Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Djævelens paradisvision

Djævelens paradisvision

Det har et lysende, paradisisk skin, det økumeniske ideal om “enhed i forskellighed“. Men det er et lys, der fører ind i fortabelsens mørke.

Vi sidder på gulvet. Det er lidt ukomfortabelt. Men det er, som om det alligevel ikke rigtigt mærkes. Det er helt, som det skal være. Det føles egentlig mere rigtigt end bare at sidde på en stol.

Sanserne er spændt til det yderste – og samtidig er jeg fyldt af en underlig fred. Det må være lidt som den “uudsigelige, forklarede glæde“, Peter skriver om (1 Pet 1,8). Noget paradisisk er der i hvert fald over det, som vi sidder der fra alle nationaliteter og beder og synger sammen.

Foran sidder der en gruppe amerikanere, bagved er de vist fra Spanien, måske også nogle italienere. Jeg kan også skimte nogle afrikanere længere fremme.

I fællesskab tilbeder vi Gud. Ikke på engelsk. Jo, amerikanerne synger på engelsk. Men spanierne synger på spansk og italienerne på italiensk! Nogle vælger den latinske tekst, der står under noderne. Jeg holder mig til dansk.

De forskellige sprog smelter sammen i en vidunderlig lovsang: Laudate omnes gentes. Alabe todo el mundo. Syng lovsang hele jorden, syng lovsang for vor Gud. Syng lovsang, hele jorden, syng lovsang for vor Gud.

En enkel tekst, godt nok. Men som vi sidder der og synger den på hvert vores sprog og på hver vores måde, virker det alligevel så meningsfuldt. Som en fantastisk forsmag på Åbenbaringsbogens ord om den store, frelste hvide flok. “Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne“ (Åb 7,9).

Det firstemmige munkekor er placeret rundt omkring i rummet i hvide munkekutter som en del af fællesskabet. Ingen indtager scenen. Oppe foran er der bare et alter med lys i simple, men dekorative kasser og en bagbeklædning i varme gullige, orange og røde farver.

Vi er til en helt almindelig aftenbøn i Taizé-klosteret i Frankrig. Jeg refererer det, som jeg husker det. Det er vel 17-18 år siden nu. Det var en efterskoletur, vi var på, og vi var i Taizé med en enkelt overnatning under de lidt primitive forhold, spiste den samme lidt ubestemmelige mad som alle de andre deltagere, fik historien om Taizé – og var så med til de her fællessamlinger i kirkerummet, som var noget ganske særligt.

Taizé gjorde et vældigt indtryk på mig. Det føltes så ægte. Det føltes så godt.

Jeg har altid elsket at møde folk fra andre kulturer. Og selvfølgelig især kristne. Der er den her særlige varme over fællesskabet. En indforståethed. Vi kender ikke hinanden, men vi er her, fordi vi hører til den samme Gud! Vi er her, fordi vi ved, at vi en dag skal juble sammen i Himlen! Så hvorfor ikke begynde nu – og tage en lille forsmag på den paradisiske fred og glæde?

Indtrykket fra Taizé har siddet i mig siden, og jeg tror måske aldrig, jeg har fået en smukkere paradisvision end den aften.

Heller aldrig en mere løgnagtig, djævelsk og gruopvækkende paradisvision.

Taizé-klosteret står mere og mere som flagskibet for den økumeniske bevægelse. Det er populært som aldrig før. Mere end 100.000 mennesker fra hele verden gæster klosteret hvert år. Det er almindeligt også i konservative lutherske kredse at besøge Taizé, som vi for eksempel gjorde det med efterskolen. Mange bruger det som en sommerferie-pilgrimstur mellem skoleårene. Sange fra Taizé er optaget i både Den Danske Salmebog og Sange og Salmer1.

Taizé bruges som et unikt retrætested, og jeg har hørt flere berette om, at de har oplevet det i enestående grad som at “få fyldt på af det åndelige“.

Som det forklares i en artikel i Kristeligt Dagblad: ”I Taizé kommer den åndelige side af kristendommen til udtryk. Troens dogmer fylder mindre end troens erfaring af den åndelige virkelighed. Det er kristendom i hjertet mere end i hovedet2.”

En teologistuderende beskriver i samme artikel sit møde med Taizé: ”Jeg oplevede en helt speciel ro og et helt specielt gudsnærvær i Taizé. Det karakteristiske ved Taizé er de meditative sange. Dem har jeg taget med mig hjem, og jeg oplever ofte, at de meget passende dukker op midt i min hverdag. Det kan for eksempel være sangen, hvor man beder ‘Jesus Guds søn, du lys i mit indre, lad ikke mørket få magten i mit sind’ eller den, hvor man beder ‘Kristus, din ånd i os er en kilde med levende vand’.”

