En lørdag, da jeg var efterskolelærer, ringede et par elever fra en nærliggende by. De var på indkøbstur og skulle efter planen komme hjem til aftensmad. Men de havde opdaget, at den sidste bus var kørt på den buslinje til efterskolen, de regnede med at tage. Min første reaktion var noget i stil med ”jamen, det kan da ikke passe … kommer der ikke en bus mere … ??”
De endte med at måtte tage i en anden retning, hvor jeg måtte hente dem ”tættest på skolen”.
Det er let at smile af manglende ungdommeligt overblik over busruter, men der er nogle parallelle perspektiver, som Guds Ord peger på. For tiden står ikke stille, og vore reaktioner og handlinger har konsekvenser for nu og evigheden.
Mirjam og Arons hovmod
Israelitterne var på vandring i ørkenen. Det var en vandring, som i resten af Bibelen bl.a. beskrives som et forbillede på kristenlivets vandring mod Himlen. I 4 Mos 12 anfægter Mirjam og Aron, at Gud kun ville tale til Moses og ikke gennem dem. Selv om Guds udvælgelse og kald havde været en stor udfordring for den sagtmodige Moses, så var det Guds vilje at bruge netop ham. Det var ikke Moses’ idé eller indre kald, men Guds udrustning og tydelige ydre kald. Derfor reagerer Gud med dom over de to – en dom, der rammer Mirjam ved total spedalskhed. Samtidig bekræfter Gud sin udvælgelse af Moses. Gud vælger nemlig ikke efter, hvad vi synes eller mener, men betror sit kald og tjeneste til den, han vil.
Mirjam får – efter Moses’ forbøn – lov at ”nøjes” med at være spedalsk i syv dage. Den tid udmåltes efter, hvor længe et barn, der havde fortjent skældud og udskamning, ville være blevet sendt uden for lejren (jf. v. 14). Oprør mod Gud er synd – og når et menneske vil styre Guds planer, så er det at ville sætte ham af tronen og selv være som Gud. Det er et brud på 1. bud. Synd mod Gud gør, at mennesket bærer skyld. En skyld, vi selv bærer, er også forbundet med skam. Skam er stikket i samvittigheden som erkendelse af, at jeg har skyld, og at det offentligt er kendt, at jeg har syndet. Samtidig er skam en del af det, der før os til enten at fortryde eller forhærdes over, at Guds Ånd og Ord kalder mig en synder. Derfor er spørgsmålet, om dom og skam fører mig som menneske til at gå i mig selv – eller om det gør mig hård, så jeg ikke vil bøjes af Gud. Mange, der forhærdes, vil i stedet forsøge at rense skammen af sig på egen måde – måske i fornægtelse af dens eksistens – ligesom Guds dom fornægtes og fortrænges. Mirjam får lov – under Moses’ forbøn – at finde nåde og dermed komme ud af skammen. Den nåde var en foregribelse af at være under Jesus Kristi nåde som stedfortræder. Hun fik lov at blive genrejst ind i troen og livet med Gud og Guds folk.
… Der var stadig en bus for hende … Og for dig.
De 12 spejdere
Kort tid efter nærmer israelitterne sig grænsen til Kana’ans land. Gud befaler dem at sende 12 spejdere ind i landet for at udspejde det. Disse spejdere kom efter 40 dage tilbage med figner, granatæbler og en markant drueklase i overstørrelse, som to mand måtte bære (så markant, at den er blevet udtryk for turisme i Israel). De 10 af de 12 spejdere frygtede dog at indtage landet, for befolkningen var store og stærke, så de troede, at det ville koste israelitterne livet at indtage landet. De to sidste, Kaleb og Josva sagde i stedet i tillid til Gud, at: ”Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land, der flyder med mælk og honning (…) Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os”. (4 Mos 14,8-9).
De 10 spejdere og israelitterne ville hellere tilbage til Egypten. Det var bedre – bedre end at vandre mod målet i Guds virkelighed. Derfor søgte de at stene Kaleb og Josva – simpelthen slå dem ihjel. Da reagerede Gud igen. Ligesom ved Mirjam, så fik det konsekvenser, når israelitterne brød med Guds vej. Gud ville udslette folket, men efter Moses’ henvisning til Guds eget løfte om tilgivelse, fik de i stedet en anden dom:
”‘Lad nu Herrens styrke vise sig i sin storhed på den måde, du selv har sagt: ‘Herren er sen til vrede og rig på troskab. Han tilgiver skyld og overtrædelse, men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn.’ Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!’ Herren svarede: ‘På din bøn vil jeg tilgive dem. Men så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden: Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se.’”
De skal dø i ørkenen, og ingen af dem, der har hånet Gud, skal komme ind i landet. Derefter fulgte 40 års ørkenliv! Gud tilgav for evigheden i troskab mod sit eget løfte, som er bundet til den kommende frelser i Jesus Kristus, men det fik konsekvenser for livet her på jorden.
Samtidig viser parallellen mellem ørkenvandringen og Guds folks vandring frem mod Himlen, at målet kan mistes – også for os. Der var nogen, der var med, men som ikke nåede målet – det lovede land med mælk og honning.
Det var ikke fordi de ikke var advaret – nej Gud nævner, at det var 10. gang, israelitterne havde rejst modstand mod Gud. De vendte sig igen og igen væk fra Guds gode vej og ville tilbage til livet i hedenskab, i kortsigtet tryghed og fyldte maver. Gud havde tugtet dem igen og igen for at fastholde dem på vejen, men nu blev de dømt til at dø i ørkenen.
Netop israelitternes oprør, provokation eller “udæskelse” af Gud var i bund og grund foragt for Jesus Kristus. I 1 Kor 10,4 siges, at “de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus”. Paulus siger dermed, at det var Jesus Kristus, der på det tidspunkt, da ørkenvandringen foregik og blev nedskrevet af Moses, fulgtes med israelitterne. Han var den, der i form af en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten fulgte israelitternes vandring – også i de efterfølgende 40 år i ørkenen. Det var ham, de drak af, da de drak af klippen – og det var en dåb for dem at gå med Moses gennem havet og spise den samme åndelige mad, mannaen, under vandringen. Deraf skal vi dels lære og tro, at Jesus Kristus er sand og evig Gud, og at han er den, der må være centrum for vores tro. Dels skal vi også se, at synd mod Guds bud ikke bare er synd mod Faderen, men også mod Søn og Helligånd.
Det ser vi af, at Paulus i 1 Kor 10,9 siger: ”Lad os heller ikke udæske Kristus, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af slanger.” Moses skriver nok, at det var Gud Herren selv, den evige sande Gud, israelitterne fristede, men oprøret var mod den treenige Gud. I 2 Mos 17,2 skriver han: ”Hvorfor retter I anklage mod mig? Hvorfor udæsker I Herren?” Og denne tekst fra 4 Mos 14,22 nævner: ”Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se.” Når Moses her skriver, at han, som folket fristede, var Gud Herren, hvordan kan den samme være Kristus, som Paulus beskriver som den, der blev fristet af folket?
En ting ved vi – og det er at begge dele må være sande udsagn, for Helligånden vejleder ikke til, at der skrives forkert i Bibelen. Men det betyder, at Herren, der bragte israelitterne ud af Egypten, igennem det røde hav og ledte dem i ørkenen i form af ild- og skystøtte, som gav dem dagligt manna fra Himlen og lod dem se en række undere på vejen – han er ingen anden end Herren, Jesus Kristus, der blev født af Jomfru Maria. Det var ham, der udholdt denne hån og spot – dette plagende blasfemiske folk – fordi han vidste at deres tunge kalk skulle ramme ham, og han skulle tømme dødens bæger. Det siger han selv i Es 43,24-25: “Du besværede mig med dine synder, du plagede mig med din skyld. Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min egen skyld husker jeg ikke på dine synder.”
Så giver det mening, at Ny Testamente beskriver Jesus som den, der er givet al magt – og som den, der skal sidde som dommer på den yderste dag. Så er sammenkædningen mellem ”mit skjold” og ”en retfærdig dommer” i Salme 7,11-12 meningsfuld, for den dommer, der retfærdigt dømmer synderen til udslettelse og død, det er den samme, som du i forening med, må se som dit skjold. For dig, der lever i troen på Jesus som frelser, da er dommeren den, der selv har taget dommen for dig. Som vi kan synge med Grundtvig i salmen ”Rejs op dit hoved, al kristenhed!”, vers 4:
Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet.
Det var derfor også ham, der gav de 10 bud på Sinai bjerg, og som da sagde “Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig” (2 Mos 20,2). Han, som døde på korset for os, er den samme, som gav os det første bud. Det var altså deres nuværende og kommende Gud og frelser, israelitterne foragtede. Derfor skriver Paulus om dem, at ” alligevel fandt Gud ikke behag i ret mange af dem. De blev jo slået ned i ørkenen.” Og: “Alt dette skete med dem, for at de skulle være advarende eksempler, og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.”
