Kære børn, det er den sidste time, og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time (1 Joh 2,18).
Der er to ting, vi indledningsvis skal bemærke i denne forbindelse.
For det første at der ingen steder i Ny Testamente står, at vi skal forberede os på Antikrists komme, men derimod mange steder, at vi skal forberede os på Jesu genkomst og på det regnskab, som da skal gøres op.
For det andet at ‘antikrist’ på grundsproget ikke kun betyder ‘mod Kristus’, men også ‘i stedet for Kristus’. Når der i citatet herover tales særligt om Antikrist, har det sammenhæng med advarslen mod forførelsen væk fra troen på den sande Kristus. Risikoen for forførelse er en fare, som Jesus og Ny Testamente ofte har påpeget.
For mere end 30 år siden skrev en bibelunderviser, at der er en forventning om, at Antikrist kan træde frem om ikke særligt længe. Samtidig bemærkede han, at man på den måde begrænser Antikrist til at være en gudsfjendsk verdenshersker engang i fremtiden. Man ser derfor ikke den antikristne tendens som en nærværende kendsgerning.
Som det fremgår af skriftstedet herover, synes apostlen Johannes at se den antikristelige virksomhed aktivt til stede allerede i hans tid. Johannes udvider senere i sit brev begrebet ‘antikristen’ til ikke kun at omfatte historiske mennesker, men til at betegne enhver ånd, der ikke bekender Jesus og ikke er af Gud: ”Det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden” (1 Joh 4,3).
Den ånd er derfor virksom også nu, i dag. Den er i tidsånden, og den har tidens værdier og idealer i centrum. Hvor fornuftige og sympatiske disse af og til kan synes, så er de grundlæggende i modsætning til Guds Ånd og Guds Ord. For de har deres centrum i mennesket, ikke i Skaberen af mennesket.
Kun ved at gøre os bekendt med det Ord, der er talt til os i Skriften, har vi mulighed for at bedømme ånderne. Og kun ved at leve efter det ord i tro og i overensstemmelse med Ordets Ånd kan vi undgå at rives med.
Johannes konstaterer også, at det ikke er helt fremmede mennesker, der fremfører den antikristne dagsorden: ”Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore” (1 Joh 2,19).
Det vil sige, at det er mennesker, der har har haft tilknytning til den troende menighed, måske fuldgyldige medlemmer i det ydre. Derfor formaner Johannes også sine læsere: ”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud” (1 Joh 4,1-2).
En profetisk stemme fra det 19. århundrede, Samuel J. Andrews, skriver, at når Antikrist til sin tid vil blive vel modtaget i kirkerne og af mennesker, der på papiret er kristne, så er det resultatet af og ikke årsagen til frafaldet fra den sande Kristus.
Vi må lære Hyrdens røst at kende, hvis vi skal bevares i troen og reddes fra forførende strømme i menighederne. I den sidste tid vil det være afgørende, at vi som får, der let farer vild, kender Hyrdens røst blandt alle de andre røster. Der er noget i tonefaldet, noget bekendt, ved stemmen fra ham, der har reddet os ved sit blod og sin lidelsesfulde død; dens tone er forskellig fra bedragernes, om de end nok så meget refererer til bibelske ord og tekster.
Det er den personlige relation til Jesus selv, der er afgørende for dette kendskab. Det er skræmmende, at Jesus vil sige til nogle, som han i sidste ende forkaster, at han aldrig har kendt dem. Selv om de har gjort både det ene og det andet i hans navn.
Kun ved at blive i Jesus, bliver han i os. Gør vi det, har vi det løfte at ingen kan rive os ud af hans hånd.
På et tidspunkt kan det blive nødvendigt helt konkret at følge opfordringen i Andet Korintherbrev 6 og forlade de sammenhænge, hvor der ikke længere skelnes mellem Kristus og Beliar: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.”
Det koster at træde ud – men belønningen er langt større end omkostningen. Den er fred i hjertet, et evigt håb og mest af alt fællesskab med den evige Gud og med hans Søn.