Taizé er stilhed og spiritualitet – i modsætning til dogmer og læresætninger. Derfor kan kristne brødre og søstre mødes på tværs af kulturelle og konfessionelle forskelle og få denne oplevelse af et unikt og paradisisk fællesskab i fred og “ånd“.

Men hvad er det for en ånd, der lader protestanter og katolikker og endda i tiltagende grad agnostikere og ateister3 stå og mærke en forsmag på paradis sammen?

Det har taget mig tid at nå til bunds i det. Faktisk var det først, da jeg i løbet af teologistudiet beskæftigede mig med det økumeniske arbejde mellem lutheranere og katolikker, jeg rigtigt forstod, hvad det var for en ånd, jeg havde været i berøring med på vores dejlige lille efterskoletur.

Her i reformationsjubilæumsåret får jeg igen øjnene op for, hvor stærk en strømning, den økumeniske ånd er i vores tid – og hvor farlig og forførende den er, i al sin ydre tiltrækningskraft. Jeg skriver lidt mere om det i artiklen Hele verdens Luther i Nyt Livs blad (nr. 2-2017)4.

Her vil jeg prøve at gå lidt mere i dybden med den uden tvivl mest betydningsfulde økumeniske landvinding mellem katolikker og lutheranere: fælleserklæringen om retfærdiggørelsen – og til slut vende kort tilbage til Taizé.

Kun af nåde

Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen! Kender man lidt til reformationshistorien, vil man også vide, hvor banebrydende en ting, der her er tale om.

For det er læren om retfærdiggørelsen, som kirken står og falder med. Det er dén lære og forkyndelse, som skaber troens folk på jorden, så vi lever i troens enhed med hinanden som kristne brødre og søstre. Uden en sand lære om retfærdiggørelsen, er der ikke noget fællesskab. Med den sande lære om retfærdiggørelsen kan vi juble og glæde os sammen på vejen hjem til den nye jord for Jesu skyld!

Luther går som langt som til at sige:

Hvis vi kunne få paven til at indrømme, at det er Gud alene, som i sin barmhjertighed af nåde alene gør os retfærdige og hellige ved Jesus, så ville vi ikke alene bære ham på hænderne, men også hjertens gerne kysse hans fødder!5

Spørgsmålet er så: Er det ikke netop det, der er sket? Har paven ikke netop ”indrømmet” det, som Luther så gerne ville have ham til at indrømme?

I 1999 blev reformationsdagen d. 31. oktober fejret med fælleserklæringen om retfærdiggørelsen, som blev underskrevet af præsidenterne for Det Lutherske Verdensforbund og Det pavelige råd for fremme af kristen enhed.

Fælleserklæringen er et længere dokument, men hjertet i erklæringen lyder:

Sammen bekender vi: ”Kun af nåde og ved troen på Kristi frelsesgerning, ikke på grund af vore fortjenester, bliver vi antaget af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, udruster og kalder os til gode gerninger6.”

Lad os for et øjeblik lægge de store, kirkehistoriske perspektiver på hylden og spørge os selv: Hvis jeg mødte sådan en bekendelse hos et andet menneske – ville jeg så ikke glæde mig og uden videre anse det menneske for en sand og sund kristen bror?

Det lyder jo som et menneske, der virkelig har fanget, hvad kristendommen handler om: Det er kun af nåde, vi bliver antaget af Gud. Det er ved troen på det, Jesus har gjort til vores frelse. Det er ikke på grund af vores egne fortjenester. Og så modtager vi Helligånden, som fornyer vores hjerter og udruster og kalder os til gode gerninger – det er vel også rigtigt? Og det er vel også vigtigt? Der følger jo gerninger med! En kristen, som bliver retfærdiggjort, bliver også helliggjort. Men det er kun af nåde, vi bliver frelst!

Alt lyder til at være helt, som det skal være.

Og det er slet ikke underligt, at så mange mennesker i dag ser stort på forskellene mellem luthersk og katolsk, hvis man kan sige sådan noget sammen.

Vil katolikkerne virkelig skrive under på det?

Ja, det har de gjort. Helt håndgribeligt skrevet under. Det er officiel katolsk lære anno 1999, vi møder her!

Så må vi vel glæde os? Så må vi vel ikke i menneskelig konservatisme, ukærlighed og uforsonlighed fastholde et forældet fjendebillede af den katolske kirke. Tænk, hvis den katolske kirke virkelig har udviklet sig så positivt siden Luthers tid, at vi er blevet enige om det vigtigste!

