som du praktiserer? For dig selv, mennesker eller over for Gud? Tjener du Herren for at hævde dig selv?

Jeg kender det alt for godt i mit eget liv. Uanset hvad, så er det altid med. Der ligger altid en trang og en lyst til ære, anerkendelse og ophøjelse fra andre mennesker. Det skaber en glæde i vor menneskelige natur.

Hvor er det dog altafgørende, at vi har et åbent og afklaret forhold til Gud! Da må jeg mindes sangstroferne: ”Selv er jeg intet, Jesus mit alt!”

Johannes Døberen siger det så rammende: ”Han (Jesus) skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30). Dette er samtidig udtryk for sand helliggørelse!

Men hvor har jeg dog brug for at gentage Døberens ord – at gøre dem til mine! Ja, det er en daglig kamp for et Guds barn! Denne verden ser jo ingen ære ved ydmyghed. Verden kan ikke forstå det. Det er en dårskab, en tåbelighed. Det går fuldstændig imod verdens tankegang om værdi og lykke.

Min studiekammerat udtalte engang: ”Syndernes forladelse? Jeg har da ikke brug for at få mine synder forladt. Hvad taler du om, Stefan? Måske har du, men ikke jeg!” Dette er den herskende forestilling i dag.

Et vers, hvor jeg også har fundet evangelisk trøst, er fra Kolossenserbrevet: ”I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse” (1, 14). Et fantastisk vers! Læg mærke til det lille ord ’i’. Jesus er forløsningen! Intet i os selv, men alt hviler i ham! Og når forløsningen, syndernes forladelse, er at finde hos ham, Jesus, så kan løfterne aldrig svigte! De står fast til evig tid. De er beseglet med blodet – nådeblodet.

Jeg har sandelig brug for forløsning – at blive løsrevet fra dette syndens legeme! Jeg har brug for at få mine synder tilgivet! Denne tone er ukendt og en dårskab for verden! Men den må ikke forstumme! Vi skal som Guds børn aldrig gøre ordet om korset til skamme! Det er Guds kraft til frelse! (jf. 1 Kor 1,18).

Glæd jer”, siger Paulus, i sin fængselscelle op til femten gange i dette brev! Vær frimodig og tal uden frygt – Jesus har sejret! Herren er min styrke. Ikke noget i mig selv, som denne verden hævder. Nej, men alene det kors, hvor Jesus hang.

Må tolderens ord blive dine ord: ”Gud, vær mig synder nådig” (jf. Luk 18,13b).

Dette er frelsesbønnen. I denne bøn hviler hele evangeliet. Nåde over nåde er at finde for den, som kommer til Jesus med sin synd.

Når du ønsker at hævde dig selv, da er der grund til at komme frem for nådens lys! Det lys skinner altid klarest!

For at vende tilbage til verset, så tror jeg, at forkynderne – med de urene motiver – er ængstelige for at blive stillet i skyggen af den udvalgte apostel. De er bange for, at de skal miste ære og anseelse fra menigheden i Rom.

Popularitet og tilslutning

Den norske bibel (Bibelen Ressurs) oversætter udtrykket ”at hævde sig selv” med ordet ”ærgjerrighet”. I kommentaren står der, at udtrykket indebærer, at de ikke forkyndte for at ære Gud eller for at hjælpe Paulus, men for at blive populære og få tilslutning fra mennesker.

Heri består en meget stærk kontrast mellem Paulus og de omtalte forkyndere. Paulus’ aposteltjeneste bevidner, at han aldrig nogensinde har stræbt efter ære, personlig vinding eller en stor skare af tilhængere, som ville følge ham.

Paulus kredser ikke om sig selv. Af den grund kan Paulus proklamere i sin fængselscelle: ”Thi for mig er livet Kristus” (v.21a).

Jesus er livet! For Paulus er Kristus selve livet! Paulus skriver et andet sted noget lignende: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20).

Herren Jesus siger i sin afskedstale til sine disciple: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, og lidt senere: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer” (Joh 14,6; 15,4a).

Ikke bare ”liv”, men selve livet i bestemt form. I ham, Jesus, har du livet.

Men selvom motiverne til deres forkyndergerning er urene og uværdige for evangeliet, er det trods alt Kristus, der forkyndes. Og heldigvis, fortsætter Paulus, er der andre, som forkynder Kristus af kærlighed (jf. v.15b), fordi evangeliet har givet dem frimodighed og tillid til at vidne om Jesus uden frygt for mennesker.

Glæden fortsætter!

”Men hvad! Kristus bliver i alle tilfælde forkyndt, hvad enten det er på skrømt eller oprigtigt, og det glæder jeg mig over. Men jeg vil også blive ved med at glæde mig” (v.18).

Udtrykket ”men hvad!” anvender Paulus til at understrege, at forkyndernes motiver må være en sag mellem dem og Gud. Gud ser til hjerterne, han alene kan gennemskue deres tale.

Disse ord: ”Men hvad!” må vi lære at tilegne os som kristne. Forstået på den måde, at vi ikke må blive slået ud, hvis vi oplever modstand, anfægtelse, ydmygelse og personlig modgang.

