Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (10) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (10) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Paulus's brev til filipperne er meget personligt. Også formaningerne til navngivne enkeltpersoner har et budskab til os i dag.

Guds udvalgte apostel, Paulus, har i slutningen af det tredje kapitel mindet den første kristne menighed i Europa om, at de skal have det for øje, at det egentlige borgerskab er i himlene (Fil 3,20), hvorfra Kristus kommer for at fuldende og fuldføre den gerning, han begyndte med (Fil 1,6). Derfor gælder det for filippermenigheden og for os i dag at stå fast i det levende håb, vi har i Kristus. Lev i glæde og forventning til Kristus Jesus. Vent på ham som frelser! Hvilken evangelisk glæde, at han skal komme som din frelser! Er det ikke værd at vente på – i længsel og glæde?

Derfor, mine kære brødre, som jeg længes efter, min glæde og sejrskrans, stå således fast i Herren, mine kære! (4,1).

At være i nåden

Hvilket inderligt forhold Paulus har til denne menighed! Det er dette vers vidne om. Prøv at læse verset igen. Fra sin fængselscelle har Paulus en inderlig længsel efter at kunne besøge filipperne. Denne længsel er stærkt følelsesbetonet: mine kære, mine brødre, min glæde og min sejrskrans!

Det, der er særligt for menigheden i Filippi, er, at Paulus kalder dem for “min glæde og min sejrskrans”. I sine breve er der ingen anden menighed, han tillægger sådan en beskrivelse. Det er værd at lægge mærke til. Tænk over det! Dette brev er et glædens brev! Det er en glæde for en kristen at få indsigt i apostlens forhold til denne menighed. Har du overvejet det, når du læser i de nytestamentlige breve? I starten af brevet skriver Paulus: “I er i mit hjerte” (1,7).

Hvorfor, kan du spørge? Det står i det selvsamme vers: “I (filippere) er jo alle fælles med mig om nåden.”

Hvilken beskrivelse. Hvilket fællesskab. Hvilken samhørighed! At være fælles om nåden! Og ikke hvilken som helst nåde, da det står i bestemt form, men kun den nåde, der kan findes i Kristus Jesus. Derfor – og netop derfor – kan Paulus kalde dem sin glæde og sejrskrans! Filipperne har sejret i nåden. Det er udgangspunktet for den evangeliske glæde: at være i nåden! Dér skal filippermenigheden stå fast! Dér skal de have deres glæde! Dét skal de have deres blik rettet mod! Dér skal de have deres frelsesvished!

Stå fast i Herren, siger den fængslede apostel. Ja, stå fast i nåden. Stå fast i det Ord, der netop skaber fundamentet for nåden. På denne nådens grund er sejrsprisen vundet.

At bryde op

Hvordan begyndte denne vandring for filippermenigheden, kan du måske spørge? Under den anden missionsrejse fik Paulus – midt om natten – et syn om, at han skulle rejse til Makedonien (ApG 16,9). Jeg vil opfordre dig til at læse det sekstende kapitel i Apostlenes Gerninger, når du får tid. Det er opbyggeligt at læse Filipperbrevet i sammenhæng med den anden missionsrejse.

Efter synet rejste han straks dertil sammen med Lukas, Timotheus og Silas. Tænk, det var midt om natten (16,9a), men når Gud kalder, så måtte de bryde op og drage til Makedonien øjeblikkeligt. De kunne ikke vente – det skulle være nu. Det er noget, jeg særligt har lagt mærke til; at de rejste omgående.

Jeg mindes disciplene, der vandrede til Emmaus efter den uforglemmelige påske i Jerusalem (Luk 24, 13ff). De skulle vandre ca. 10 km i Israels ørkenlandskab. Forvirret og fortvivlet gik de hjem med tunge skridt. De havde håbet, at Jesus skulle forløse Israel. De troede, det var Ham! Men hvad skete der på denne vandring? Jo, mesteren selv, den opstandne, opsøger sine disciple midt i deres fortvivlelse og går med dem til Emmaus. Herren åbner til sidst deres øjne under nadveren, så de ser, at det virkelig er Jesus, som er opstået! Hvordan reagerer de? Det læser vi i slutningen af afsnittet: “Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve” (Luk 24, 33). De brød op! De måtte tilbage til brødrene i Jerusalem for at berette om deres møde med mesteren! Det skulle være med det samme – også på trods af udmattelse og nattens mørke. De var netop hjemvendt efter påskehøjtiden, men de forstod, at de straks måtte tilbage for at styrke deres brødre! De havde mødt den opstandne frelser, som havde åbnet Skrifterne for dem.