Så kan det da godt ske, der er nogle ting, vi skal have en broderlig snak om på et tidspunkt. Men først og fremmest må vi lade alt andet ligge og juble og glæde os med vores brødre og søstre i den katolske kirke over, at vi er på samme vej – hjem til den nye jord for Jesu skyld, hvor vi skal lovprise ham i en evighed!

De rigtige meningers slot

Lad os ikke gå for hurtigt videre, men holde godt og grundigt fast i det: Det er en vidunderlig tanke, hvis den katolske kirke virkelig ikke er så langt fra den lutherske kirke i spørgsmålet om, hvordan vi får fred med Gud – hvis vi faktisk er blevet enige om det centrale! Taizé-klosterets paradisvision er en vidunderlig vision, som man skal være en sten for ikke at blive berørt af.

Man kan nogle gange godt få indtryk af, at de mest konservative og troslærebevidste lutherske kristne også er dem, der har de koldeste og hårdeste hjerter. Det er et billede, som langt på vej bygger på en misforståelse. Men om det så er den rene karikatur, så må vi ikke gøre os for hurtigt færdige med tanken. For hvis vi som konservative lutherske mærker bare en flig af en indre fryd over den katolske kirkes eller andre kirkesamfunds vildfarelser, så har vi en ikke bare uluthersk, men dybt ukristelig og ugudelig tankegang.

Det kan lade sig gøre at dyrke teologi og troslære på en virkelig usund måde, hvor broderkærligheden er frosset til is, og hvor nøden for andre menneskers frelse er blevet erstattet af en egoistisk glæde over at have sit på det tørre. Man bliver en teologisk ”ekspert”, og man stiver sig selv af med andres forvildede meninger, så man til sidst sidder kold og indelukket i et tårn af foragt over for alle mennesker, der tænker anderledes end en selv.

Men det tårn er forhærdelsens tårn, som man har spærret sig selv inde i. Det kan være bygget med de allerfrommeste og bedste bibelske mursten, man kan tænke sig. Kvalitetsmaterialer! Men inde i slottet bor et skelet af en kristen – fuld af en masse rigtige meninger, men uden liv og fællesskab med Jesus.

Kan vi ikke af hjertet glæde og fryde os ved tanken om en reel enighed med den katolske kirke i det centrale frelsesspørgsmål, så har vi først og fremmest grund til at frygte og bæve for vores egen frelse.

Omvendt: Hvis enigheden ikke er reel, og hvis den katolske kirke har en anden lære om, hvordan et menneske bliver frelst, end den bibelske og lutherske lære – så er det mest ukærlige og skadelige, man kan gøre, at dække over denne uenighed. For uanset hvor mange det gentages, så er det ikke sandt, at ”enhver bliver salig i sin tro”. Der er kun én vej til frelse, og der er kun én lære om retfærdiggørelsen, der er sand. Hvis vi slører det i en fælles bekendelse med vranglærere, så giver det ikke glæde i Himlen, men fryd blandt Djævelen og alle hans dæmoner.

Skal vi komme til bunds i den økumeniske ånd, som er baggrunden for Taizé-fællesskabet og for fælleserklæringen om retfærdiggørelsen, så bliver vi nødt til at grave et spadestik dybere og se på forudsætningerne og de nærmere omstændigheder for den nye positive tone mellem katolikker og og lutheranere.

En historisk dag

Der er ikke nogen tvivl om, at der var et historisk vingesus over den dag i 1999, hvor katolikker og lutheranere tilsyneladende endelig kunne lægge fortidens fordømmelser bag sig og i fællesskab bekende det mest centrale i den kristne tro.

Begivenheden fandt sted i Augsburg. Og ligesom datoen (reformationsdagen d. 31. oktober) ikke var tilfældigt valgt, havde valget af netop dette sted til underskrivningen også en ganske stor signalværdi. Det var her, Den Augsburgske Bekendelse blev fremlagt i 1530 som et luthersk forsøg på at kalde den katolske kirke tilbage til Bibelens og de første kristnes lære om de centrale trossandheder7.

Dengang i 1530 blev de lutherske anliggender afvist af den katolske kirke, og Den Augsburgske Bekendelse førte ikke til noget forlig mellem lutheranere og katolikker. Tværtimod ventede både krige og stærke, gensidige fordømmelsesskrifter i de kommende år.

Men nu i 1999 var man altså nået til enighed om det, som er centrum i den kristne tro!

Det var ikke en enighed, der kom ud af det blå. Underskrivelsen af dokumentet stod som kulminationen på flere årtiers dialoger mellem katolske og lutherske ledere på verdensplan.