Det er ikke ensbetydende med, at det er en let sag. Men Jesus skal prises værdig. Og det skal også ske i anfægtelsens time. Tænk blot på alt det, som Paulus har været igennem (læs evt. 2 Kor 11,23ff.).

Alligevel formår han – ved Jesu Kristi nåde og Åndens nærvær – at takke og glæde sig!

I ordene lægger der også en opfordring til bøn, synes jeg. Det er ikke ensbetydende med, at Paulus overlader dem til deres egen skæbne og ikke ønsker, at de skal omvende sig fra deres kødelige lyster, egennytte og andre urene motiver. Nej, Paulus ønsker, at de skal søge lyset, som skinner i mørket, og lægge alt frem for Gud.

Men ud over forkyndernes motiver – rene såvel som urene – så glæder Paulus sig!

Hvorfor?” kan du spørge. Han sidder i fængsel! Og ikke nok med det, så oplever han tilmed, at visse forkyndere ønsker at sætte ham i et dårligt lys. Paulus oplever personlig modstand. Men det betyder ikke noget for Paulus. De kan gøre hvad de vil, for de tror, at de kan føje nye trængsler til lænkerne! Men én ting er sikkert: Kristus forkyndes! Det glæder han sig inderligt over, og det vil han fortsætte med.

Det fremgår så tydeligt, at Paulus glæder sig over evangeliet! Paulus glæder sig også ved tanken om fremtiden. Og det gør han, også selvom fremtiden er usikker og uvis. Måske bliver han snart dømt og henrettet – det ved han ikke. Måske bliver han frifundet. Han har dog vished vedrørende ét forhold; at dette (hans situation jf. v.19) skal tjene hans evige frelse. Han sidder nemlig fængslet for Kristus.

Gør, hvad I vil – blot Kristus forkyndes!”

Paulus kender til vigtigheden af forbøn! Der er magt i de foldede hænder – også selvom de er lænkede.

Paulus stoler på filippernes forbøn og Jesu Kristi Ånds hjælp. Det er en stor trøst for en kristen, når menigheden husker en i forbøn. Det er ligesom at blive båret frem. Paulus kendte til denne glæde.

Af den grund fortsætter han med at skrive følgende i sit brev: ”Det venter jeg med længsel på, og jeg håber, at jeg ikke skal blive til skamme i noget, men at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø. Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding” (v.20-21).

Gør med mig, hvad I vil. Blot så længe Kristus æres gennem forkyndelsen! Så før mig igennem al slags lidelse, smerte, ja tilmed døden! Bare Kristus forherliges, så er der grund til glæde.

Det er Paulus’ opfattelse – et sandt vidnesbyrd. Kunne du få dig selv til at udtale disse ord? At døden er vinding? Døden er sejr?

Paulus skriver til menigheden i Korinth: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,55).

Når jeg læser dette vers, så hører jeg det med en sejrende klang! Døden er blot en overgang til Guds rige! Verset er udtryk for troens fulde hengivelse til Kristus! Det, som er afgørende for Paulus, er, at Herren skal bestemme.

Jeg mindes nogle vers, som Paulus skrev flere år forinden sit fangenskab: ”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren” (Rom 14,7-8).

Et vanskeligt valg

Paulus står i et valg, som kommer til udtryk i vers 23f.: ”Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.”

Han står i et valg, som han ikke rigtig kan finde ud af. Men faktisk behøver Paulus ikke at vælge, da Kristus har udvalgt ham.

Alligevel beskriver han fordelen ved at forblive i live. Den frugt, som en kristen skal bære for evigheden til gavn for andre, skal jo netop bæres nu! Høsten er stor, og nu er det arbejdstid.

Men der trækkes fra begge sider, skriver Paulus. I sit personlige kristenliv foretrækker han helst døden, da det betyder evigt samvær med Kristus. Men over dette ønske står der et ønske om at forherlige Kristus og på den måde fremme evangeliet (jf. v.20).

Paulus kommer frem til en konklusion: ”Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen” (v.25).

Paulus er vis på, at han skal fortsætte løbet. Han skal fortsætte med at forkynde Kristus-glæde, ikke blot for filipperne, men for menigheden i Rom og alle, der vil lytte. Han vil medvirke til evangeliets fremgang. Det kan føres tilbage til vers 9 og 10: ”at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag”.

Paulus ønsker, at menigheden skal gå frem i åndelig vækst. Hvor det sker ved Ånden, er der glæde i Kristus. Også selvom du skulle møde modgang og anfægtelse. Glæd jer altid!

Paulus skriver afslutningsvis i vers 26: ”så Kristus Jesus endnu mere kan være jeres stolthed ved hjælp af mig, når jeg igen er hos jer”.

Filipperne skal have deres stolthed i Jesus – ikke i Paulus eller i sig selv.

Fængselscellen og lænkerne er med til at styrke menigheden i Filippi, så Jesus forbliver deres stolthed og glæde – Kristus-glæde!

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.