Efter Paulus’ personlige formaning om enighed i filippermenigheden, understreger han på ny Kristus-glæden for filipperne:
Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad alle mennesker mærke, at I har et mildt sind! Herren er nær (Fil 4,4-5).
Apostlen vender igen tilbage til brevets grundtone: Glæd jer, filippere, glæd jer! Men er det virkelig nødvendigt, Paulus, at du skal nævne det igen? Ja, det er det. For Paulus ved, at menigheden stod i intern uenighed, som muligvis kunne udvikle sig til splittelse. Derfor må han sige det igen: Glæd jer! Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i de retfærdiges bog, Livets bog (4,3b). Glæd jer over, at I sammen har kæmpet for Kristi evangelium. Derfor, kære filippere, skal I lade jeres medmennesker erfare – dem i menigheden såvel som dem, der ikke kender Kristus som Herre – at jeres mildhed er knyttet til nådens frelsesværk.
Glæde i det kristne liv?
“Glæde og kristendom hænger ikke sammen”. Det er en sætning, jeg som efterskolelærer har hørt fra et par af mine elever. De havde den opfattelse; at glæde og den kristne tro udelukker hinanden, da der jo er så mange ting, man ikke må gøre som kristen. Det dræber jo glæden, at du er begrænset her i livet på jorden, lyder deres tankegang.
Men da er det en stor glæde – som kristen efterskolelærer – at kunne henvise til Filipperbrevet, som et sted, der understreger Kristus-glæden. For denne glæde, Paulus omtaler, den er funderet på Jesu Kristi frelsesværk. Den kristne glæde er derfor ikke afhængig af ydre omstændigheder og indre følelser. Og det er uanset, om du oplever grund til glæde og frimodighed i dit kristenliv. Det beror ene og alene på det, at det står skrevet – at det er Guds ord! Derfor står det fast! Derfor gælder det! Derfor holder det – i liv og i død. Fordi Gud har åbenbaret det for os! Fordi Gud har talt! I den tro skal du leve – også selvom du oplever, at livet består af uro, ulykke, anfægtelse og smerte.
Jeg mindes den nyere salme, der har følgende titel: “Jeg har en ven, som gav sit liv.” En del af tredje strofe lyder som følger:
Tænk, jeg skal ikke dø, fordi
Jesus døde i stedet!
Al min dødsangst er nu forbi,
den er byttet med glæde.
(SOS 366)
Tænk, en ven, en frelser, der gav alt – for dig! Han har fjernet dødsangsten og erstattet den med glæde – Kristus-glæde! Det er Filipperbrevets budskab. Et forunderligt og glædeligt budskab, der aldrig er dig længere væk end din Bibel! For denne ven og frelser, Kristus Jesus, han er dig ganske nær.
Herrens nærhed
Måske tænker du, at en påmindelse om glæde ikke i sig selv er styrkende for mig i mit kristenliv. Da vil jeg nævne, at Paulus i dette afsnit begrunder glæden i følgende tre ord: Herren er nær. Det, der er glædens ophav for en kristen, er funderet på de tre ord: Herren er nær.
Hvor jeg ønsker for dig, at du ville mindes dette ord i din hverdag! Prøv at læse det igen: Herren er nær.
Visheden om, at Herren er nær, hjælper med at fastholde glæden i dit kristenliv.
Et sandt kristenliv, der bygger på den kristne tro i lov og i evangelium, er et liv i vished om, at her hvor vi er, der er Gud, og da bliver vi stærke i Ham. Det er et godt sted at starte dagen med den faste tro på, at Gud er os nær. Hvilken styrke og hvilket håb der ligger i dette ord!
Jeg mindes et vers fra den gammeltestamentlige profet Hoseas, der opmuntrede til at leve i ordets nærhed: “Tag ord med jer” (Hos 14,3a). Du skal ikke blot tage dette ord til dig, for du skal også tage det med dig! I hjerte, sjæl og sind. Overalt hvor du går.
Det at Herren er nær, betyder også at vores tid er kort. I den vished og tro skal vi leve, da det vil hjælpe os til at våge og vente i glæde.
Men midt i denne forventningens tid, da er der noget, der kan forhindre den omtalte glæde. Det omtaler Paulus i næste vers:
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak (4,6).