I denne situation, når Ånden i et syn kalder Paulus, da måtte de af sted – uanset om de fik den nattesøvn, de havde brug for. Det er der noget bemærkelsesværdigt over. Paulus og medarbejderne adlyder Gud og ankommer til Filippi. Men hvad ventede der dem i de få dage, de var i den romerske koloni? Tæsk fra folkeskaren, deres tøj revet i stykker af embedsfolk, pisk fra soldater og en plads i byens inderste fangehul tæt bevogtet af fængselsvagter, hvor deres fødder var bundet. Det var det, der ventede Herrens udsendinge.

Er dette en vellykket missionsrejse? kan du måske tænke. Hvorfor kaldte Ånden dem til denne by i Europa – og i en sådan hast, når de nu endte i en celle uden mulighed for at forkynde evangeliet? Er dette virkelig et sted at starte en kristen menighed? Al den anstrengelse, smerte og fangenskab? Og hvad med folkeskarens reaktion på Paulus’ forkyndelse: “… De forkynder skikke, som det ikke er tilladt os romere at antage eller følge” (ApG 16,21).

Gud kaldte dem til Filippi for at frelse det fortabte, for at male dem Kristus for øje som korsfæstet. På denne måde blev den gudfrygtige kvinde Lydia og fangevogteren frelst. Gud satte dem fri fra fangenskabet, og til apostlens store glæde lykkedes det – ved Guds nåde – at vinde en kristen menighed og få dem grundfæstet i troen, inden de ledende embedsmænd måtte bede dem om at rejse derfra.

Det tyder på, at Lukas formentlig har fået lov til at blive i den nystartede menighed, da det syttende kapitel indledes med et sprogligt skifte fra ‘vi’ til ‘de’. Gud kaldte dem dertil i hast. Men med hvilket formål? At en purpurhandler og en fangevogter med deres tilhørende husstande kom til tro! Det blev starten på en kristen menighed i Filippi i Europa. Hvor er det forunderligt. Gud er sandelig den handlende i alle ting.

Disse begivenheder under den anden missionsrejse ligger bag Paulus’ ord i Filipperbrevet: “Mine kære brødre, som jeg længes efter.”

Enighed i Herren

Det fjerde kapitel indeholder Paulus’ afsluttende formaninger og råd, som er målrettet enkeltpersoner i menigheden: “Jeg formaner Euodia og formaner Syntyke til at enes i Herren” (4,2).

Filippernes sendebud, Epafroditus, har fortalt Paulus om den interne strid i menigheden. Han vil gøre sit for at formane til enighed. Det, der gør, at Paulus vælger at nævne de stridende enkeltpersoner i sit brev ved navn, er hans særlige forhold til dem. Parterne ved, at Paulus har en oprigtig intention om at løse denne konflikt, der højst sandsynligt har kunne udvikle sig til yderlig splittelse i menigheden. Uoverensstemmelser mellem kristne er ikke blot ødelæggende for menighedens glæde, men det kan også hindre evangeliets fremgang.

Paulus havde selv personlig erfaring med uenighed med sin tætte medarbejder Barnabas. Sidstnævnte ønskede at tage sin fætter Johannes Markus med under den anden missionsrejse (se ApG 15,36ff.). Paulus var ikke enig, da Markus tidligere havde forladt dem under den første missionsrejse (ApG 13,13). Dette førte ikke blot til uenighed, men til bitter uenighed, så deres veje måtte skilles i smerte. De rejste hver til sit.

Denne bitre uenighed blev dog sidenhen forløst. Det kan vi se i det andet brev til Timotheus, som er det sidste brev, Paulus skrev: “Og tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten” (2 Tim 4,11b).

Hvor er det trøsterigt for os som kristen menighed i dag at få indsigt i Paulus’ konflikter, som vi kan tage ved lære af. Ja, for den bitre uenighed måtte ikke forhindre evangeliets fremgang! Tag ham med, skriver Paulus, ja, tag Markus med. Det sætter han ikke længere spørgsmålstegn ved. Markus skal rejse sammen med Timotheus, for han er hjælper i evangeliets tjeneste. Markus har været en Herrens tjener, som har tjent i glæde.