En redegørelse for de samtaler kan man blandt andet få i bogen Lutheran & Catholic Reconciliation on Justification (”luthersk og katolsk forsoning om retfærdiggørelsen”), som blev udgivet i 2009 for at markere 10-året for fælleserklæringen. Bogen er skrevet af John A. Radano, som var leder af Det pavelige råd for fremme af kristen enheds vestlige sektion i perioden 1984-2008 – altså det råd, der stod som medunderskrivere af fælleserklæringen på vegne af den katolske kirke – og han sammenfatter dialogernes fremskridt under følgende overskrifter:

1) ”Fra århundreders isolation til dialog og gensidig respekt” (1966-1978).

2) ”Fra dialog og gensidig respekt til anerkendelse af fælles bånd i troen og venskab” (1978-1987).

3) ”Fra anerkendelse af fælles bånd i troen og venskab til fælles forpligtelse” (1988-1999).

Overskrifterne giver en klar fornemmelse af en fremadskridende udvikling i forholdet mellem kirkerne. En udvikling, som ikke er slut endnu, men man er dog nået langt.

Med fælleserklæringens egne afsluttende ord: ”Vi takker Herren for dette afgørende skridt på vej til at overvinde kirkens adskillelse. Vi beder Helligånden føre os videre mod den synlige enhed, som er Kristi vilje8.”

I lys af den store optagethed af den katolske kirke, som vi møder blandt lutherske9, kan man derfor med rette spørge sig selv, hvad det næste skridt bliver: ”Fra fælles forpligtelse til …?”

Vi skal ikke være i tvivl om, at drømmen for mange i den økumeniske bevægelse er, at næste trin bliver den store, synlige enhed mellem lutheranere og katolikker – eller måske rettere: indlemmelsen af de lutherske i den katolske kirke.

Hvordan forener man det uforenelige?

Den helt store vanskelighed i de nyere dialoger mellem lutheranere og katolikker har været, at de gamle bekendelses- og fordømmelsesskrifter stadig er autoritative! Man kan ikke bare lave om på Konkordieformlen eller Tridentinerkoncilets lære.

Konkordieformlen fra 1577 blev underskrevet af 3 kurfyrster, 20 fyrster, 24 grever, 35 byer og henimod 800 teologer, repræsenterende ca. 2/3 af alle lutheranere. Den er gældende bekendelse i de fleste lutherske kirker10.

Tridentinerkoncilet (1545-1563) var et alment kirkemøde, hvor kirkens biskopper og teologer var indkaldt. Og hvad den katolske kirke har vedtaget ved et almindeligt kirkemøde, er og bliver en urokkelig del af den katolske kirkes fundament. Den katolske kirke er efter sin natur “semper eadem“ (“altid den samme“). Hvad den katolske kirke én gang har sagt, står den ved for altid.

Sagen er nu, at Konkordieformlen helt entydigt slår fast, at retfærdigheden intet har at gøre med fornyelsen i det indre menneske. Hvad der altid må følge retfærdiggørelsen af gode gerninger, må ikke blandes ind i den kristne hovedartikel. Et menneske bliver retfærdigt for Guds ansigt, ved at Gud af nåde ikke tilregner synden, men for Kristi skyld frikender synderen.

Og Konkordieformlen er skarp og entydig i sin fordømmelse af enhver lære, der blander retfærdiggørelsen og helliggørelsen sammen.

Modsvarende: Tridentinerkoncilet betoner meget kraftigt, at retfærdiggørelsen har at gøre med den indre fornyelse af mennesket. Retfærdiggørelsen er en proces og et samarbejde mellem Gud og mennesker, og den retfærdighed, som Gud ser efter på dommens dag, er ikke en tilregnet retfærdighed, men en reel retfærdighed i menneskets indre.

I løbet af koncilet fordømmes gentagne gange den frelsesvished, som bygger på troen alene, og som ikke har med overholdelsen af Guds bud at gøre. Frelsesvished er et kættersk ord i den katolske lære om retfærdiggørelsen11.

De stadigt gældende og autoritative bekendelsesskrifter fra hhv. luthersk og katolsk hold er altså helt entydige i deres fordømmelser af hinanden.

Men hvordan skal man så blive enige? Hvordan forener man noget, som er og bliver uforeneligt?

Der er ikke noget at sige til, at der skulle flere årtiers intensive dialoger til, før fælleserklæringen blev til.

Fælles ordlyd

Den grundlæggende løsning på problemet blev at forsøge at konstruere sætninger, som kunne siges af både lutheranere og katolikker, men hvor man mente noget forskelligt med ordene.

Man fandt for eksempel ud af, at man godt sammen kunne bruge den lutherske formulering: ”Vi retfærdiggøres af nåden alene.” Det kunne man, fordi man lagde noget vidt forskelligt i ordet ”nåde”.

For lutheraneren betyder sætningen, at retfærdiggørelsen sker på grundlag af forsoningen med Gud ved Kristi stedfortrædende korsdød. Mennesket kan ikke bidrage med andet end sin synd og et par tomme hænder, som tager imod, hvad Gud skænker. Og selve det at række de tomme hænder ud i tro, er også givet af Gud.

For katolikken betyder sætningen, at Guds nåde bliver indgydt i det indre menneske, for nåden forstås som en kraft. Ved nådens kraft bliver man i stand til at opnå en reel retfærdighed for Guds ansigt ved at overholde Guds bud. Og hvis det glipper med overholdelsen af buddene, må man ty til bodens sakramente.

”Ved nåden alene” – ja, man mener godt nok noget vidt forskelligt. Men man kan sige det sammen. Man kan bekende med de samme ord. Og det er da et vigtigt skridt på vejen – mener man i de økumeniske dialoger.

En klassisk luthersk formulering af hovedsagen i den kristne tro består af 5 led:

(1) En synder

(2) retfærdiggøres

(3) af nåde

(4) for Kristi skyld

(5) gennem troen

En formulering af evangeliet på den måde vil vi normalt tænke som værende i dyb modstrid med den katolske forståelse. Men faktisk har de økumeniske dialoger betydet, at det slet ikke er umuligt for katolikkerne at sige de samme ord. Sagen er bare, at man mener noget radikalt forskelligt med alle sætningens fem led!12

Danskeren og nordmanden

At ”blive enige” på den måde ved at finde frem til en fælles ordlyd, som man begge kan tage i sin mund, er en falsk form for enighed. Den er ikke et ”skridt på vejen” til enighed, men snarere et skridt væk fra vejen.

Mere dagligdags kan vi sammenligne situationen med, at en dansker inviterer en nordmand på rugbrød. Nordmanden bryder sig tydeligvis ikke om det, og efter lidt tid bliver han nødt til at indrømme, at han synes, det er en underlig skik at spise sådan noget mørkt, tørt brød. I Norge er brødet anderledes lyst og luftigt. ”Men så bliver man jo ikke rigtigt mæt”, siger danskeren.

De to har svært ved at blive enige. Men efter at have talt om rugbrød gennem længere tid, finder de til sidst en løsning: De kan begge blive enige om, at rugbrødet har en ”rar” smag. ”Rar” betyder nemlig på dansk ”dejlig/behagelig”, men på norsk betyder det ”mærkelig/underlig”!

Danskeren og nordmanden kan nu ”bekende” det samme om rugbrødet. Og nordmanden har nu fundet en løsning til at begå sig i de danske miljøer uden at lyve.

Men har nordmanden tilegnet sig danskernes glæde ved rugbrødet? Nej, han har lært på en høflig måde at sløre og fordunkle sin modvilje mod danskernes mørke brød.

På samme måde med udtrykket ”nåden alene” i fælleserklæringen om retfærdiggørelsen. Katolikker og lutheranere er ikke blevet enige. Men katolikken har lært at begå sig i lutherske sammenhænge. For han har lært at sløre og fordunkle sin modvilje mod den lutherske lære ved at finde en fælles ydre ordlyd med sin lutherske ven.

Alvoren skal vi ikke tage fejl af: Den lutherske og katolske tro bliver ens i det ydre – og bag dette bedrag forføres mennesker ind i en “kristendom“, der fører til Helvede.

Betoningsforskelle”

Det er ikke sådan, at forskellene mellem luthersk og katolsk tro slet ikke omtales i fælleserklæringen. Det bruges der faktisk en del plads på. Men hvor forskellene omtales, bliver de præsenteret som ”betoningsforskelle”.

Det forklares for eksempel, at man i luthersk tradition har betonet tilgivelsen og tilregnelsen af Jesu retfærdighed, mens man i katolsk tradition har betonet fornyelsen af det indre menneske. Det er på grund af disse ”betoningsforskelle”, at man i hjertet af den fælles bekendelse må nævne både troen og gerningerne: Sammen bekender vi: ”Kun af nåde og ved troen på Kristi frelsesgerning, ikke på grund af vore fortjenester, bliver vi antaget af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter, udruster og kalder os til gode gerninger.”

Problemet er, at selve hjertet i den fælles bekendelse – selvom det umiddelbart kan tage sig godt ud – er et umuligt forsøg på et kompromis mellem de to vidt forskellige forståelser af retfærdiggørelseslæren13. For hjertesagen for de lutherske lærefædre var jo netop at holde læren om retfærdiggørelsen ren for alt, hvad der hed menneskelige bidrag og forandring i mennesket. Når fornyelsen af det indre menneske så alligevel nævnes som en del af retfærdiggørelsen, og når det senere præciseres, at det er dén del af retfærdiggørelsen, som katolikkerne betoner – hvordan kan man så nogensinde komme i nærheden af at kalde det en enighed?

Sagen er, at når der skal findes et kompromis mellem ”troen alene” og ”tro + gerninger”, så er det altid ”tro + gerninger”, der vinder. For hvor der tilsættes så meget som et milligram gerninger, anger, forvandling eller andet menneskeligt bidrag til ”troen alene”, så er troen ikke længere ”troen alene”, og så har vi at gøre med en helt anden form for tro, frelse og retfærdiggørelse end den lutherske og bibelske.

For Kristi skyld

Tilsvarende: Når fælleserklæringen nævner, at retfærdiggørelsen sker ”for Kristi skyld”, så mener (eller: ”betoner”) man noget vidt forskelligt.

Lutheraneren hentyder til, at Jesus har byttet plads med os, og at vi bliver tilregnet hans fremmede retfærdighed.

Katolikken forstår derimod ”for Kristi skyld” sådan, at Kristi forsoningsdød er den begivenhed, som gør det muligt for et menneske at påbegynde sin retfærdiggørelsesproces.

Fælleserklæringen nævner disse ”betoningsforskelle”, men kommenterer det ikke yderligere.

Den lutherske professor Robert Preus, som har arbejdet indgående med fælleserklæringen i sin meget anbefalelsesværdige bog Justification and Rome (”Retfærdiggørelsen og Rom”) noterer sig det samme med forbløffelse: ”Her lader fælleserklæringen så sagen ligge. Åbenbart er det ikke særligt vigtigt, at lutheranere tror, at Kristi frelsesgerning er basis for vores retfærdiggørelse, og at katolikkerne ikke tror det14.”

Samtidig synder og retfærdig

En luthersk hovedsag, som har sin helt egen historie i forbindelse med fælleserklæringen, er læren om, at et menneske er ”samtidig retfærdig og synder”. I fælleserklæringen bruges flere gange ordet ”synder” om den kristne, når der tales om de lutherske ”betoninger”.

Paven og Vatikanet havde fulgt processen med fælleserklæringen nøje gennem Det pavelige råd for fremme af kristen enhed. Så da et flertal af medlemskirkerne fra Det Lutherske Verdensforbund havde valgt at acceptere erklæringens ordlyd, regnede man det som en formalitet, at paven skulle blåstemple den økumeniske indsats. Men det kom i stedet til nogle protester fra højeste sted i den katolske kirke, som var meget tæt på at vælte hele projektet.

Paven mente, at man stadig måtte tage afstand fra den lutherske lære om, at en kristen er en synder, og at man fortsat burde fordømme dem, som havde denne lære

At paven antydede, at den lutherske lære stadig var under fordømmelse efter alt det økumeniske arbejde, var en hård pille at sluge for alle, der havde deltaget i arbejdet med dialogerne.

Redningen på projektet blev – igen – at forsøge at finde ud af: Hvordan kan katolikkerne komme til at sige det samme som lutheranerne, men blive ved med at mene noget andet?

Og det lykkedes faktisk i et tillægsdokument til fælleserklæringen at få Vatikanet til at acceptere formuleringen ”samtidig synder og retfærdig”, hvilket af flere iagttagere blev set som en stor sejr for hele det økumeniske projekt. For det viste jo, at den katolske kirke alligevel var ”til at flytte med”! Det var banebrydende, at den katolske kirke trods begyndende protester nu alligevel ville tage så kernelutherske ord som ”samtidig retfærdig og synder” i sin mund15.

Men hvad man så går let hen over, er, at den lutherske og den katolske fortolkning af formuleringen er som ild og vand.

I luthersk forståelse er en kristen ”samtidig retfærdig og synder” på den måde, at hans syndige natur er 100 % den samme som før omvendelsen; men samtidig har han også 100 % del i Kristi retfærdighed, fordi den er blevet tilregnet ham af Guds nåde.

I katolsk forståelse siger man, at et menneske er retfærdig på grund af fornyelsen i det indre menneske – og ”synder” på grund af den konstante trussel fra syndens magt.

