Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Filipperbrevet (1) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Filipperbrevet (1) - et Kristusbrev og et glædesbrev

Hvordan får vi del i den glæde, der lyser ud af Filipperbrevet?

Filipperbrevet er et brev, som jeg holder meget af. Det er et skrift, som jeg ofte vender tilbage til. Grunden er, at her finder jeg trøst, opmuntring og ikke mindst Kristus-glæde! En glæde, der er fuldkommen. Fuldkommen i Ham, der er selve grunden til min glæde. Brevet ønsker netop at forkynde om glæde – i Kristus.

Jeg kender det så inderligt fra mit eget liv. Ak, hvor mangler jeg glæde i mit kristenliv! Men af den grund vender jeg tilbage til dette menighedsbrev. Det er, fordi jeg ikke kan finde den fuldkomne glæde ved at se i mig selv – mit eget hjerte. Nej, da må jeg læse i Skriften. Da må jeg dagligt vende mig til Ordet, som et Ord til mig. Da læser jeg apostlens formaning: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!” (Fil 4,4). Det er netop i Herren, jeg skal finde min glæde – den står uden for mig selv! Tænk, du får lov til at glæde dig! Også på de dage, hvor du rent følelsesmæssigt ikke føler eller oplever grund til glæde! Men som kristen er der sandelig grund til glæde!

Og hvorfor er der grund til glæde? Et svar, hvor jeg finder stor evangelisk trøst, er sidste del af det næste vers: ”Herren er nær” (4,5b). Der står ikke, at Herren engang var nær eller i den nærmeste fremtid, nej, det står i nutid! Herren er nær! Det er nu, og det gælder for dig, kære læser. Glæd dig i Kristus – han er nær! Det er min bøn for din bibellæsning, at du erfarer, at Han virkelig er nær i Ordet – nu!

Før jeg begynder min egen bibellæsning, mindes jeg ofte en bestemt salme af Luther:

Behold os, Herre, ved dit ord
trods dine fjenders løgn og mord,
som styrte vil fra tronen ned
din Søn, vor drot i evighed”

(SOS 281).

Denne salmestrofe har virket som en bøn for mig om at bevare mig nær ved Ordet, så den nærliggende fare – som er aktuel for alle bibellæsere – at Bibelen bliver en lukket bog, ikke får fat med sit farlige og besnærende greb! Der er så meget på jorden, der ønsker, at jeg skal drages væk fra Ordet. Sjælefjenden har ét mål i sigte og det er, at du skal blive stille for dette Ord. Da synger jeg i jubel med på Brorsons fantastiske julesalme: ”Min Jesus, du altid skal være mit smykke, min rose og ære … Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage … min rose jeg aldrig vil miste” (SOS 145).

Henrik Gren Hansen har i et seminar udtalt; ’at bibellæsning og vækkelse altid har hørt sammen’. Må denne påmindelse blive en virkelighed for vore hjerter, når vi læser Ordet fra Guds mund, Bibelen!

Filipperbrevet – glæde og evangelium!

Apostlen Paulus’ brev til Filipperne er et glædesbrev. Ordet ’glæde’ forekommer 15 gange og ordet ’evangelium’ 8 gange. Det er altså et brev, der dengang – og nu i vor tid – forkynder en klar opmuntring til at glæde sig ved evangeliet!

Introduktion

Filippi var en by i det østlige Makedonien – en romersk koloni. Menigheden blev grundlagt af Paulus under den anden missionsrejse, da han rejste fra Lilleasien til Europa (ApG 16ff.). Han besøgte også byen under sin tredje missionsrejse (ApG 20,3-6). Det var den første kristne menighed, han stiftede i Europa. Vi ved ikke, hvor stor denne menighed var, men langt hovedparten må have været hedningekristne.

Brevet er et af de såkaldte fangenskabsbreve, da det er skrevet fra Rom under Paulus’ fangenskab ca. i år 61. Det kan udledes af udtrykkene ”i hele borgen” (1,13) og ”dem, der hører til kejserens hus” (4,22).

