Bogen “Den sande kristendom” har i århundreder været en af de mest udbredte opbyggelsesbøger i den evangelisk-lutherske kirke. Den blev skrevet af den tyske præst og forfatter Johann Arndt, som levede fra 1555-1621, og i mange vækkelsestider er bogen blev til afklarende bibelsk og sjælesørgerisk hjælp til de mest centrale dele af den kristne tro. I dag læses den gamle, 559 sider lange bog næppe af mange, men den er stadig fuld af guld og aktualitet også i dag. I denne blogserie har vi spurgt Filip Kofod om at trække nogle citater frem fra bogen, som talte særligt stærkt til ham under læsningen, og på den baggrund række den 500 år gamle forkyndelse til os i vores tid. Alle citater er oversat til dansk af Filip fra Lutherstiftelsens norske oversættelse fra 1955.
Du må særligt bede om to ting i din bøn. For det første at Satans billede må blive forstyrret i dig. Satans billede er vantro, stolthed, gerrighed, vellyst, had, vrede og andre lignende laster. For det andet at Guds billede må oprettes i dig på ny. Guds billede er tro, kærlighed, håb, ydmyghed, tålmodighed og gudsfrygt (s.196).
Hvordan skal en elendig synder kunne skrive et indlæg ud fra dette citat, uden at min elendighed kommer til at forringe citatets velsignede budskab, og uden at det kommer til at gjalde af tomhed? Hvilken anden frimodighed og hvilket andet grundlag har jeg for at vidne om evangeliet end den uværdighed og elendighed, som klæber til mig til min dødsdag, og som bærer trøsten med sig på ryggen?
Emnet i dette indlæg er så alvorligt og afgørende, så jeg bæver ved tanken om at skrive om det. Men jeg vover det alligevel – for det var syndere, Gud kom for at frelse, og dér kan jeg være med!
Hvordan står det til i dit og mit liv – hvis billede skinner klarest igennem: Guds eller Satans? Foretog vi en scanning af vores tro, hvad ville resultatet så blive? Et skønt og velsignet billede af en Herrens tjener, som følger sin Herre og Mester – også under de kors, som denne Herre og Mester lægger på min vej af trængsler, lidelser og svære ting? En kristen, der siger ja til Guds tugt? En kristen, der holder Guds bud?
Dem, der står mig nærmest, vil vide, hvorfor jeg bæver for at skrive dette indlæg. De få personer, som ved, hvilke synder, der har rådet i mit liv de senere år, må græmme sig, når de ser, at det er Filip Kofod, der skriver et indlæg om, at en kristen skal ligne Gud mere og mere og Satan mindre og mindre. “Folk skulle bare vide…”
Bønnen om at ligne Gud mere og mere og Satan mindre og mindre er forbundet med stor uværdighed og ængstelse for en kristen; for den gode og velsignede bøn, han beder, står i skærende kontrast til resultatet af den trosscanning, som den kristne foretager flere gange dagligt, og som udmønter sig i ordene: “Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,24)
Så hvordan skal en kristen kunne bede den bøn, som Johann Arndt foreslår?
Da et menneske blev født på ny, skete der noget inde i hjertet: Gud foretog ikke bare et frelsesunder, han lagde også en ny vilje ind i mennesket! En vilje og lyst til at holde Guds bud og gøre efter hans vilje. Og derfor ønsker en kristen også – samtidig med den konstante følelse af ikke at være værdig til at være Guds barn – at holde Guds bud. At den kristne ser så lidt af troens frugter i sit liv, får ham ikke til at forkaste ønsket om at elske Gud ved at holde hans bud (1 Joh 5,3). Tværtimod driver den kristnes eget syn på sig selv som en fattig og ussel synder, der lever alene på grund af Guds nåde, ham mere og mere til Gud.
Og dette er også min egen erfaring – ikke dermed sagt, at trøsten altid følger med per automatik, hver gang jeg falder i synd. Men min oplevelse af at være en fortabt synder driver mig til min Frelser og forstærker min afhængighed af ham.
Men der er noget, der er vigtigt at få sagt: En kristens evne (eller mangel på samme) til at holde Guds bud betyder ikke, at den kristne er hverken mere eller mindre frelst. Mine store fald i synd gør ikke, at Jesu store frelse bliver formindsket. Jesu fuldbragte frelse på korset forringes ikke ved, at menneskeheden hver eneste dag siden syndefaldet, og hver eneste dag siden langfredag, ikke har bestilt andet end at handle mod Gud og trodse hans Ord og bud.
Alligevel er det sandt, som det er blevet sagt: “Man bliver ikke frelst ved at holde Guds bud. Men man bliver heller ikke frelst, hvis man ikke holder dem.”
Og her må vi holde tungen lige i munden.
Luther sagde det så godt: En kristen er “simul justus et peccator” (samtidig synder og retfærdig).
En kristen er 100% retfærdig i Jesus – og 100% uretfærdig i sig selv. Og så langt som det er sandt, at Jesus døde på korset for alle mine synder, så langt er jeg også helt og fuldt frelst – underordnet hvor højt eller lavt uværdighedsbarometret står i mit hjerte!
Men jeg er ikke fritaget for at holde Guds bud, og jeg er ikke fritaget for med al styrke, kraft og vilje at underlægge mig Guds vilje.
Jeg elsker Gud, og jeg ønsker at hans billede skal forstærkes i mig. Denne kærlighed lagde Gud selv ind i mit hjerte, da jeg blev født på ny. Og jeg tror, vi må læse Johann Arndts bønneopfordring i dette kærligheds-lys.
Kære Gud
Jeg er så fattig og svag.
Vil du ikke nok forstyrre Satans billede i mit hjerte. Vil du ikke nok bekæmpe al vantro, stolthed, gerrighed, vellyst, had og vrede. Og kære far: Vil du ikke nok i din store nåde og barmhjertighed oprette dit billede i mig på ny: tro, kærlighed, håb, ydmyghed, tålmodighed og gudsfrygt. Jeg har ikke fortjent en eneste af alle dine utallige velsignelser og velgerninger. Men jeg beder dig, far: Handl ikke med mig efter mine mange synder og min store ufortjeneste, men efter Jesu dyrebare blod og din Søns dyrebare fortjeneste for mig på korset.
Vær mig nådig, kære far.
Amen.
