Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Faste

Faste

Faste er et hjælpemiddel til koncentration og stilhed for Guds ansigt, en hjælp til at høre hans røst.

Der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste (Matt 9,15).

Jeg husker en situation for en hel del år siden, hvor en bibelunderviser kommenterede emnet faste. Han mente, at man ikke kunne anbefale faste, fordi det kom til at være en lovgerning. Hans opfattelse har siden undret mig, fordi Jesus i citatet herover siger, at disciplene ‘skal faste’. Hvordan skal vi se på det nu, hvor han ikke er hos os legemligt?

Ser vi i Skriften er den ene side, at farisæerne fastede som en del af deres mangesidige gudsdyrkelse, fordi de derved mente at tjene Gud og kunne fortjene sig gunst hos ham. De gik fejl af målet. Fordi motivet for fasten spiller ind.

Den anden side er, at Jesus fastede i 40 dage og nætter som indledning til sin tjeneste. Han havde ikke brug for at gøre sig fortjent til noget hos Gud. Og Paulus og Barnabas blev kaldet af Helligånden i Antiokia, mens menigheden ”holdt gudstjeneste og fastede” (ApG 13,2). Så faste kunne være berettiget. Det mener jeg, den også kan være i dag.

Faste efter praksis i Skriften er frivilligt afsavn i en afgrænset periode. Det gælder ikke kun fravalg af mad og drikke, men også bekvemmeligheder eller andet, der opretholder og stimulerer menneskelivet. Hensigten er at give plads til eftertanke, for at samle sig om en opgave, eller for at søge Guds nærvær og Guds vilje. Sand faste er ikke i sig selv gudsdyrkelse; faste er at give afkald på noget for at give plads til Guds Ord og Guds Ånd.

Det er klart, at har man lidenskab for en sag, så sætter man noget til side for dens skyld. Der prioriteres og der bruges tid og ressourcer på det, man har en værdi i. Vi må spørge, om vi har en lidenskab for Kristus. Når tid, penge og opmærksomhed bruges på en måde, så det sætter Jesus og hans vilje med vores liv i anden række, må vi spørge, hvor vi er på vej hen. Det er vel værd at læse de tre første kapitler i Åbenbaringsbogen og spejle sin forståelse i beskrivelsen af Herren selv og af de syv menigheder. Hvordan står det til med os? Står det skidt til, er der god grund til at sætte noget, måske alt, til side i en periode, så sandheden om os selv og forholdet til Gud kan træde frem.

Faste er et hjælpemiddel. Personligt har jeg glæde af en gang om året at tage nogle døgn alene i et sommerhus, slukke for internettet og nøjes med vand og brød, kombineret med en dagsplan med faste tider vekslende med bl.a. læsning, bøn og vandring i naturen. Det er som regel gået sådan, at den første dag er brydsom, og den sidste dag medførte et lys og en afklaring, der fulgte mig, efter jeg kom hjem.

Til sidst må nævnes at fastemidlet i den senere tid er sat i skyggen. Det at undvære noget for Guds riges skyld, for evangeliets skyld, er blevet noget fremmed. Her i den vestlige verden har mange af os vænnet os til et behageligt liv koblet med en stadig tro på egen virksomhed og klogskab i det, der har med Guds rige at gøre. Der har været en uanfægtet aktivitet, hvor det at ‘gøre noget for Herren’ for ofte er sket, uden at Herren først er hørt, og uden at han selv har givet vejledning og overbevisning.

Ikke alle kan sætte alt til side i en periode. Men jeg vil sige, at alle, som står i et tillidshverv i Guds rige, må overveje det. Vi bedrages let, hvis ikke af uro og bekymring over det ene eller andet, så af tilfredshed med, at det går godt, og uden at lade os ransage af Guds Ord og Guds Ånd. Vores modstander arbejder jo hver dag, hele ugen, på at afspore eller udvande vores virksomhed og vores forhold til vores Herre. Må det ikke ske! Må vi tro den usynlige Jesus! Må vi sætte lid til hans Ord! Det kan fasten være en støtte til.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver