Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed

Åndelighed

Nogle strøtanker om sand åndelighed og falsk åndelighed.

Den naturlige tilstand for den falske åndelighed er harmoni
Den naturlige tilstand for den sande åndelighed er spænding

Den falske åndelighed er god for følelserne og forståelig for tanken
Den sande åndelighed medfører uro i følelserne og paradokser i tanken

Den falske åndelighed søger fred for enhver pris
Den sande åndelighed søger fred i den pris, Jesus betalte på korset

Den falske åndelighed søger resultater af sit virke
Den sande åndelighed søger at være trofast mod sit kald og sin opgave

For den falske åndelighed er tjeneste i Guds rige en udfordring, man vælger at tage op
For den sande åndelighed er tjeneste i Guds rige et kald til en opgave, man ikke kan undslå sig for

Den falske åndelighed bliver opmærksom på sin synd og siger: vi er alle syndere
Den sande åndelighed bliver opmærksom på sin synd, angrer den og siger: Jesus

Den falske åndelighed knytter sig mest til en kirkelig tradition, en åndelig arv, en sang- og salmeskat, et almenmenneskeligt fællesskab, en bygning
Den sande åndelighed knytter sig mest til Guds ord i Skriften, troen på Jesus og fællesskabet med andre i denne tro

Den falske åndelighed søger dybest set sit eget i det, den har med at gøre
Den sande åndelighed søger dybest set Kristus i det, den har med at gøre

Den falske åndelighed har nok i sin kristendom
Den sande åndelighed har nok i sin Kristus

Peter Vestergaard Olsen

Peter Vestergaard Olsen, Aalborg, efterlønner.