For de voksne israelitter var der ikke flere busser i køreplanen. De nåede ikke til det lovede land.
Vores hovmod og frafald – og det eneste, der holder os fast
Bibelen har faktisk flere paralleller som dette. Josva- og Dommerbogen peger på det; Samuels- og kongebøgerne peger på det; profetbøgernes stadige påtale af at folket forsøger både at holde Gud og verden i hånden, og at den ene konge efter den anden f.eks. henter hjælp og styrke hos egypterkongen og ikke hos Gud, peger på det. Jesu egen fortælling om de 10 brudepiger forkynder stærkt, at tilsyneladende tro – eller frafald – går langt ind i det, der ser ud som den kristne forsamling.
Vi lever i en tid, hvor Mirjams og Arons hovmod ofte kan ligge lige under overfladen. ”Har han ikke også talt til os?” Hvorfor kan Gud kun bruge dem, han selv har valgt? Det kan gælde den frimodige, friskfyragtige prædikanttype, som gerne vil kaldes – eller det kan være den kvinde, der tænker at Gud må have taget fejl med måden, han har skabt ps på og givet opgaver til hvert køn. Så bliver det som om, Guds Ord ikke længere anses for at være Guds Ord i sin helhed, men bare for at rumme Guds Ord (og dermed også kan rumme andre ord).
Bibelen indeholder ikke Guds Ord, men er Guds Ord til os. Derfor må vi bøje os for Guds Ord, for det er myndigheden til frelse over alt i vores liv. Det holder også det samfundsmæssige forfald nede.
Vi lever i et samfund, der let trækker os med væk fra tid med Guds Ord. Vi trækkes også fra de ordninger, som Gud har givet for livet, at forældre har ansvar og myndighed over deres børn. Forældreopgaven er givet af Gud og er grundlaget for al anden myndighed i mellemmenneskelige forhold – og med i forældreopgaven hører også at holde Guds dom over et liv borte fra Gud frem for børn og unge. Vi trækkes og skubbes også væk fra Guds bud, der undermineres fra stort set alle sider, der påvirker os. Det gælder opløsning af Guds hviledagsordning, det gælder respekten for at tale falsk om Guds åbenbaring – eller om min næste. Det gælder især i seksuelle forhold – både for den enkelte i input og for dem, der tiltager sig ægteskabsliv uden om ægteskab og dem, der lever med sit eget køn. Det at tale sandt undermineres i både medier, offentlige personer – og i vort eget liv. Midt i alt dette drages også Guds folk til at slække på målet og stille sig tilfreds med det gode liv, der kan opnås her i verden, fordi Guds hellige verden virker så langt borte.
Gud kalder os ind i omvendelse – kalder os til at bøje os for Guds Ords dom over synden i vort liv – kalder os på knæ i bøn om tilgivelse – og peger os hen til Jesus på korset. Han må være vores frelse, vores fred – vores håb for evigheden og den vi smelter sammen med i livet her.
En dag kommer der ikke flere busser …
Gud vil frelse!!
Gud tugtede Israels folk for at kalde dem tilbage, for at de måtte omvendes. Sådan kalder han også ad menneskeheden og især af Guds folk. Efter at Guds engle har blæst i de første 6 basuner (Åb 9,20-21), da står der som konklusion på Guds tugtende kald, at ”resten af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders værk, så at de holdt op med at tilbede dæmonerne og afgudsbillederne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå, og de omvendte sig ikke fra deres myrderier og trolddomskunster og utugt og tyveri.”
Disse plager, der er i de kapitler, er ellers nok så grumme og dræber i flere omgange tredjedele af jordens dyre- og menneskeliv, og det er som om, der er en undertone af: om de dog ville omvende sig. Gud vil frelse – og råber højt og hårdt for at nå mennesket, imens det er tid. Kun en enkelt gang står der i kap. 8-9 i Åbenbaringsbogen, at plagerne ikke må ramme Guds folk, og spørgsmålet må være, om ikke det skyldes, at også Guds folk skal ruskes og vækkes – for at de ikke må gå glip af bussen.
Dem, der omtales i versene ovenfor, omvendte sig ikke. Måske er der tale om det gudsforladte samfund, vi lever midt i, der får Gud til at lade basuner lyde til dom og død, for at kalde til omvendelse. For han vil, at vi skal se vores nød, råbe til ham – og omvende os til den frelse, han har givet i sin søn.
For en dag, da skal der ikke komme flere busser – og døren til bryllupsfesten skal lukkes for sidste gang.
Kommer du med?