Vi ved, at Paulus havde en tæt og fortrolig relation til netop Filippi-menigheden. Han kalder dem for ”min glæde og min sejrskrans” (4,1). Paulus undgik at modtage pengegaver, da han derved kunne risikere at blive beskyldt for at leve som ’levebrødsprædikant’. Der var en frygt for, at det kunne blive misbrugt, misforstået eller på anden vis brugt imod ham i hans tjeneste. Men denne menighed i Filippi var en undtagelse. Det var kun fra denne menighed, han tog imod økonomisk støtte (4,15-16). Paulus var klar over, at filipperne ikke ville beskylde ham for noget. Filippi-menigheden havde et hjerte for de nødlidende. Tilmed hjalp de også deres kristne brødre og søstre i Jerusalem rent økonomisk. Det havde de et særligt hjerte for.

Brevets hensigt

Der forekommer flere grunde til brevets tilblivelse. Jeg vil nævne tre:

1) Brevet er et takkebrev.

Paulus vil takke for den pengegave, han har fået. Paulus skriver: ”Jeg har modtaget det hele og har nu rigeligt. Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus” (4,18).

Menigheden havde udsendt en mand ved navn Epafroditus til Paulus i Rom (2,25). Under sin lange rejse blev han alvorlig syg, men ved Guds barmhjertighed frisk igen (2,27). Paulus skynder sig derfor at hjemsende Epafroditus, da menigheden sandsynligvis har været ængstelig for deres udsendings tilstand. Epafroditus har muligvis fået dette brev med tilbage til menigheden i Filippi. Paulus anerkender altså modtagelsen af denne pengegave, som gør ham glad (4,14).

2) Det har bedrøvet menigheden, at Paulus sad fængslet.

Derfor ville Paulus gerne berette om sin situation i Rom. Det er tydeligt, at der var et kærligt forhold indbyrdes mellem apostlen og menigheden. Af den grund er Filipperbrevet et af Paulus’ mest personlige breve. Han skriver om sine egne forhold, såvel som modtagernes situation, som han må have hørt om fra Epafroditus. Guds udvalgte apostle ønsker, at de kristnes liv forvandler sig til glæde i tjeneste for evangeliet.

3) Paulus vil berette om sin glæde ved evangeliet – sin glæde i Kristus!

Tænk, at Paulus kan tale om sådan en glæde, når han sidder i en fængselscelle. Det er kun et Guds barn, der lever i nåde, der kan det!

Filipperbrevet er altså ikke foranlediget af problemer i menigheden. Derfor er brevet præget af en meget opmuntrende tone. Dette er dog ikke ensbetydende med, at han ikke ser eventuelle farer i menigheden, som han jo kalder ”min glæde og sejrskrans”. Vranglærere har også været virksomme (3,1f.), og der findes tendenser til intern uenighed og splittelse (2,2-4; 4,2). De formaninger, brevet indeholder, går ud på at undgå alt, der kan forstyrre glæden og forhindre arbejdet for evangeliet.

Et Kristusbrev

Det er altså et takke- og glædesbrev, som vi skal se på om lidt. Men jeg vil også kalde brevet for et Kristusbrev. De fire kapitler, brevet består af, er et vidnesbyrd om, hvad Kristus betyder. Det er netop af den grund, vi kan inddele brevet i fire dele:

– Kapitel 1: Kristus, vort liv (jf. vers 21)

– Kapitel 2: Kristus, vort forbillede (jf. vers 5-11)

– Kapitel 3: Kristus, vor fortjeneste (jf. vers 1-10)

– Kapitel 4: Kristus, vor kraft (jf. vers 13)

Indledning – afsender og modtager

Vi begynder med at se på den indledende hilsen. Afsenderne er Paulus og hans medarbejder Timotheus. En grund til, at Timotheus regnes med, er, at han havde kendskab til menigheden. Han havde, sammen med Paulus, deltaget i menighedens grundlæggelse (se ApG 16,3; 17,14; 19,22; 20,3-4). Paulus nævner, at han agter at sende Timotheus til Filippi som sin repræsentant, men håber dog selv på at kunne besøge dem personligt (2,24). Selvom Timotheus nævnes, så må Paulus betegnes som den egentlige forfatter. Det kan udledes, da Paulus skriver i 1. person (fx 1,3.12; 2,2; 3,1; 4,1).

