Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Brønden

Brønden

Livets velsignelse er at blive der, hvor Gud ser én. Der får man del i hans nåde.

– Hagar kaldte Herren, som havde talt til hende, ”Du er Gud, der ser”. For hun tænkte: ”Har jeg virkelig på dette sted set ham, der ser mig?” Derfor kalder man brønden Be’er-Lahaj-Ro’i (1 Mos 16,13-14).

– Efter Abrahams død velsignede Gud hans søn Isak, og Isak bosatte sig ved Be’er-Lahaj-Ro’i (1 Mos 25,11).

De to skriftsteder beskriver to situationer.

Den ene handler om Hagar, der er gravid med Ismael og på flugt fra sin frue Sarajs mishandling. Ved en kilde på vejen til Shur bliver hun mødt af Herrens engel og får besked om at vende tilbage.

Den anden handler om Isak, der velsignes af Herren og slår sig ned ved samme kilde. Det hebraiske navn Be’er-Lahaj-Ro’i betyder ‘brønden for den levende, der ser mig’.

C.H. Spurgeon gør opmærksom på forskellen mellem Hagars og Isaks ophold ved denne brønd. For Hagar blev brønden et sted, hvor Gud mødte hende under hendes flugt, men det var en enkeltstående begivenhed for hende. For Isaks vedkommende betød den et sted, som han gjorde til sit varige opholdssted, en bolig.

Hagar er som de mennesker, der er fremmede for Gud, og som bliver mødt af ham i nødens stund. De får et møde med den Evige og oplever at blive set af ham. Dog, mere bliver det ikke til. Verdens børn møder Gud, når tingene presser sig på, men forlader ham, når forholdene bliver tålelige igen. De bliver ikke hos ham og lærer ham derfor ikke at kende.

Isak er som dem, der kender Den Levende. De bliver set af Gud, de vender sig til ham for at blive, og Gud er en brønd med levende vand for dem. I fællesskabet med Gud flyder velsignelsen, fordi de bliver der, hvor Gud ser dem.

Ved brønden for den levende, som ser mig, kan jeg være tryg. Der er jeg gennemlyst af Guds øjne, og intet i mit liv er fremmed for ham. Der får jeg hvile. Der kan jeg slukke min tørst. Der er en sand åndelig frodighed, hvor jeg næres af Guds Ord og Guds Ånd.

Det sker, at en kristen kan komme i tvivl, om Gud ser, der hvor han er, og som hun er. Her er der trøst og hjælp i at genlæse Davids ord i Salme 139:

Herre, du ransager mig og kender mig.
Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: ”Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig,”
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

Ja, han ser os og kender os fuldt ud. Og i Jesus ser han på os med den uendelige nådes øjne. Gud er en brønd med levende vand, og alle, som tørster, kan komme og få det gratis, uden betingelser:

Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet (Åb 22,17).

Om vi blot vil vende os til ham igen og igen.

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Silkeborg, pensionist, tidl. patentrådgiver