Glæde og bekymringer
Hvis der er noget, der er et særligt kendetegn for vores gamle natur, Adams natur, da er det bekymringer. Det er så nærliggende at bekymre sig. Og hvor er det let for os, at vores tanker udvikler sig til bekymringer. Jesus omtaler det selv i sin lignelsestale, hvor han forklarer lignelsen om sædemanden for disciplene: “Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet” (Matt 13,22).
Først og fremmest kvæler bekymringerne troens liv, da det modsatte af glæde er bekymringer. Dernæst dræber det også glæden.
Her er det vigtigt for mig at understrege, at der findes en falsk glæde, der ikke er baseret på Kristus-glæde. Det nævner Jesus i selvsamme lignelse fra talen i Matthæusevangeliet: “Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler og forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra” (13,20-21). Det er noget, jeg særligt lagde mærke til, da jeg læste Jesu lignelsestale. Der findes en glæde over Ordet, der ikke er oprigtig. Der findes en glæde over Ordet, der ikke holder. Der findes en glæde over Ordet, der kan briste.
Det er alvorlig tale! For da melder spørgsmålet sig: Er det mig, Jesus taler om? Holder jeg kun ud i en given tid? Har Ordet ikke rod i mig? Hvis jeg oplever tilpas mange trængsler og forfølgelse grundet min tro, vil jeg så ende i frafald?
Men da er den store trøst, at Jesus har lært os at bede! For hvis bekymringerne omsættes til bøn, til påkaldelse og til tak, så er der trøst at finde, da Herren er nær i Ordet og i de løfter, han giver. Når du er mærket af bekymringer, dødsangst og anfægtelse, da vil jeg opmuntre dig til at søge en stille stund i bøn, hvor du minder dig selv om, at Jesus døde i dit sted – for dig. En bibelskolelærer har sagt, at du skal bede dig ud af dine bekymringer, for det får du lov til som kristen. Ikke forstået på den måde, at du bliver bønhørt for dine mange ord. Men ene og alene det, at Herren har lovet at være dig nær. Og det gælder i alle forhold og på alle tidspunkter i dit liv. Du får lov til ikke at bruge tid og kræfter på denne verdens bekymringer. Hvis du falder i bekymringerne, da skal du se det som en anledning til at bede. Paulus taler om tre sider af bønnen i dette vers:
1) bedebønnen, som er en fællesbøn om konkrete forhold med åndelige ønsker
2) påkaldelse, som er et råb til Gud, hvor du måske kun nævner Herrens navn
3) takkebønnen, som har et særligt fokus på det at takke for alle de gode gaver, Herren giver
Bøn er samtale med Gud, hvor du får lov til at udøse alt. Hvornår har du sidst tænkt over dette i din bedestund? Hvornår har du sidst ilet til denne hellige stund med din frelser?
Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus (4,7).
Fredens Gud
Paulus anvender en herlig beskrivelse af Gud Herren som fredens Gud. Hvor er det en herlig side af Guds væsen, at han midt i vores sorg kan give os den glæde og fred, der bærer os hjem til Ham.
Når Paulus netop har omtalt bekymringerne, er det en stor trøst for filipperne og for os i dag at vide, at Gud Herren er en fredens Gud, der rækker ud over vores menneskelig forstand. Tænk, hvor herligt det skal blive. Vi får løftet om en fred, som vi ikke har indsigt til at forstå. Hvilken herlig og glædelig fred, vi har i vente! En himmelsk fred, som kun Gud kan give!
Det bestemte verbum, bevare, som er brugt i denne sammenhæng, er oprindeligt et militært udtryk, der betyder at bevogte mod fremmede.
Hvordan kan vi blive bevaret i troen og i Kristus-glæden? Hvordan kan vi beskytte os fra bekymringer og alt det, der dræber glæden og den levende tro? Jo, det er netop freden, Guds fred, der skal bevare os i Kristus. For Guds fred er egentlig Jesus, da han er vor fred (Ef 2,14a). Og som vi berørte før, så opstår bekymringerne i vores tanker – den menneskelige forstand – men da bliver bønnen desto større: Bevar os hos dig, og bevar os som dine helt til det sidste!
Må dette blive en bøn for dig i dag, at Guds fred, Kristus Jesus, må bevare dig.