Modtagerne er “alle de hellige i Kristus Jesus, jer der bor i Filippi, samt tilsynsmænd og menighedstjenere” (1,1b). Brevets hilsen har den almindelige paulinske opbygning, men dog med den forskel, at der her nævnes ’tilsynsmænd’ og ’menighedstjenere’. Selvom brevets opbygning næsten er identisk med de andre paulinske breve, så er det ikke ensbetydende med, at vi ikke skal stoppe op og læse disse ord med stor omhu. Jeg kender desværre dette fra min egen bibellæsning: ’Jeg mener, at jeg har godt styr på, hvad der står, og derfor skimmer jeg hurtigt videre.’ Der lurer dog en fare ved dette, mener jeg, hvis din bibellæsning bliver styret af sådanne antagelser. Der er sandelig en stor evangelisk rigdom ved Paulus’ indledninger. Jeg vil blot nævne én:

I det lille ord ’alle’ findes der en stor trøst! Alle! Brugen af ordet forekommer 6 gange i starten af det første kapitel (v. 1-11). Uanset din opgave eller tjeneste, så gælder dette budskab dig! Og det er trøsterige ord for en kristen, der måske oplever anfægtelse og mismod. Herren ser dig, han kender dig.

Han vil fuldføre!

Paulus glæder sig særligt over to forhold, når det gælder menigheden i Filippi. Det første nævner han i vers 5: ”I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu.” I ’det fælles arbejde’ kan der refereres til menighedens pengegave til Paulus’ tjeneste for Kristus.

Det andet, som Paulus glæder sig over, nævner han i vers 6: ”Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag”. Stop op ved dette vers. Tænk, hvad det egentlig indebærer. Det henviser til dengang, menigheden begyndte at tro – da de kom til tro og sandhedserkendelse. Det skete ved Ordet alene – ved forkyndelsen af lov og evangelium. Det var ikke menigheden selv, som besluttede eller ønskede det nye liv. Nej, for det kan vi ikke ved os selv. Gamle Adam har sat sit præg på vores natur, som netop ikke vil lytte til ordet om synd og nåde. Ludvig Hope skriver; “at ikke et eneste menneske ville have den mindste tanke om at søge Gud, dersom han ikke søgte os først“. Paulus skriver noget lignende i sit brev til menigheden i Rom: ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje” (Rom 3,11-12). Det er vores virkelighed – og det gælder for os alle.

Et nyt kirkeår – et nådeår

Som evangelieteksten til første søndag i advent i år – fra anden tekstrække – så stærkt forkynder: ”for at udråbe et nådeår fra Herren!” (Luk 4,16-30). Det er Jesus selv, der forkynder dette nådefulde ord. Ja, Kristi Jesu dag – eller “Herrens dag“, som Skriften også omtaler det – skal komme. Alle skal opleve denne dag: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol” (2 Kor 5,10a).

Ordet lægger ikke skjul på, at det er en dommens dag. Vi skal alle dømmes. Den gammeltestamentlige profet Joel taler om ”Herrens store og frygtelige dag” … ”Hvem kan udholde den?” (Joel 3,4; 2,11). Lignende skriver profeten Malakias: ”Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig?” (Mal 3,2a).

Det er vigtigt, vi er forberedt på denne dag. Det er altafgørende, at vi har et afklaret forhold til Ham. Men tak og pris for, at vi kan påbegynde et nyt kirkeår med Jesu ord: I dag er det nådetid! Adventstiden er en tid til bod – tid til at få et opgjort forhold til Gud. Hvor ville jeg dog ønske for dig, kære læser, at du kunne bruge denne tid op til jul på bibellæsning og bøn. Prøv nu engang at have bare ét af Skriftens mange løfter med i din læsning: ”Himmel og jord skal forgå, men mine Ord skal aldrig forgå” (Luk 21,33). Hvor er det forunderligt! Alt kan vakle og alt skal forgå, men lyt! De ord, som du sidder med, og som du har fri mulighed for at grunde over, er ord, der aldrig skal ophøre! Som der står i Salme 40: ”Guds ord forbliver til evig tid” (v.8b). De ord er det eneste, der er evigt! Hvilken uendelig stor opmuntring!

