Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens? (2 Kor 6,15).
Det hebraiske ord ‘belial’ findes flere steder i Det gamle Testamente som betegnelse for en slet person. På græsk bliver det til Beliar; Paulus bruger det her som et navn for Satan. I urkristendommens tid blev ordet også anvendt som navn på Antikrist.
Det er en selvfølge, at Kristus og Beliar, Jesus og hans modstander, ikke kan stemme overens, men her finder Paulus det alligevel nødvendigt at understrege, fordi korinthermenigheden havde fået et afslappet forhold til afgudsdyrkelsen i området. De så ikke nogen konflikt mellem den alment accepterede religiøsitet og deres nye tro på Kristus. Det, der var godkendt og praktiseret ude i det almindelige samfund, det var tilsyneladende fortsat i deres liv, efter de var kommet til tro på Jesus.
Nogle steder er det samme ved at ske i dag. Metoder og praksis, der har oprindelse i andre religioner, har fundet vej ind i troendes liv og praksis. Elementer af det, som for en del år siden blev defineret som østlig og hedensk religion, blandes nu sammen med evangelisk tro. Ikke læremæssigt, men som lidt ekstra, der giver et tilskud til troen. Man leger lidt med forskellige teknikker på ægte postmoderne vis og får noget ud af det: det vil sige en god oplevelse. Det er angiveligt en neutral teknik, der bruges, og derfor dyrker man ikke fremmede guder, siges det. De, der praktiserer de nye teknikker, bekender troen på Jesus og er aktive i menighederne.
Jeg ser to årsager til det. Den ene er uvidenhed, nemlig om de pågældende religioner og deres praksis, og den anden er åndelig ligegyldighed. Det er uvidenhed om, at disse religioners øvelser og metoder er nøje knyttet til deres åndelige virkelighed og derfor i en eller anden grad, om ikke direkte, så indirekte åbner for en anden åndelig påvirkning. For hvad bliver det næste? Og det er ligegyldighed over for de advarsler, som Skriften nævner igen og igen. Og man må spørge, hvorfor man ikke lader det tvivlsomme være?
Caryl Matrisciana, der med sin baggrund i det okkulte har undersøgt yogafaith, har skrevet, at det er fordi, kærligheden til Jesus er blevet lunken, at nogle synes at have behov for dette i deres trospraksis. Med andre ord et forsøg på at kompensere for åndelig fattigdom i kristenlivet.
Man vil gerne tro på Jesus og samtidig praktisere yogafaith, christfulness, visualisering og Jesusmeditation, med mere. Den store fare er, at man vænner sig til fremmede elementer, og at det bliver en begyndelse til accept af en åndelig forståelse og indflydelse, der absolut ikke kommer fra Guds Ord og Guds Ånd. Evnen til at skelne bliver mindre. Jeg kan ikke se det som andet end led i den forførelse, Jesus taler om, vil komme i den sidste tid.
Vi mennesker er født åndeligt blinde. Jesus siger det til Nikodemus: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. Den fødsel betyder at få del i Helligånden, som åbenbarer dette rige for os. Han giver også klarsyn over det, der ellers ikke kan ses. Hvorfor sløres dette syn? Når Kristus betyder mindre, bliver der plads til, at noget andet får betydning. Det bedrøver Helligånden. Og når Helligånden bedrøves, trækker han sig tilbage, og andre ånder kan komme til.
Vejen tilbage fra fattigdom til rigdom er ikke åndelige eksperimenter, men tilbagevenden til det, vi altid har kendt: Bønnen og Ordet. Jesus er rig nok for alle, der kommer til ham; han siger udtrykkeligt, at han har det levende vand, og at alle, som tørster, kan få det for intet. Det ulykkelige er, at mennesker ikke vil tro det.
Den troende menighed lever ved sin glæde i dens Herre, Jesus, ved det Ord og den Ånd, han giver os. Må det aldrig blive sådan, at vi bliver trætte af det og ringeagter den manna, han dagligt vil give os, så vi søger at slukke tørsten ved noget andet end det vand, der springer fra Klippen. Den klippe, der brast for os.
Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne?
For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt: ”Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” Derfor: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.”