Den katolske lære har altid været, at en kristen efter dåben har beholdt sin tilbøjelighed til synd. Men det fastslås også under de katolske ”betoninger” i Fælleserklæringen, at denne tilbøjelighed ikke er ”synd i egentlig forstand”, fordi rigtig synd kræver en personlig tilslutning til synden. Derfor er en kristen ifølge den katolske kirke heller ikke synder i nogen som helst egentlig forstand. Og enigheden mellem katolikker og lutheranere er ikke en enighed i nogen som helst egentlig forstand.

Idealerne i vores tid

Vi lever i en radikalt anden tid end Luther. Vi lever i en økumenisk tidsalder, hvor der ikke længere er syn for den sjælesørgeriske mening i fortidens fordømmelsesskrifter. At fordømme andre anses per definition som ukærligt og ukristeligt.

Det fremgik også af festdagene i Augsburg i 1999, hvor budskabet i prædikener og liturgi var, at den katolske kirke og de lutherske kirker må tilgive hinanden fortidens ukærlige fordømmelser og lære at finde ind i en ny omgangstone med hinanden, præget af kærlighed og respekt – også for på den måde at råde bod på den skyld i religionskrige og ufred mellem kirkesamfund, som den europæiske kirke har spredt til hele verden16.

Dét er agendaen. Og dét er hjertesagen for mange af folkene i de økumeniske dialoger. Opgør med religiøs ekstremisme og intolerance. Fred i verden og forståelse for hinanden.

Det er på ingen måder tilfældigt, at ordet ”venskab” nævnes som en central del af udviklingen i de luthersk-katolske dialoger. Ledere blandt lutheranere og katolikker blev ganske enkelt venner med hinanden. Hvor der før var isolation og tavshed, er der nu blevet respekt og forståelse for hinanden.

Her har vi et aspekt ved den økumeniske bevægelse, som på ingen måde må undervurderes – i en tid, hvor tolerance og accept for andre menneskers opfattelser er blevet så selvfølgelig en del af vores opfattelse af, hvad der er “kærligt“ og “godt“, at det at “fordømme“ et andet menneskes mening eller tro nødvendigvis må være af det onde.

Flere har da også luftet tanken – når de teologiske forsøg på at forene den katolske og den lutherske lære undertiden har set frugtesløs ud – at den bedste måde at nå målet om enhed i den kristne kirke må være et gudstjenestefællesskab i praksis, hvor lutheranere og katolikker lærer hinanden at kende og begynder at sætte pris på hinanden som kristne brødre og søstre. Dogmatisk tænkning må vel altid være “Nach-Denken“ og kan ikke gå forud for og bane vej for praksis – mener man17.

Tilbage til Taizé

Det er i den sammenhæng, Taizé-fællesskabet kommer til at stå som et betydeligt flagskib for den økumeniske bevægelse. Her blandt brødrene i de fredfyldte og paradisagtige omgivelser banes stille og ubemærket vejen for et fællesskab mellem lutheranere og katolikker – uden om retfærdiggørelseslæren.

De underskønne sange, som gang på gang fremhæves som det, der gør det stærkeste indtryk ved besøgene på det franske kloster, er skrevet efter nøjagtigt samme forskrift som fælleserklæringen om retfærdiggørelsen: Det skal kunne lade sig gøre at synge med på sangene, uanset om man er katolik eller protestant, og uanset hvad man i øvrigt lægger i ord som ”nåde” og ”retfærdighed”. Det vigtige er det meditative og følelsen af fællesskab på tværs af kulturer og kirkesamfund.

Nogle dages ophold i Taizé med klosterlivets stilhed, enkelthed og fællesskab giver en stærk oplevelse af gudsnærvær og autentisk åndelighed. Og jeg tror, vi er mange, som under tidebønnernes nærmest overjordisk smukke, flerstemmige sange, der gentages igen og igen og synges på alle mulige sprog på samme tid, har haft en fantastisk fornemmelse af et lille ”paradis på forskud”. Som et kig ind i Åbenbaringsbogens virkelighed, hvor vi står på den nye jord og en ”stor skare, som ingen kan tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål” synger sangen om Lammet (Åb 7,9-11). Vidunderligt! Herligt!

Indtil tanken melder sig: De her sange og de her samlinger er jo med til at skabe en illusion af et kristent fællesskab uden om troen på vores tilregnede retfærdighed i Jesus. De her økumeniske retræter til Taizé er med til at fastholde et stort antal mennesker i en indbildt kristendom, som vil gå i stykker på dommens dag.

Det er Djævelens drøm at skabe sådan et ”paradis på jord” i den kristne kirke.