Når du erfarer dette i dit hjerte, da kan du ikke andet end at fryde dig! Åh, hvor jeg inderligt ønsker, at du vil opleve denne bibelglæde – glæde over Ordet! Lyt nu til Ordet om nåden. Voks dagligt i den, og mind dig selv om, at nu er det nådetid!

Før vi går videre med menighedsbrevet, vil jeg minde om et vers fra Bibelens sidste bog: ”Salig er den, der holder fast ved profetiens ord i denne bog” (Åb 22,7b).

Vi er fælles om nåden

I sidste del af vers 7 skriver Paulus: ”I er jo alle fælles med mig om nåden.”

Fælles om nåden. Det er frelsens kilde. Det er glædens kilde. Det er kilden til det nye liv i Kristus. Jesus er selve kilden, og enhver, der ønsker det, skal få lov til at fyldes af nåde – for intet! (jf. Åb 21,6b).

Forløsningen, retfærdiggørelsen og det nye liv i helliggørelse står uden for et Guds barn. Det kan ikke findes i dig selv. Det hele står og hviler på det urokkelige fundament, som aldrig kan vakle: Jesu nådeblod. Vi kan ikke fuldføre løbet på egen hånd – det er en håbløs kamp, som mange udfylder med lovtrældom og farisæisme. Den nye begyndelse afhænger ikke af mig, men ligger hos Ham, der påbegyndte denne gerning i mig ved Ordet. Paulus er overbevist om, at menigheden har en frelser og forsoner, der inderligt ønsker, at de skal fuldføre løbet.

Hvilken vished til efterfølgelse! Og hvilken glæde for et Guds barn! Vi har en frelser, der vil, at vi skal afslutte, som vi begyndte. Jeg mindes ordene fra en bibelskolelærer: “Det handler ikke om, hvordan du begynder som kristen, men hvordan du slutter.“

Dette er samtidig et alvorsord til os alle i den kristne menighed. Mange kristne er desværre havnet i frafald på vejen hjem. Men målet er først nået, når Kristi Jesu dag oprinder. Først da er den endelige forløsning kommet!

Vor tids bedrag

Sidste søndag i dette kirkeår var evangelieteksten hentet fra Matt 25,31-46, hvor Jesus underviser og forkynder på Oliebjerget nogle dage før sin tilfangetagelse. Det er for mig personligt et afsnit, som jeg ofte vender tilbage til – jeg har sandelig brug for at blive påmindet disse ord!

Jesus taler klart og tydeligt om verdensdommen – om frelse og fortabelse. Det står så tindrende klart, at fortabelsen er en realitet! ”Ja”, som folkekirkepræsten påpegede, ”det er en dybt alvorlig tekst, vi afslutter med i det gamle kirkeår. I min tid har jeg set, at mange udebliver fra netop denne gudstjeneste.”

Det er desværre et autentisk kendetegn for vor tid. Syndens realitet forstummes. I vor tid bliver der talt meget om Guds kærlighed, godhed og langmodighed. Ja, Gud selv er kærlighed, og han vil, at alle skal frelses (1 Tim 2,4). Det er forunderligt, og det skal forkyndes! Men hvad med Guds hellighed? Guds vrede over synd? Og de konsekvenser, synden medfører? Hvilket farligt bedrag der hersker i vor tid!

Uden anstød

Men hvad er da vort værn i denne tid? Paulus kender til velsignelserne i bønnetjenesten. Dermed bliver Paulus’ bøn i vers 9-10 så afgørende: ”Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag.”

Dette er selve målet: at stå uden anstød på Kristi dag. Den dag, som Jesus omtaler i Matt 25,31ff. Da bliver Paulus’ bøn for filipperne vor bøn. Det er så vigtigt, at vi kan skønne, hvad der er Guds vilje, så vi ikke ender i frafald.

Brug Ordet – vær dets hørere! Brug bønnen i anfægtelsens time. Ja, brug nådemidlerne! Det er vort værn. Derved, og kun derved, kan vi, som Paulus skriver; ”fyldes af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære” (v.11).

Det skyldes Jesus alene. Al pris og ære for det glædelige budskab, som lød til menigheden i Filippi. Lad det blive et ord til os i dag!

Stefan Brix Rasmussen

Stefan Brix Rasmussen, Vejle, lærerstuderende.