De to kvinder, der er nævnt i det andet vers i Filipperbrevet, har sikkert været indflydelsesrige i menigheden. I hvert fald har striden frembragt en betydelig uro og spænding i menigheden. Hvad striden konkret gik ud på – om det har været på et personligt eller åndeligt plan – er uvist for os. Jeg tror dog, at striden ikke har omhandlet parternes forhold til evangeliets forkyndelse i lov og evangelium og sakramenternes rette forvaltning, da Paulus nævner, at deres navne står skrevet i Livets bog (4,3b).

Paulus har ikke et ønske om at gøre sig til dommer i den konkrete situation. Han nævner et tredje navn, Synzygos, der med fordel kan agere som menighedens mægler, hvis striden eskalerer. Hvem er i stand til at påtage sig sådan en opgave? Det kan en, der er trofast. Fast i troen. Den, der intet gør af selviskhed, men stræber efter at tænke på andres vel (Fil 2,3f.). Det er Synzygos, og derfor kan han opmuntre de stridende parter til at finde en løsning, der er holdbar.

Hav det sind over for hinanden, som var i Jesus, skrev Paulus tidligere i brevet. Det er et hensigtsmæssigt udgangspunkt for en mægler.

Livets bog

Det, vi også ved om de nævnte kvinder, er, at de har kæmpet for evangeliet! De har i fællesskab arbejdet for, at menigheden blev bevaret ved det evige livs håb. Men noget har altså forhindret dem i deres fælles evangeliske arbejde. En uoverensstemmelse, der gradvist har udviklet sig til en strid, så det gik ud over deres arbejde for evangeliet. Paulus har til formål, at parterne må finde sammen i Kristus – som de tidligere har gjort. Det er det, der skal være fokuspunktet; at deres navne står skrevet i Livets bog. Det er en bog, Gud fører, med alle de retfærdige.

Det er den selvsamme bog, som profeten Moses hentydede til, da han var villig til at tage israelitternes straf på sig, da de havde lavet en afgud af guld: “Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører” (2 Mos 32, 32).

For mig er dette sted, i det Gamle Testamente et af de mest opbyggelige og trøsterige steder, hvor Kristi frelsergerning allerklarest bliver forkyndt! Slet mig af bogen, du fører, så længe du vil tilgive det syndige folk. Ja, det gjorde Jesus. Han fik sit navn slettet af Livets bog denne langfredag, da han på korset bad med høj røst: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” (Luk 27,46). Det gjorde han, fordi Jesu lidelseshistorie er vores frelseshistorie.

I sit virke henviste Jesus også til de indskrevne navne, da de tooghalvfjerds disciple, som Jesus udsendte, vendte ihærdigt tilbage med følgende udsagn: ”Herre, selv dæmonerne adlyder os” (Luk 10,17). Disciplene havde deres glæde på et forfalsket grundlag – på gerningernes. Deres glæde var knyttet til det, de gjorde. Jesus irettesætter dem og siger, at de skal have et andet fokus: “Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene” (10, 20).

Vær ikke optaget af gerningerne, men af at jeres navne er indskrevet i de retfærdiges bog!

Hvornår har du sidst tænkt på dette? Er dit navn indskrevet i denne bog, Gud fører? Hvad skal der til, tænker du? Hvordan kan mit navn stå blandt de retfærdige i livets bog? Stop op, og læs det budskab i Åbenbaringsbogen, som menigheden i Sardes fik af frelseren selv: “Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog” (Åb 3, 5).

Hvilke forunderlige ord! Det er de livsaligste ord, der findes! Den sejrende har vasket sig ren og retfærdig i Jesu Kristi blod. Da er det fuldendt! Da er der grund til evig taksigelse og glæde i Kristus! Den, der står på den sikre frelsesgrund, nåden i Kristus Jesus, kan aldrig få sit navn udslettet af livets bog! Det står fast.

Herre Jesus, lad aldrig vores navne blive slettet af den bog, du fører! Vask os rene i dit blod! Kun da kan vi stå retfærdige for dig.

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.