Det perspektiv, som fuldstændigt er forsvundet, er, at Gud snart kommer og holder sin dommedag18. Og til den tid nytter det ikke, at vi som kirkesamfund er ”blevet gode venner” og er holdt op med at fordømme hinandens lære. Det er ikke det, Gud ser efter. Gud frelser ikke en stor, synlig kirke. Gud frelser det enkelte menneske, som ser sin synd og klynger sig til frelsen i Jesus alene. Resten, som stoler på noget i sig selv, og som ikke klynger sig til retfærdigheden i Jesus alene, skal gå fortabt i den evige ild.

At fortie den virkelighed og at hjælpe Djævelen og Antikrist med at lægge et røgslør ud over den – det er det mest ukærlige og ukristelige, man overhovedet kan gøre. Det er ikke en kristen kærlighed, der forsoner sandheden med løgnen19.

Når jeg tænker tilbage på mine erfaringer på Taizé, rystes jeg igen over den sandhed, som Bibelen skildrer: at Djævelen kun sjældent fremtræder for os som den brølende løve, han er. Nej, han kommer til os i et paradisisk lys, som man skal være en sten for ikke at blive tiltrukket af.

Må Gud bevare os i Bibelens sandhed – og fylde os med så stor kærlighed, at vi ikke kan bære at være vidner til den djævelske plan, der lader mennesker tro, at de er kristne og deltage i paradisets forsmag – for senere at vågne op i Helvedes flammer.


1 DDS nr. 419 og 420, SoS nr. 24, 25, 116 og 261.

2 Artikel fra 5. august 2007: Taizé – et åndens kildevæld.

3 Denne video på 7 minutter giver et repræsentativt eksempel på mennesker, der gæster Taizé, og hvad der gør indtryk på dem.

4 Der vil i det følgende være nogle få gentagelser fra artiklen.

5 Citat fra andagtsbogen Så fast en borg, stykket til d. 18. april. Udgivet af Luthersk Missions Elevforening i samarbejde med Nyt Livs Forlag i sommeren 2017. I artiklen Hele verdens Luther skriver jeg lidt mere om, hvorfor det ikke betyder, at al anden vranglære i den katolske kirke er ligegyldig.

6 Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren, Det mellemkirkelige Råd 1997, s. 20.

8 Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren, Det mellemkirkelige Råd 1997, s. 30.

10 Af historiske og politiske grunde blev Konkordieformlen dog ikke en del af bekendelsesskrifterne i Danmark-Norge.

11 Mere om forskellen mellem luthersk og katolsk retfærdiggørelseslære i Nyt Livs blad nr. 2-2017.

12 Lars Borgström refererer i sin nye bog om forskellen mellem katolsk og bibelsk tro på meget overskuelig og øjenåbnende måde Rolf Preus’ ordforklaring af disse fem led i hhv. luthersk og katolsk lære. Borgström 2016: Bibliskt och romersk-katolsk – vari består skillnaderna?, Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet, s. 94-96.

13 Den katolske kardinal Avery Dulles fremhæver også den nævnte sætning som ”hjertet” i fælleserklæringen. Han mener, der er tale om et reelt kompromis: ”Ved at nævne både tro og gerninger, både Guds antagelse af os og Helligåndens gave, rammer denne sætning en upartisk balance for at tilfredsstille begge sider.” Oversat fra artiklen ”Two Languages of Salvation: The Lutheran-Catholic Joint Declaration”, First Things 98, s. 26.

14 Preus 1997, Justification and Rome, Concordia Publishing House, s. 67 (min oversættelse).

15 Den katolske professor Margaret O’Gara hørte til dem, der blev chokerede over pavens første udmelding. Men lige så chokeret hun først blev, lige så glad blev hun, da det lykkedes at få Vatikanet til at acceptere det lutherske ”samtidig retfærdig og synder”. Hun siger: ”Nu var man villig til at modtage denne tradition – en virkelig luthersk tradition (…) – som sine egne ord. Jeg må sige: Det var en gave, der var værd at vente på!” O’Gara 2006: ”The Significance of the Joint Declaration on the Doctrine of Justification and the Next Steps in Ecumenical Dialogue” i bogen: Wayne C. Stumme, red., The Gospel of Justification in Christ, William B. Eerdmans Publishing Company, s. 39.

16 Radano 2009, s. 178-179.

17 Se f.eks. Nørgaard-Højen, Peder 2000: ”A Point of No Return? The Joint Declaration and the Future of Lutheran-Catholic Dialogue”, Ecumenical Review 52 2, 211-222.

18 jf. artiklen Ild i kulisserne.