Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
En god samvittighed

En god samvittighed

Skyldfølelse og dårlig samvittighed kan vi håndtere ved at gå selvretfærdighedens eller selvsoningens vej. Men det er kun at fortrænge problemet.

Det hænder at jeg lover mere, end jeg kan holde. Som regel handler det om at tage min del af opgaverne i hjemmet – men også om ting, der skal forberedes til et eller flere møder, udvalg eller artikler. Det bliver så lavet i huj og hast, imens der er skuffede mennesker, der ser på eller ligefrem kommenterer på mit arbejde.

Så sidder jeg tilbage med en dårlig samvittighed. Jeg har svigtet på den ene eller anden måde.

Men sådan bliver jeg ikke siddende. Der går ikke mange sekunder, før jeg er i gang med at finde årsager UDEN for mig selv til mit svigt. Der skulle gås ture med hunden – børnene tog min tid med … og jeg skulle svare den og den diskussion på internettet … og der er også så høje standarder for, hvad man skal lave (altså er den eller de, der har sat standarden skyld i mit svigt).

Det næste er, at jeg rigtigt gerne vil lære at håndtere min tid og mine svigt, så de ikke sker igen. Jeg vil gerne blive bedre til at planlægge og samtidig have lært at hvile i, at jeg ellers er tilgivet, som jeg er …

Ovenstående reflekterer måske ikke kun mig. Måske kender andre også dette forløb af svigt, skyld, selvforsvar og selvtilgivelse – som et forløb af skiftende følelser og tanker i forhold til vores samvittighed. Ordet “samvittighed“ er ikke noget, moderne psykologer har opfundet. Bibelen taler mange steder om vores samvittighed.

Samvittigheden er det sted, hvor Gud sidder som dommer i det enkelte menneskes liv. Samvittigheden er som en retssal. Der hvor Gud er dommer, da er hans hellige jeg målestokken for dommen. Derfor er det det Guds lov – som i De 10 bud – der måler os og råber op, når vi bryder dem. Jeg har der den gerning, som loven kræver, skrevet i mit hjerte, og min samvittighed optræder som vidne, og mine tanker anklager eller forsvarer hinanden (Rom 2,15). Derfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg har løjet i mine løfter om at kunne gøre et stykke arbejde. Derfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg efterfølgende taler usandt om hund, børn, ægtefælle eller andre kristne. Derfor får jeg dårlig samvittighed, når jeg efter at have brudt Guds bud kan se, at jeg står som skyldig overfor Gud. Satan er i den situation i sit es – for han nyder at være det, han hedder – nemlig ”anklager”. Han nyder at kunne få et menneske fremstillet som synder over for Gud, for da har Gud grund og ret til at dømme mig.

Når jeg forsøger at retfærdiggøre mig selv forsøger jeg egentlig blot at tage Satans rolle. Jeg forsøger at få sat mine omgivelser ind i samvittigheden i stedet og mig som anklager – eller bare som forsvarer, der påstår, at det ikke er værre, end hvad andre gør og siger. Jo – mit gamle jeg elsker at være forsvarer – og lærer det bedre og bedre. Han kæmper som en anden topadvokat for at få frikendelse – imens Satan som anklager blot nyder det endnu mere, for så længe vort gamle jeg har held til at holde sig i forsvar, så længe er synden ikke vedgået.

Denne fornægtelse af virkeligheden lever mange mennesker i – faktisk de allerfleste. Denne fornægtelse lever også en hel del, der kalder sig kristne i. Imens de bærer kristennavn, lever de i et forsvar mod en eller flere dele af lovens dom over synden i deres liv, så de gør synden til noget, der kan forbedres eller kan læres håndteret bedre.

Der findes også dem, der ikke bare lytter til anklagerne, men som også dømmer og straffer sig selv. Når jeg har såret andre, så må jeg gøre det godt igen. Så er der nogle, der pisker sig selv (som munkene på Luthers tid ofte gjorde), men også nogle, der påtager sig tjenester og opgaver for at sone deres fejl. Det giver bare ikke en god samvittighed, for hvornår er nok soning nok?

Begge reaktioner er usunde og giver dig ikke en god samvittighed. Selvretfærdiggørelsen fastholder den dårlige samvittighed i den menneskelige stolthed – og selv-soningen fastholder den dårlige samvittighed i det stadige selvpineri.

Samvittigheden er som en retssal. I retssalen hører der ikke kun en anklager til. Der er også en forsvarer.
Denne forsvarer finder vi i Jesus. I Første Johannesbrev 2,1 omtales Jesus, da Johannes skriver: “Hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.”

Jesus gik ind foran Guds domstol: ”Med sit eget blod, gik han én gang for alle ind i det Allerhelligste og vandt evig forløsning.” (Hebr. 9,12),

Da han for til Himmels, stillede han sig foran Gud – og han står med sin retfærdighed som advokat for dem, der kommer og går i forbøn for dem. Det udtrykkes i Hebræerbrevet 7,25: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.”

Vi finder også en forsvarer i Helligånden. Hvor Jesus er vor advokat i den himmelske retssal, så er Helligånden vor advokat i vor samvittighed. Han er Sandhedens Ånd, som skal være i den, der tror (Joh 14,17). Helligånden taler Jesu Ord ind i vor samvittighed.

Når Satan anklager og bringer påmindelse om det skete frem for domstolen, da kan Helligånden svare, at “denne synd er der sket soning ved døden for”. For der er ”da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom 8,1).

I Hebræerbrevet 10, 21 møder vi udtrykket: “Lad os derfor træde frem med oprigtigt hjerte, i en fast tro og bestænket på hjertet, så vi er befriet for ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand.”

Befriet fra en ond samvittighed. Er det så en samvittighed, der er blevet fri for anklager om synd? Nej, for sådan en samvittighed får vi ikke på denne jord, hvor vi til stadighed falder – og hvor Satan til stadighed kan anklage os for nye synder. Den gode samvittighed er en samvittighed, der kender til betydningen af Jesu død for mig. En god samvittighed er at være iklædt Kristi retfærdighed.

Skal jeg så blot blive bedre til at sige, at når jeg har Jesus, så må jeg ikke have dårlig samvittighed? Er det noget, jeg kan lære? Nej, det åbenbares for os – og det fødes vi ind i – og det må vi til stadighed forkyndes ind i. Det er Jesu gerning i os ved Helligånden, som rækkes os i nådemidlerne, så han renser os. Det er et løfte om, hvad han gør – ikke en tillært forestilling – som vi må leve i, for at kunne leve for ham.

Så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud (Hebr 9,14).

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.